Gadeidrætten fortjener en fast plads i idrætsdanmark.

Seks år med GAME’s platform for gadeidræt som eksperimentende støttemodel har vist gadeidrættens potentiale, fået flere udøvere med på gaden, skabt en begejstring for samarbejde, og ikke mindst en tiltrængt legitimitet til aktørerne, som kan give os den bæredygtighed/forankring, der skal til for at gøre en seriøs forskel.

Der bør nationalt opstilles gode rammer for gadeidrætten, som kan bidrage til at alle børn og unge har mulighed for at have aktive fritidsliv, og derfor bør gadeidrætten også prioriteres i de kommende forhandlinger om udlodningsmidlerne.

Rasmus Hansen
Projektleder, Game

Det er på tide at sætte gadeidrætten på udlodningsloven i stedet for at henstille den til en usikker hoppen rundt på projekt-tuer.

Debatten omkring den offentlige støtte til idrætten har siden åbningen af Altinget Idræt været interessant. Med Tobias Thune Jacobsens indlæg 4. maj, og Karsten Naundrup 10. maj bliver der slået på tromme for en idrætspolitisk debat om, hvordan vi bedst muligt støtter idrætten i Danmark og derigennem aktiverer flest mulige danskere.

Med udgangspunkt i gadeidrættens udvikling, som jeg ser den – senest med de resultater, vi har fået fra den aktuelle evaluering foretaget af Active Research - mener jeg, at tiden mere end nogensinde før er moden til, at gadeidrætten og den selvorganiserede idræt prioriteres ved en justering af fordelingen af udlodningsmidler fra 2022.

Økonomisk støtte og faglig sparring har vist sit værd
Siden 2016 har vi i GAME med støtte fra Nordea-fonden understøttet gadeidrættens initiativer. Igennem Den Nationale Platform for Gadeidræt har et bevillingsudvalgt med repræsentanter fra gaden og de store hovedorganisationer bevilliget støtte til 858 projekter for samlet set 20,5 millioner kroner.

Støtten er gået til alt fra den lokale skater som har søgt om støtte til at bygge en lokal mini-rampe til streetbasketspilleren der har søgt om støtte til at afvikle en lokal streetbasketurnering. Projektet, der startede som et eksperiment, har så sandelig virket og derfor står gadeidrætten også stærkere i dag, end den gjorde for seks år siden. Nu ved vi faktisk en masse om gadeidrætten og hvad det er, der sker, når man støtter den på dens egne præmisser; altså selvorganiseret.

Den netop offentliggjorte evaluering af Den Nationale Platform for Gadeidræts indsats de seneste tre år giver en række perspektiver og ny viden om gadeidrætten, som i den grad berettiger til en plads i beslutninger omkring Udlodningsloven. Evalueringen konkluderer blandt andet at gadeidrætten og dens aktører har et særligt fokus og evne til at nå sårbare målgrupper, som for eksempel i udsatte boligområder. Den viser også, at støtten til uformelle initiativer, som udspringer ud fra de mest folkeoplysende værdier som medejerskab, indflydelse og engagement med tiden ofte vil føre til mere formaliserede organiseringsformer.

En øvebane for medborgerskab og demokratiske værdier
Som Karsten Naundrup Olesen fremhæver, går den offentlige støtte til idrætsforeninger, da det at være en forening i sig selv er en stor værdi i det støttesystem, vi har bygget op. Men når det uformelle skatecommunity i Ribe selv søger økonomisk støtte og i samarbejde med hinanden bygger en mini-rampe til de lokale børn og unge, jamen så opstår en demokratisk proces, der bygger på ovenstående værdier. Den eneste forskel er, at det bare sker på asfalten samtidig med aktiviteten - i stedet for i et mødelokale.

Jeg skulle hilse fra aktørerne og bede om, at vi dropper det der ’uorganiseret’. Det bidrager for de første til en delegitimering, og så er det er forkert.

Rasmus Hansen
Projektleder, Game

Argumenterne for foreningsmodellens åbenlyse fortræffeligheder bør altså ikke udelukke andre organiseringsformer og hybrider, da der i det selvorganiserede og gadeidrætten ligger ganske unikke adgange og læringer (for os alle!) i hvordan man samarbejder, udvikler, sætter i værk og gør sig umage for det almennyttige. Jeg tillader mig at citere fra evalueringen:

”På tværs af projekterne finder man en italesat ambition blandt projektmodtagerne om at gøre gadeidrætsaktiviteterne til genstand for lokale fællesskaber med inddragelse, ejerskab og aktiv involvering. Aktørerne har altså visioner om at gøre gadeidrætten til en øvebane for medborgerskab og udvikling af demokratiske værdier. Det er interessant, at aktørerne ikke i den forbindelse hænger sig i særlige organiseringsformer eller typer af aktører, men arbejder bredt sammen på tværs af forskellige formelle og uformelle aktører lokalt med fokus på interessen for gadeidræt som ’det fælles tredje’.”

Legitimeringsudfordring og faciliteter der ikke passer
Mit ærinde er, at vi bør lære af aktørerne og ikke hænge os i særlige organiseringsformer, men give en bid af kagen fri til den selvorganisede og gadebaserede idræt, fordi det har både den og idrætsdanmark fortjent. På den måde kan den selvorganiserede gadeidræt være et vækstlag for hele idrætten.

Vi bør selvfølgelig debattere, hvad ”det offentlige egentlig ønsker at deres penge skal bruges til” som Karsten Naundrup Olesen opfordrer til, men i lige så høj grad, hvad aktører ønsker vi skal bruge pengene på.

Gadeidrætten er et stort aktiv både for de entreprenante børn og unge, der helst ’gør det selv’ og for børn og unge i udsathed, hvor en særlig rummelighed og dørtrins-model sænker barrieren.

Rasmus Hansen
Projektleder, Game

Og jo, så er det da rigtigt, som Karsten Naundrup Olesen fremfører, at det også er kommunernes opgave at understøtte den selvorganiserede idræt gennem etablering af faciliteter. Alt for ofte møder jeg dog fortsat aktører, der kæmper med de lokale kommuner.

Det viser sig enten som en legitimeringsudfordring, der opstår, når de lokale gadeidrætsaktører ikke kan fremvise et medlemstal eller når kommunerne bygger faciliteter, der ikke passer til aktørernes behov eller ønsker. Begge dele er brandærgerligt og det kan i fremtiden undgås, hvis vi sikrer en stabil finansiering til gadeidrætten. Dette vil kunne styrke netværkerne på tværs og udbrede indsigt til at hjælpe i begge processer.

Støtten til gadeidrættens er et stærkt supplement til det etablerede idrætsdanmark
Efter seks år med Den Nationale Platform for Gadeidræt ved jeg, at gadeidrætten og foreningsidrætten supplerer hinanden rigtig godt.

For nogle børn og unge er den selvorganiserede gadeidræt et skridt på vejen til deltagelse i foreningsidræt og foreningslivet i øvrigt. For andre kan den selvorganiserede gadeidræt være at foretrække for eksempel fordi aktiviteterne kan organiseres mere uformelt og ofte forgår ved at udnytte eksisterende faciliteter i byrummet. Derfor ser jeg heller ingen årsag til at sige ”enten eller” i støtten til idrætsdanmark.

Gadeidrætten er et stort aktiv både for de entreprenante børn og unge, der helst ’gør det selv’ og for børn og unge i udsathed, hvor en særlig rummelighed og dørtrins-model sænker barrieren. I samspil med den traditionelle og brede foreningsidræt kan gadeidrætten derfor være med til at sikre, at endnu flere danskere dyrker idræt i fællesskab med andre.

Derfor bør der nationalt opstilles gode rammer for gadeidrætten, som kan bidrage til at alle børn og unge har mulighed for at have aktive fritidsliv, og derfor bør gadeidrætten også prioriteres i de kommende forhandlinger om udlodningsmidlerne.

Og så skulle jeg hilse fra aktørerne og bede om, at vi dropper det der ’uorganiseret’. Det bidrager for de første til en delegitimering, og så er det er forkert. Gadeidræt og selvorganiseret idræt er organiseret – det er bare ikke organiseret af en på forhånd fastlagt struktur. Men af dem selv.