Nima Zamani om VM i Qatar: Ville du selv protestere mod et styre, hvis du risikerede din families sikkerhed?

Dette års VM i Qatar satte igen gang i den evindelige debat om, hvorvidt sport og politik bør eller overhovedet kan adskilles fra hinanden.

Jeg er både dansker og iraner. Som førstnævnte må jeg indrømme, at det negativt påvirkede min gejst for det danske landsholds succes, at de ikke engang turde trække et gult kort for ved at bære et anførerbind til ære for homoseksuelles rettigheder.

Og som sidstnævnte må jeg indrømme, at det negativt påvirkede min gejst for det iranske landsholds succes, at de få uger inden VM mødtes med den iranske diktator og bukkede og nejede for ham, mens hans regime var godt i gang med at myrde frihedskrævende demonstranter.

Men hvad ville man selv have gjort i den yderst komplicerede og pågældende situation?

For syv år siden havde jeg muligheden for at protestere mod dét regime, der forsøgte at slå min familie ihjel, før de formåede at flygte til Danmark. Jeg havde endda muligheden for at gøre det på en scene, hvor det meste af verden ville se med. Men jeg turde ikke. Konsekvenserne var simpelthen for voldsomme i forhold til min virkelighed.

For syv år siden havde jeg muligheden for at protestere mod dét regime, der forsøgte at slå min familie ihjel. Men jeg turde ikke.

Nima Zamani

I 2014 kvalificerede Irans håndboldlandshold sig for første gang nogensinde til VM, som skulle afholdes året efter. For at styrke holdet tog det iranske håndboldforbund kontakt til alle større europæiske klubber, hvor der måtte have været spillere med iransk baggrund. En tilfældig hverdag modtog jeg således en mail fra min forhenværende træner i Bjerringbro-Silkeborg:

"Kære Nima, håber, du har det godt.

Det iranske håndboldlandshold har kvalificeret sig til VM, og de vil gerne i kontakt med dig"

Umiddelbart tænkte jeg ikke længere end, at min håndboldkarrieres potentielt største drøm, at deltage i et verdensmesterskab, kun var et opkald væk. Her tænkte jeg hverken på storpolitik eller principper. Jeg tænkte kun på den sport, jeg i knap 15 år havde åndet og levet for. Så jeg kontaktede naturligvis forbundet, og med et fingerknips var jeg udtaget som målmand på det iranske håndboldlandshold.

Jeg var overvældet af begejstring og spænding. Men langsomt begyndte bagsiden af bolden at krybe ind under huden. Pludseligt stod jeg overfor helt nye og alvorlige dimensioner af en sportslig karriere, der indtil nu udelukkende havde bestået af elitesport, med et socialt fokus, i en helt og aldeles uskyldig håndboldforening i Jylland. Pludselig var glæden ved alt dette ved at blive inficeret med islamisme og deraf frygten for mit eget liv.

På den ene side handlede det for mig udelukkende om håndbold. På den anden side kunne jeg jo ikke se bort fra dét faktum, at en deltagelse i VM for det iranske håndboldlandshold unægtelig ville indebære et totalt afkøb på mine politiske principper.

Skulle jeg stå der og synge med på den islamistiske nationalsang, der repræsenterer dét regime, der med vold og tortur fordrev mine politisk engagerede forældre til Danmark?

Nima Zamani

Skulle jeg stå der og synge med på den islamistiske nationalsang, der repræsenterer dét regime, der med vold og tortur fordrev mine politisk engagerede forældre til Danmark?

Og hvad, hvis jeg for at lave et politisk 'statement' ikke sang med? Kunne jeg så risikere, at iranske officerer, som de jo er berygtede for at gøre, ville stå klar til at fængsle mig umiddelbart efter kampen?

Det var rent faktisk en risiko, fordi det pågældende VM - ligesom dette års VM i fodbold - skulle afholdes i Qatar, og ikke et vestligt land, hvor jeg ville nyde større sikkerhed qua mit danske statsborgerskab.

Der ville også være en risiko for, at mine helt udenforstående og uskyldige familiemedlemmer i Iran, som jeg knap nok havde en relation til, ville blive truet, fængslet eller i værste fald henrettet.

Alle disse fuldstændigt vanvittige risici havde jeg ærligt talt hverken modet eller styrken til at løbe, selvom jeg havde en gylden mulighed for at komme igennem med et vigtigt politisk budskab på en kæmpe, tv-dækket platform. Jeg var jo bare en håndbolddreng fra Jylland - med en drøm om at deltage i den mest prestigefyldte turnering mod de bedste spillere i verden.

Jeg ved med andre ord i et eller andet omfang, hvad det vil sige at stå i dét dilemma, mange iranske elitesportsudøvere især har stået i siden september 2022, hvor det iranske folk er væltet ud i gaderne for at vælte det morderiske regime.

Jeg var jo bare en håndbolddreng fra Jylland

Nima Zamani

Er man repræsentant for et lands diktator, hvis man er på landsholdet? Og har man i så fald som sportsudøver pligt til at bruge sin platform til at protestere mod diktatoren, når man ved, at man dermed risikerer sit eget samt pårørendes liv ved at markere en politisk protest?

I nogle situationer kan det være, at iranske sportsudøvere føler, at de har en pligt til at støtte befolkningen i deres kamp for frihed og lige rettigheder. I andre situationer kan de muligvis føle, at deres første pligt er over for deres familier og sig selv, og at de derfor bør undgå at gøre noget, der kan bringe dem i fare.

Under alle omstændigheder skal der uddeles hæder til dem, der tør. 

Eksempelvis den iranske strandfodboldspiller, Saeed Piramoon, som udviste solidaritet med de iranske demonstranter ved at imitere, at han klippede sit hår under en kamp mod Brasilien. Den symbolske handling henviste til den tragiske episode, der satte det nuværende oprør i gang i Iran. Regimet gjorde sig skyldig i vold med døden til følge, da de arresterede Mahsa Amini, fordi de mente, at hendes tørklæde ikke dækkede hendes hår tilstrækkeligt.

Saeed Piramoon udviste det mod og den styrke, som jeg ikke turde.

Under alle omstændigheder skal der uddeles hæder til dem, der tør. 

Nima Zamani

Der skal ligeledes uddeles en ligeså stor hæder til den iranske topatlet, Elnaz Rekabi, som sikrede sig en fængselsstraf, da hun i solidaritet med de iranske demonstranter nægtede at klatre med tørklæde.

Elnaz Rekabi udviste det mod og den styrke, som jeg ikke turde.

Og slutteligt skal der også uddeles en hæder til det iranske fodboldlandshold, der udviste rørende solidaritet med de iranske demonstranter ved at nægte at synge med på den islamiske nationalsang forud for deres første kamp mod England under VM i Qatar.

Det resulterede dog i, at regimet rettede trusler mod landsholdsspillernes familiemedlemmer tilbage i Iran. Og i den efterfølgende kamp mod Wales følte de sig desværre tvunget til igen at synge med på den islamiske nationalsang.

Dét har mange i Danmark boende iranere kritiseret dem for, og det forstår jeg godt. Der er mange følelser på spil lige nu, hvor både mænd, kvinder og børn bliver likvideret for at kræve deres frihed i Iran.

På den anden side forstår jeg også spillerne. For helt generelt bør man virkelig passe på med at gøre sig til dommer over, hvilke politiske protester sportsudøvere bør lave eller ikke lave, når deres børn og koner herved får en diktators kugler for panden.

I det hele taget er det nok klogest ikke at dømme mennesker for manglende politiske 'statements', når dette kan få dem eller deres børn henrettet. Ja, jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at der også skal lyde en tilsvarende hæder til de iranere, der i den aktuelle situation i Iran vælger deres families sikkerhed over alt andet, herunder frihed.

Hvad ville du selv gøre?