Danske politikeres utvetydige opbakning til nøje udvalgte idrætsorganisationer angriber danskernes "lige muligheder for deltagelse".

Sådan lyder det fra de mangeårige idrætspolitiske rådgivere og embedsmænd i Kulturministeriet Claus Bøje og Søren Riiskjær i deres nye bog Dansk Idrætspolitik, der netop er udkommet på Gads Forlag.

 "Når de statslige tilskud til en kulturbevægelse som idrætten forbeholdes foreningsmodellen, glider principperne om ytringsfrihed, demokrati og kvalitet i baggrunden," skriver forfatterne.

Men der er ikke noget mystisk ved, at de folkevalgte på Christiansborg sjældent kalder til kamp mod det bestående i fodbolden, håndbolden og cykelsporten.

"Politikerne vil gerne spejle sig i den fuldstændig umådeholdne popularitet, som idrætten har," siger Claus Bøje i et interview med Altinget i forbindelse med udgivelsen.

Bøje og Riiskjærs bog er i høj grad en reaktion på en anden bog, Poul Baches ”Finkultur og Mangfoldighed” om dansk kulturpolitik i de 60 år Kulturministeriet har eksisteret. Bogen udkom i 2021, og idrætten blev overhovedet ikke nævnt på trods af, at den har været en del af ministeriet de sidst 50 år.

"Det følte vi som en provokation. Fordi vores udgangspunkt er, at idrætten både skal fastholdes og forpligtes i en kulturpolitisk sammenhæng," siger den anden fortatter, Søren Riiskjær.

"Derfor kontaktede vi Gads Forlag, om ikke de kunne være interesserede i at udgive en bog om dansk idrætspolitik. Og det var de heldigvis," fortsætter han.

Ifølge Claus Bøje er det naturligt, at idrætten er en integreret del af Kulturministeriet, og han afviser kategorisk tanken om et selvstændigt ministerium til idrætten.

 "På det principielle plan, så formulerer man ofte kulturpolitikkens mål sådan, at det handler om at udvikle menneskers evne og anlæg, så de kan tage vare på sig selv og det fællesskab, de er en del af," siger han og fortsætter.

"Og der synes vi jo, at idrætten rammer lige ind i den målsætning. Men det betyder også, at idrætten skal måles på, i hvilken udstrækning den bidrager til at realisere den målsætning."

Politikerne vil gerne spejle sig i den fuldstændig umådeholdne popularitet, som idrætten har.

Claus Bøje
Medforfatter til Dansk Idrætspolitik

Foreningsaktive er kommet i mindretal
Og her halter det ifølge bogens forfattere. Idrætten er blevet lidt af et stedbarn i kulturpolitikken, som ministre og ordførere sjældent for gør til mærkesager, hvilket giver uforholdsmæssig stor magt og penge til de store idrætsparaplyer.

For selvom danske idrætsorganisationer netop har meldt om rekordstore medlemstal, så er det samlede billede de sidste mange år, at den store stigning i danskernes idrætsdeltagelse er foregået uden for foreningerne

"Hovedparten af idrætsudfoldelsen foregår uden for idrætsorganisationernes regi," skriver forfatterne i bogen.

Alligevel går de hundredevis af millioner fra danskernes lottospil til de særligt udpegede idrætsorganisationer som DIF, DGI og Dansk Firmaidræt.

"Statens økonomiske tilskud til idrætten tildeles som omtalt stort set udelukkende de organisationer, som i vigende grad forvalter befolkningens idræts-og motionsaktivitet," skriver forfatterne.

De peger ellers på, at man med institutioner som Team Danmark og Lokale-og Anlægsfonden har byggestenene til, at staten kunne spille en markant stærkere rollen i forhold til at udvikle dansk idræt.

"Men der er bare en helt utrolig berøringsangst i forhold til at ændre noget," siger Søren Riiskjær.

"Men det er også lidt særligt i Danmark, at man har en organisation som DIF. Det har man i skandinaviske lande, men det har man jo ikke i England, eller i Spanien eller Frankrig. Der er der ikke et rigsidrætsforbund, der samler alle specialforbundene. Der er det hver specialforbund for sig. Så det giver også en lobbymæssigt set en meget stærk position," fortsætter han.

Der har dog ikke altid været våbenhvile i dansk idræt, fremgår det af forfatternes nye bog. I kølvandet på oprettelsen af Team Danmark opstod der hidsige konflikter om bestyrelsesposterne, og i anden halvdel af 1990'erne var daværende DIF-formand Kai Holm i åben krig med flere kulturministre.

Men de sidste mange år har der været konsensus om, at give idrætsorganisationerne meget store frihedsgrader.

Forfatterne peger også på, at staten sagtens kunne have en endnu stærkere styring af eliteidrætten.

"Reelt mener jeg jo også, at man lader DIF blande sig for meget i, hvordan Team Danmark agerer, ved at de kan udpege flere folk i bestyrelsen," siger Søren Riiskjær.

Men tillad mig at være djævlens advokat. Dansk idræt har mange aktive, foreningerne har flere millioner medlemmer, og vi får til overflod medaljer ved internationale mesterskaber. Hvad er egentlig problemet?

 "Idrætten er den største folkelige bevægelse i Danmark," siger Claus Bøje.

"Men størstedelen af den aktivitet, der foregår, sker uden for foreningsregi, og er dermed stort set ude af betragtning i forhold til de statslige tilskud.”

Det er et principielt problem, men er det også et problem i praksis?

 "Ja! Vi skal skabe bedre muligheder for udfoldelser. Det kan man blandt andet gøre gennem forandring og udvikling af faciliteterne, så de ikke alene er åbne for dem, der er organiseret med foreningstider, men også for andre, der ønsker mere spontan, selvorganiseret udfoldelse.” siger Claus Bøje.

Men de seneste år er der bygget en del legepladser i blandt andet København, hvor der også er udendørs fitness. Er det ikke et eksempel på, at man tænker i de baner?

"Jo med oprettelsen af Lokale og Anlægsfonden er vanetænkningen i forhold til anlæg heldigvis bliver udfordret. Men der skal meget mere til," siger Claus Bøje.

"Byplanlægningen skal skabe muligheder for, at folk kan udfolde sig med udgangspunkt i det lokale miljø – børn, forældre, naboer og venner. Der er masser af muligheder. Og det er vores opfordring, at staten spiller en mere aktiv rolle i forhold til at skabe noget for den meget betydelige idrætsaktivitet, som ikke er en del af foreningsidrætten," fortsætter han.