Louise Theilade Thomsen
Svar til 

Hvordan håndhæver forvaltningen retningslinje for reklamer på stillads herunder 60/40 fordelingen ved ansøgning om stilladsreklamer?

Spørgsmål fra Rådhuset oprettes på basis af Københavns Kommunes database over de spørgsmål, der stilles af Borgerrepræsentationens medlemmer og besvares af kommunens borgmestre. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

2024 - 3369

1. Hvordan håndhæver forvaltningen retningslinje for reklamer på
stillads herunder 60/40 fordelingen ved ansøgning om
stilladsreklamer?

2. Hvilke grunde kan der være til, at forvaltningen afviser
stilladsreklamer, der fylder mindre end 40% af et stilladsareal?

Svar fra fredag den 16. februar 2024

1) Teknik- og Miljøforvaltningen sagsbehandler ansøgninger om reklamer
på stillads efter den nye retningslinje for reklame på stillads, som trådte
i kraft den 1. januar 2023. Heraf fremgår det, at forvaltningen tager
udgangspunkt i 40% reklameflade og 60% fotostat. Kravet om fotostat
kan bl.a. fraviges, hvis stilladset ikke er dækket af beskyttelsesdug.
Forvaltningen skal i hvert enkelt tilfælde foretage en konkret vurdering
af, om der er trafiksikkerhedsmæssige forhold, der gør, at en tilladelse
ikke kan gives, og om en stilladsreklame kan indgå i det eksisterende
bybillede, uden at områdets byrumsmæssige, arkitektoniske og
kulturelle værdier påvirkes i væsentlig grad. Der er dermed ikke tale om
en fast regel om 60/40.
Det betyder samtidig, at forvaltningen ikke pr. automatik giver tilladelse
til stilladsreklamer, der fylder 40 % eller mindre af et stilladsareal. Det
samme gælder kravet om fotostat, som kan fraviges. Det kan fx være i
tilfælde, hvor fotostaten vil hindre en ejendoms beboere adgangen til
dagslys. 

2) Forvaltningen vurderer, om der er trafiksikkerhedsmæssige forhold, der
gør, at stilladsreklamen ikke kan godkendes på det konkrete sted. I
denne vurdering indgår bl.a. størrelse og placering, dvs. om en konkret
stilladsreklame på det givne sted kan tage trafikanternes fokus fra
trafikken og derfor risikerer at bidrage til trafikfarlige situationer.
Forvaltningen foretager desuden en vurdering af, om en konkret
stilladsreklame kan indgå i det eksisterende bybillede, uden at områdets
byrumsmæssige, arkitektoniske og kulturelle værdier påvirkes i
væsentlig grad. I denne vurdering inddrages også reklamens størrelse
og reklamens placering i det konkrete byrum.
Det betyder, at områder med smalle gadeprofiler eller torve og pladser
fx i Middelalderbyen i mange tilfælde kun kan bære mindre reklamer,
førend de kan vurderes at få en for dominerende effekt på byrummet.
Det afhænger dog også af den enkelte bygning, bygningsstørrelse, de
omkringliggende bygninger, placering i det konkrete byrum og
byrummets funktion m.v. Forvaltningen kan derfor ikke sige noget
generelt gældende om, hvornår en stilladsreklame på 40% eller mindre
af et stilladsareal ikke vil kunne opnå tilladelse. Forvaltningen foretager
en konkret vurdering i hver enkelt sag.

0:000:00