Idrættens samfundsstabiliserende implikationer er veldokumenterede. Idrætten bidrager til en lang række kollektive samfundsmæssige goder, herunder i særdeleshed sygdomsforebyggelse. Nedlukningen af den organiserede idræt kan derfor godt vække bekymring.

Danmarks Idrætsforbund (DIF), Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) og Dansk Firmaidrætsforbund har netop opgjort medlemstallene for 2020.

Optællingen viser, at det danske foreningsliv har mistet næsten 90.000 medlemmer, svarende til en medlemstilbagegang på 3,89 procent.

DIF og DGI har på den baggrund udvist stor bekymring for folkesundheden og danskernes mentale trivsel. Imidlertid vækker dugfriske tal fra Idrættens Analyseinstitut ikke nødvendigvis den store bekymring.

Danskernes motions- og sportsvaner viser nemlig, at danskerne har dyrket flere forskellige aktiviteter i 2020, end de gjorde i 2016.

Den selvorganiserede idræt viser sit værd
Ifølge undersøgelsen, er der en stigning af børn i alderen syv til 15 år, som kombinerer den organiserede foreningsidræt med selvorganiserede aktiviteter. Det tyder altså på, at ikke alle har opgivet at dyrke motion under nedlukningen af den organiserede idræt.

I et folkesundheds-perspektiv bør mulighederne for at dyrke selvorganiseret idræt fremmes i væsentligt højere grad. 

Tobias Thune Jacobsen
Cand.scient. i idrætspolitik og curlinglandsholdsspiller

Det bliver interessant at se, hvordan danskernes motions- og sportsvaner udvikler sig efter samfundets coronanedlukning, nu hvor danskerne har fået øjnene op for den selvorganiserede idræt.

Mens foreningslivet ofte stiller krav til adræthed, organisering, regler og tidspunktet for, hvornår aktiviteten skal udføres, så kan den selvorganiserede idræt tilbyde tilmed spontane og uformelle udfoldelsesmuligheder, hvor bevægelsesglæden kan udleves på egne præmisser.

Ensporet opfattelse af idrætslivet
Politikernes ensporede opfattelse af danskernes idrætsliv, hvor idrætslivet hovedsageligt udleves i foreningsregi, har i mange år ført til en centralisering af idrætsanlæggene og dermed også en indirekte nedprioritering af den uorganiserede idræt.

I et folkesundhedsperspektiv bør mulighederne for at dyrke selvorganiseret idræt fremmes i væsentligt højere grad. Der bør etableres aktivitetstilbud, der afspejler befolkningens behov for spontanitet frem for rammesætning.

Det offentlige rum bør prioriteres i et idrætsligt øjemed, hvor finkornet asfalt og brede cykelstier, der indbyder til at spænde rulleskøjterne, indgår som en selvfølgelighed.

Velplejede græsarealer i det offentlige rum, udendørs træningsredskaber, skaterparker og fantasifulde legepladser skal medtænkes i byggeplanlægningen og prioriteres politisk, både i økonomisk og arkitektonisk henseende.

Mindre meningsfuld interessevaretagelse
Bygherrens formålsbestemte økonomistyring vil i mange tilfælde føre til en nedprioritering, hvorfor der med fordel kunne fastsættes et lovkrav til bygge- og anlægsentreprenører i forhold til at medtænke og prioritere mulighederne for fysisk udfoldelse.

Lokale- og Anlægsfonden har i mange år gjort en stor indsats for at fremme den arkitektoniske variationsrigdom i det offentlige rum. Organisationen modtager cirka 80 til 90 millioner kroner årligt fra udlodningsmidlerne, hvorfor den økonomiske pondus synes beskeden set i sammenligning med hovedmodtagerne DIF og DGI, som årligt modtager cirka 300 millioner kroner hver.

Politikernes ensporede opfattelse af danskernes idrætsliv, hvor idrætslivet hovedsageligt udleves i foreningsregi, har i mange år ført til en centralisering.

Tobias Thune Jacobsen
Cand.scient. i idrætspolitik og curlinglandsholdsspiller

Det skal i den forbindelse også understreges, at DIF og DGI er to interesseorganisationer, som er optagede af at fremme den organiserede idræts vilkår, hvorfor den uorganiserede idræt selvsagt betragtes som mindre meningsgivende i deres interessevaretagelse.

Balancer støtten
I min opfordring til en øget decentralisering af idrætslivet ligger der ikke en komplet nytænkning af idrættens traditionelle organisering. Det er ej hellere et angreb mod det danske foreningsliv, som i øvrigt rummer fortræffelige kvaliteter.

Min opfordring er snarere en appel til en sundere balance, hvor den uorganiserede idræt indtager en mere fremtrædende rolle på den politiske dagsorden.

Jeg håber, at pandemien åbner op for en nuanceret idrætspolitisk debat om, hvilken balance vi ønsker mellem foreningsidrætten, den uorganiserede idræt og det stigende udbud af kommercielle idrætstilbud.

Måske kan det give Folketingets politikere anledning til at gentænke udlodningsmidlernes fordelingsnøgle, så vi kan få en tidssvarende idrætspolitik i Danmark.