Debat

DBU til Mikkel Bjørn: Dansk fodbold kan næppe blive mere folkeligt

Fodbolden er ikke fortabt. Den er stadig en fortælling om drømme, lokal stolthed og fællesskab. Og DBU kæmper sammen med resten af den europæiske fodboldfamilie for at forsvare den unikke europæiske sportsmodel og sikre fodboldens integritet, skriver Erik Brøgger Rasmussen i et svar til Mikkel Bjørn (DF).

Selvom store pengesummer i moderne topfodbold sommetider stjæler overskrifterne i medierne, så er fodbold meget mere end det, skriver Erik Brøgger Rasmussen.
Selvom store pengesummer i moderne topfodbold sommetider stjæler overskrifterne i medierne, så er fodbold meget mere end det, skriver Erik Brøgger Rasmussen.Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Erik Brøgger Rasmussen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I et debatindlæg i Altinget Idræt under overskriften 'Fodbold er ikke længere folkeligt – det er snarere en legeplads for de rigeste', argumenterer Mikkel Bjørn (DF) for, at fodbold ikke længere er en fortælling om helte og fællesskab, men at sporten er godt på vej til at blive reduceret til en kold kommerciel forretning.

Mikkel Bjørns indlæg kommer i forlængelse af EU-domstolens afgørelse lige før jul, hvor Super League-klubberne fik medhold i, at UEFA (og FIFA) som udgangspunkt er underlagt EU's konkurrenceregler.

Det har givet Super League-bagmændene fornyet blod på tanden i forhold til at få oprettet en privat europæisk superliga – langt væk fra de idealer, som europæisk fodbold er bygget på.

Læs også

I DBU er vi ligesom Mikkel Bjørn stor modstander af European Super League-projektet. Det er kort sagt fodboldens samfundsmæssige betydning med fællesskab og solidaritet overfor rendyrket egoisme og grådighed, der står på spil.

Men at sige, at fodbold ikke længere er folkeligt og kun en legeplads for de rigeste, er i bedste fald en journalistisk stramning og skudt langt ved siden målet.

Selvom store pengesummer i moderne topfodbold sommetider stjæler overskrifterne i medierne, så er fodbold meget mere end det.

Fodbold er folkeligt

Fodbold er verdens største og mest populære sportsgren, som samler og begejstrer og skaber fællesskaber, hvor end man er i verden. Og så er fodbolden verdens bedste legetøj, som børn og voksne uanset alder, indkomst eller kultur verden over leger med.

Vi kæmper i DBU og i resten af den europæiske fodboldfamilie for at holde fast i netop fællesskabet, traditionerne og solidarisk fordeling af indtægter til alle dele af fodboldens fødekæde.

Erik Brøgger Rasmussen
Adm. direktør, DBU

Det skyldes ikke mindst, at fodbold er meget tilgængeligt og alle kan være med. Det eneste, det kræver, er en bold og nogen at spille sammen med. Der findes fodboldklubber i stort set alle verdens byer – selv de mindste af slagsen herhjemme i Danmark.

Fodbold laver familieudflugter til landskamp i Parken eller i Viborg og skaber sammenhold, når Sofus og Sofie samles søndag morgen til kamp og har forældre, søskende og bedsteforældrene med.

Sidste år satte vi medlemsrekord i dansk fodbold med 360.000 aktive medlemmer i de cirka 1600 klubber, der er i alle egne af landet – fra Skagen til Gedser, fra Blåvand til Bornholm spilles der fodbold syv dage om ugen. Læg dertil de 120.000 frivillige, der med deres ildhu og engagement gør det hele muligt.

Samtidigt strømmer fans ind på de danske fodboldstadions. I 2022-23 sæsonen gik hele 1.975.454 tilskuere eller et gennemsnit på 10.289 tilskuere per kamp gennem tælleapparaterne på de 12 3F Superliga-stadions rundt om i landet. Det er det højeste gennemsnitlige tilskuertal i Superligaens historie. Det kan næppe blive mere folkeligt.

Fodboldens integritet

Når det så er sagt, er det klart, at det er voldsomt, når eksempelvis Saudi-Arabien lige pludselig kommer med så mange penge på én gang uden hensyn til bæredygtighed og financial fairplay, som gælder i Europa. Eller når nogle af de største europæiske fodboldklubber vil bryde ud af fællesskabet.

Læs også

Derfor kæmper vi i DBU og i resten af den europæiske fodboldfamilie også for at holde fast i netop fællesskabet, traditionerne og solidarisk fordeling af indtægter til alle dele af fodboldens fødekæde.

Vi står sammen med tusindvis af fans, klubber, andre nationale fodboldforbund, regeringer og de internationale fodboldorganisationer om at forsvare den unikke europæiske sportsmodel og sikre fodboldens integritet.

Fodbolden er ikke fortabt. Fodbolden er stadig en fortælling om drømme, lokal stolthed og fællesskab. Fodbold er i den grad folkeligt – og en legeplads for alle.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Brøgger Rasmussen

Administrerende direktør, DBU
cand.polit. (Københavns Uni. 1994)

Mikkel Bjørn

MF (DF), formand, Indfødsretsudvalget
lærer (Jelling seminarium 2020)

0:000:00