DBU's nytårstale: Vi må ikke blive skræmt af, at andre lande mener det modsatte af os

Fodbold samler og begejstrer. Fodbold skaber fællesskaber overalt i verden. Og fodbolden er verdens bedste legetøj.

Det lyder storslået, men det er sandt. Fodbold er på den måde et globalt fænomen, der vedrører rigtig mange mennesker. Oftest på den gode måde – til tider desværre også det modsatte.

I DBU har vi mange ønsker for fodbolden i 2024. Først og fremmest skal vi have vores strategi til at leve. Det kræver samarbejde med politikere både lokalt og nationalt.

Men skal vi fremhæve et særligt emne på den politiske ønskeliste, er det dog det internationale område og de store beslutninger, der træffes om alt lige fra placering af slutrunder til udelukkelse af nationer og indgåelse af kommercielle aftaler.

Hvad der sker i international fodboldpolitik, er nemlig blevet et hyppigt samtaleemne – både hjemme i stuen, på arbejdet, blandt fans på de danske fodboldstadions og fra tid til anden også på Christiansborg.

Og det giver god mening at diskutere og stille spørgsmål, for der sker rigtig mange ting i international fodbold i disse år, som vi undrer os over i Danmark.

Sport og politik hænger uløseligt sammen

Fodbold er for alvor blevet en verdensomspændende sport med store geopolitiske og økonomiske interesser. Stater investerer store summer i værtskaber, klubber og sponsorater af turneringer og internationale organisationer.

Sport og politik hænger uløseligt sammen. Vi siger ofte det modsatte, men virkeligheden er, at det er naivt at påstå noget andet

Erik Brøgger Rasmussen
Adm. direktør, DBU

Sport og politik hænger uløseligt sammen. Vi siger ofte det modsatte, men virkeligheden er, at det er naivt at påstå noget andet.

Når sport og international politik blandes, kan det skabe dilemmaer og sætte spillere, klubber og forbund som DBU under pres fra mange sider. 

Fans, sponsorer, politikere, journalister og mange andre, der har en holdning og til tider også mener at have patent på de lette løsninger.

De simple svar findes desværre kun meget sjældent. Det giver ikke mening at være enegænger internationalt, fordi vi ønsker ikke at stå uden for døren uden indflydelse, når de vigtigste beslutninger træffes.

Det nytter heller ikke noget at være et fodboldforbund, som ingen lytter til. Men det er en svær balancegang.

Derfor er mit ønske for idrætten politisk i 2024, at vi i Danmark bliver bedre til at forstå og navigere i den nye verdensorden i international (idræts)politik.

International politik i fodbold

Et godt eksempel er sagen om russiske U17-landshold, hvor Uefa i efteråret tog et meget stærkt standpunkt over for Rusland ved at beslutte, at et russisk fodboldhold ikke bliver en del af europæisk fodbold, så længe der er krig i Ukraine.

Samtidigt blev det besluttet at overholde FN’s børnekonvention og på den baggrund se på muligheden for at genindlemme russiske U17-landshold. I givet fald under neutralt flag.

Det blev som bekendt en stor sag i Danmark og enkelte andre lande. I hovedparten af Uefas 55 medlemslande fyldte det spørgsmål dog ikke meget.

Forslaget om at indlemme U17-landshold kom imidlertid ikke til godkendelse, og Uefa står i dag som et forbund med meget hårde sanktioner mod Rusland.

Spørgsmålet om at indlemme russiske hold i Uefas turneringer vil med sikkerhed dukke op igen. Om DBU også til den tid vil få vores vilje om at holde Rusland ude af Uefas turneringer, må tiden vise.

Men det kan langt fra afvises, at DBU kommer til at stå som en del af et meget lille mindretal af Uefas medlemslande og dermed taber kampen. Det er realiteten – selv inden for Europas grænser. Det skal vi kunne håndtere som forbund og som nation.

Et andet eksempel er beslutningerne om placeringen af mændenes VM, hvor særligt et muligt VM i Saudi-Arabien i 2034 allerede har fyldt en del – og nok også kommer til at fylde en hel del i det kommende år.