Udlodningsloven, som fastlægger hvordan overskuddet fra Dansk Spil skal fordeles, skal snart kigges efter i sømmene. Det kunne være anledningen til at diskutere, om ikke det er på tide at ændre på den måde, pengene fordeles, og samtidig skabe mere ens principper for udlodningen af de mange penge til støttemodtagerne.

Loven tager først og fremmest sigte på at støtte blandt andet frivillige idrætsorganisationer, børne- og ungdomsorganisationer, sociale og humanitære organisationer, sundheds- og ældreorganisationer, organisationer på frilufts- og naturområdet, men udlodningsmidlerne går også en række statslige institutioner på idrætsområdet og til forskellige ministerier til at kunne støtte specifikke formål.

Præstationsbevilling har den fordel, at støtten gives efter ens kriterier for alle, og at støtten afspejler hvor godt organisationen præsterer.

Bjarne Ibsen
Professor og centerleder, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Syddansk Universitet

Loven er et miskmask af forskellige principper for tildelingen af statslig støtte til støttemodtagerne. De største og mest privilegerede organisationer er sikret en fast årligt beløb. Det gælder de store idrætsorganisationer – DIF, DGI, Firmaidrætten – Dansk Ungdoms Fællesråd, Oplysningsforbundenes Fællesråd, Friluftsrådet samt de statslige idrætsinstitutioner – Team Danmark, Anti Doping Danmark, Lokale og Anlægsfonden med flere.

De mindre privilegerede frivillige organisationer må hvert år søge om at få del i en den andel af udlodningsmidlerne, som går til det enkelte ministerie. Det gælder de sociale, humanitære og sygdomsbekæmpende organisationer.

Det er både et resultat af en videreførelse af de principper for fordelingen af udlodningsmidlerne til idrætsorganisationer, som blev bestemt i 1948 ved tipslovens vedtagelse, og andre principper for fordelingen af midlerne til nye støttemodtagere, som med årene er kommet ind under lovens vinger.

Tre principper for offentlig støtte

Lidt forenklet kan man skelne mellem tre principper for offentlig støtte til foreninger og frivillige organisationer.

Det første princip er 'rammebevilling', hvor støttemodtagere får en fast årlig bevilling, hvis størrelse er fastlagt i loven, og hvor der ikke stilles specifikke statslige krav til midlernes anvendelse. Det gælder for udlodningsmidlerne til idrætsorganisationerne, Dansk Ungdoms Fællesråd, Oplysningsforbundenes Fællesråd og Friluftsrådet.

Det er i princippet den form for offentlig styring, man kalder mål- og rammestyring, der dominerede fra midten af 1960’erne til slutningen af 1980’erne. Det går ud på, at politikerne koncentrerer sig om de overordnede mål og de økonomiske rammer, mens opfyldelsen af målene overlades til det 'producerende led', det vil sige forvaltningen og institutionerne.

Fordelene ved denne bevillingsform er, at den er billig og let af administrere, og den giver i princippet den enkelte organisation stor frihed til at bruge midlerne, som den finder er bedst. Svagheden er, at det efterlader staten med meget lille indflydelse på organisationernes prioritering af den statslige støttes anvendelse, og så er den ineffektiv.

Endvidere har støtteformen den konsekvens, at organisationernes stærke afhængighed af den statslige støtte gør, at de i højere grad orienterer sig mod statens forventninger – for at stå sig godt næste gang loven skal fornyes - end mod egne medlemmers interesser, som deres økonomi i lille grad er afhængig af.

Det andet princip er projektbevilling, hvor den enkelte organisation kan få offentlig støtte efter årlig ansøgning om støtte fra en pulje eller en budgetpost til fremme af et afgrænset formål. Det er i princippet den måde, som de sociale, humanitære og sygdomsbekæmpende organisationer opnår bevilling fra udlodningsmidlerne. Det er også den måde sociale foreninger i kommunerne får støtte til frivilligt socialt arbejde.

Det er en besværlig støtteform, hvor kriterier for støtte skal defineres, og ansøgninger vurderes, men for staten er støtteformen attraktiv, fordi den statslige støtte kan kanaliseres til formål, som staten ønsker at fremme. For organisationerne skaber støtteformen imidlertid stor økonomisk usikkerhed, og samtidig kan det anfægte organisationernes autonomi til at arbejde for de mål og interesser, de er dannet for at fremme.

Ens kriterier for alle 

Men der findes også et tredje princip for tildelingen af offentlig støtte til foreninger og frivillige organisationer: Præstationsbevilling. Her er støtten bestemt af en række definerede præstationskriterier, som for eksempel kunne være den tilslutning, den enkelte organisation har – for eksempel et beløb per betalende medlem.

Det er dette princip, som den største offentlige støtte til foreninger og frivillige organisationer baseres på ved tildelingen af kommunal støtte til idrætsforeninger, børne- og ungeforeninger, kulturelle foreninger og aftenskoler i henhold til Folkeoplysningsloven.

Hvis udlodningsmidlerne i fremtiden i højere grad blev fordelt efter principperne for præstationsbevilling kunne man lade alle statslige institutioner overgå til statslig finansiering via finansloven, så udlodningsmidlerne alene går til frivillige organisationer.

Bjarne Ibsen
Professor og centerleder, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Syddansk Universitet

Der stilles alene krav til, at foreningen eller aftenskolen fungerer efter demokratiske principper og har et almennyttigt – folkeoplysende - formål. Præstations-bevilling bygger på den antagelse, at et økonomisk incitament vil få støttemodtageren til at præstere bedre.

Bloktilskud med dertil knyttede politiske mål blev i 1980’erne og 1990’erne erstattet af økonomiske incitamenter, der fik det producerende led – kommuner, offentlige institutioner og organisationer – til at arbejde i den retning, man fra centralt hold ønskede.

Bortset fra at denne støtteform stiller store krav til administrationen af den offentlige støtte, så har præstationsbevilling den fordel, at støtten gives efter ens kriterier for alle, og at støtten afspejler hvor godt organisationen præsterer, for eksempel fremgang eller tilbagegang i antallet af medlemmer. Organisationerne vil derfor fokusere på at fremme medlemmernes interesser for at få deres tilslutning og i mindre grad fokusere på at please staten og politikerne.

Det ville være mere demokratisk, i overensstemmelse med moderne statslig forvaltning, bidrage til større udvikling i de enkelte organisationer og styrke organisationernes uafhængighed af staten, hvis udlodningsmidlerne i fremtiden i højere grad blev fordelt efter principperne for præstationsbevilling. Samtidig kunne man lade alle statslige institutioner overgå til statslig finansiering via finansloven, så udlodningsmidlerne alene går til frivillige organisationer.