De københavnske borgere blev under kommunalvalget i november lovet alt fra billige boliger, til fodboldbaner og svømmehaller.

Om få uger starter det hårde arbejde så med at gøre løfterne til virkelighed, når borgerrepræsentationen mødes for første gang med Sophie Hæstorp Andersen for bordenden som ny socialdemokratisk overborgmester. 

Det er dog langtfra kun navnet på overborgmesterkontoret, der adskiller Borgerrepræsentationen i den kommende valgperiode fra den forrige. 

Med Enhedslistens valgsejr, og socialdemokratiets syv procent store tilbagegang, er der for alvor skubbet til magtbalancen på Rådhuset.

Valgresultatet betyder, at antallet af socialdemokratiske borgerrepræsentanter er reduceret fra 16 til 10.

Samtidig må partiet vinke farvel til en række erfarne kræfter såsom tidligere gruppeformand Susan Hedlund og børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen. 

Sophie Hæstorp Andersen står dermed med en væsentligt svagere magtbase end tidligere socialdemokratiske overborgmestre, inden hun til marts tager fat på den første politiske svendeprøve, hvor de såkaldte overførselsforhandlinger venter. 

Her skal de resterende midler, eller uventede indtægter, fra forrige budgetår fordeles ud som ekstrabevillinger.

Det særlige ved overførselsforhandlingerne er, at pengene går tilbage i kommunekassen, hvis der ikke er fuldstændig politisk enighed om at bruge midler på et givent område. 

Det er derfor næppe her, at de store ideologiske slag kommer til at stå.

Der er da også tradition for, at midlerne i overførselsforhandlingerne bliver brugt på at lukke huller fra det foregående budgetår, eller til nye anlægsprojekter.

Sidstnævnte kan dog vise sig svært, da Københavns Kommunes største problem i de senere år ikke har været mangel på midler, men snarere, at anlægsloftet sætter grænser for, hvor mange penge kommunen kan bruge på eksempelvis nye veje og skoler. 

Fortsætter kampen om Amager Fælled?
I den københavnske kommunalvalgkamp var spørgsmålet om billige boliger, og ikke mindst deres placering, stort set allestedsnærværende. 

Der er da heller ingen forventning om, at boligdebatten kommer til at forstumme i den nye politiske sæson. 

Kort før jul blev der sat foreløbigt punktum i en af valgkampens helt store boligpolitiske sagaer om byggeriet på Amager Fælled.

Det skete, da Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet gav grønt lys til, at cementkanonerne på Fælleden igen kunne få lov til at rulle efter at have været standset siden juli. 

Enhedslisten, der er blandt de mest udtalte modstandere af Amager Fælled-byggeriet, har dog allerede meldt ud, at partiet vil forsøge at finde et flertal på rådhuset, der skal standse byggeriet endnu en gang. 

Det samme har borgergruppen Amager Fælleds venner, som i første omgang indgav den klage til de to nævn, der tvang byggeriet på Amager Fælled til at stoppe. 

Dyre mursten bremser almene boligdrømme
Mens særligt Socialdemokratiet og Enhedslisten er uenige om, hvor i hovedstaden, der skal bygges, finder partierne fælles fodslag i ambitionen om at øge andelen af almene boliger. 

Den målsætning har dog mødt et gevaldigt bump på vejen i form af stigende priser på byggematerialer og arbejdskraft. Det udfordrer byggeriet af nye almene boliger, der skal holde sig under en politisk fastsat kvadratmeterpris. 

Som Altinget tidligere har beskrevet, betyder det, at almene boligselskaber mange steder har fået svært ved at opføre de tusinder af nye almene boliger, som et politisk flertal ellers ønsker sig.

Her skal de københavnske politikere sætte deres lid til, at man på Christiansborg vil være med til hæve maksimumbeløbet midlertidigt, mens usikre forsyningskæder og højkonjunktur i byggeriet presser priserne i vejret.

Det har boligminister Kaare Dybvad Bek (S) dog indtil videre afvist.

Samtidig skeler man også på rådhuset mod forhandlingerne om en revision af planloven.

Her håber regeringen på at kunne overbevise de andre partier om at give landets kommuner mulighed for at kræve 33 procent almene boliger i nye lokalplaner. I dag ligger grænsen på 25 procent. 

Det ser dog umiddelbart svært ud, al den stund, at Venstre og Konservative, der er med i planlovsforliget, har afvist at hæve den nuværende grænse.

Flere fodboldbaner og svømmehaller, men hvor? 
Foråret kommer med al sandsynlighed også til at byde på armlægning på den idrætspolitiske scene. 

Her skal politikerne forsøge at finde løsninger på problemet med rekordlange ventelister og mangel på idrætsfaciliteter i hovedstaden. 

En del af forhandlingerne kommer til at dreje sig om udmøntningen af den såkaldte idrætsmilliard, der opstod i forbindelse med udspillet "Tættere på – Grønne byer og en hovedstad i udvikling" fra maj sidste år.

Her gav regeringen København og Frederiksberg Kommune mulighed for at hæve anlægsloftet med en milliard kroner, som kommunerne kan investere i at bygge nye idrætsanlæg frem mod 2030.

I år forhandles der om et relativt beskedent beløb på 28 millioner kroner. Mere vigtigt er det dog, i hvilken grad man beslutter sig for at øremærke midlerne over de kommende år. 

For selvom en milliard kroner kan lyde af meget, så er pengene allerede brugt flere gange i form af udspil fra politiske partier i løbet af valgkampen, der har lovet hjælp til forskellige dele af det københavnske idrætsliv. 

Samtidig er der også det forhold, at idrætsanlæg som regel er dyre størrelser. En svømmehal kan koste op mod 200 millioner kroner, mens prisen på en fodboldbane også kan nå et tocifret millionbeløb. 

Dermed kan der være lagt op til hårde forhandlinger om, hvorvidt den københavnske idrætsmilliard skal gavne svømmere, fodboldspillere eller dartentusiaster. 

Samtidig kommer den nyvalgte kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (R) også på en væsentlig opgave, når de nye idrætsanlæg skal placeres i en hovedstad uden alt for mange bare græsmarker til hverken fodboldbaner eller billige boliger. 

Derfor vil det nok også være svært helt at undgå skuffede miner blandt de københavnske aktører på idrætsområdet, når forhandlingerne er overstået.

Spørgsmålet er snarere om skuffelsen er placeret et sted, som man politisk kan leve med på rådhuset. 

At idrætsanlæg er en følsom politisk størrelse i København sås da også i forbindelse med budgetforhandlingerne sidste år.

Her forlod Konservative som det eneste parti forhandlingerne.

En beslutning, der ifølge daværende gruppeformand Jakob Næsager blandt andet bundede i, at et flertal på rådhuset ikke var villige til at udmønte en større del af idrætsmilliarden i 2022, end de 20 millioner kroner, der blev afsat med budgetaftalen.

Kunsten at skaffe nok varme hænder
Et væsentligt politisk spor i det nye år bliver også, hvordan man fra politisk hold vil arbejde videre for at løse rekrutteringsproblemerne på velfærdsområdet. 

Med budgetaftalen sidste år afsatte et flertal på rådhuset 300 millioner frem mod 2025 på at tiltrække og fastholde sygeplejersker, pædagoger, og sosu-ansatte. 

Udfordringen bliver dog næppe mindre af, at Københavns Kommune i det nye år indfører minimumsnormeringer i daginstitutioner, som yderligere presser behovet for pædagoger i vejret. 

Samtidig kan det klasseloft på 26 elever i de mindste klasser, som et flertal på Christiansborg vedtog i forbindelse med finansloven, også skabe øget efterspørgsel på lærere, og klasselokaler, på de københavnske skoler. 

Af mere bundne opgaver skal partierne i forsommeren i gang med de indledende runder af årets budgetforhandlinger, som for alvor skydes i gang efter sommerferien. 

Her bliver nyvalgte medlemmer af Borgerrepræsentationen og valgløfter for alvor tryktestet mod de økonomiske realiteter i københavnsk kommunalpolitik. 

Foråret i københavnsk politik rundes af med verdens største cykelløb, Tour De France, der ruller forbi København og Danmark for første gang nogensinde.

Startpistolen til den enkeltstart, som den danske hovedstad skal være vært for, og for så vidt den politiske sommerferie, lyder 1. juli.