Brugt sportstape, der klister sig til bare fødder. Sur sved og sød deodorant. Høje stemmer, der kastes mellem murstensvægge. Kække kommentarer og håndklædepisk på bare røve.

De fleste kan nok genkalde sig atmosfæren i et omklædningsrum, og de fleste er nok også klar over, om de bryder sig om den. Nogle føler sig hjemme, andre er på udebane. Og taler vi om den sidste gruppe, så handler deres modvilje selvfølgelig om meget mere end sure sokker.

Omklædningsrummet, og her tænker jeg særligt på herrernes, er nemlig for mange det tydeligste udtryk for den ekskluderende kultur, som traditionelt har domineret herreidrættens verden og stadig gør det i dag, vil jeg påstå. Kun nogle inviteres ind i varmen, og sniger ”de andre” sig alligevel gennem dørsprækken, må de i bedste fald indfinde sig alene på træbænken i hjørnet – i værste fald finde sig i brovtende bemærkninger og syrlige stereotypiseringer.

Men det skal være slut nu. Det mener i hvert fald de største idrætsorganisationer i Danmark, som i løbet af det seneste halve år har igangsat en række bemærkelsesværdige indsatser, der skal få flere til at føle sig velkomne. Senest har DBU i januar etableret en arbejdsgruppe, som skal undersøge, hvordan fodbolden kan rumme flere kønsidentiteter. I spidsen for det hele står Natasha Al-Hariri, og hun får tilslutning af blandt andre formand for Pan Idræt, Christian Bigom, Fahad Saeed fra Sabaah, der kæmper minoritetsetniske LGBT+ personers sag og sekretariatschef i LGBT+ Danmark Susanne Branner Jespersen.

Tvivler på kampagner får en effekt
I efteråret var DBU endda også en del af en anden storstilet indsats. Her lancerede man nemlig #Gamechanger sammen med de store spillere i idrættens foreningsliv, heriblandt DGI, DIF, DHF, og dertil kom organisationer som Amnesty International og Institut for menneskerettigheder.

Ifølge aktørerne bag #Gamechanger-kampagnen er målet at styrke diversiteten og inklusionen af seksuelle minoriteter i dansk idræt, og det ligner, at der er vægt bag de store ord. Man har naturligvis lavet en stjernespækket video med Henrik Møllgaard, Joakim Mæhle og Pernille Harder, men vigtigere så tilbyder man en række værktøjer, klubber og foreninger kan gribe til i hverdagen og dermed blive såkaldte, gamechangers.

Altså søger DBU og co. både at forandre konturerne i den store kollektive bevidsthed og kulturen i det enkelte omklædningsrum, men med min viden om herresporten in mente, er jeg desværre i tvivl om, hvorvidt man overhovedet vil lykkes med at ændre noget som helst – når vi taler om de voksnes rækker.

For omtrent et år siden var jeg medvært på det nu hedengangne radioprogram på 24syv, Det Kritiske Fodboldmagasin, og her undersøgte vi i en længere periode blikket på homoseksualitet i professionelle danske herremandskaber. I begyndelsen var motivationen vores forbavselse over, at ingen dansk herrespiller nogensinde er trådt frem som homoseksuel (hvilket stadig ikke er sket), men i takt med interviewene både til og udenfor citat blev formålet snarere at afdække kulturen i den professionelle herrefodbold.

Konklusionen var nedslående.

Stereotyper om homoseksuelle trives
For godt nok stillede anførere og bærende spillere fra særligt 1. division velvilligt op og talte om en allerede forandret tone i omklædningsrummet, men de fleste afslørede også, at samtalen om kulturen i klubberne var totalt fraværende. Ikke så meget som én snak havde mange haft om, hvordan fællesskabet kunne stille sig venligere overfor seksuelle minoriteter. Og så trivedes stereotypen om den skrøbelige homoseksuelle i stor stil, selv om spillernes intentioner tydeligvis ikke var at støde nogen. Når vi talte med folk fra fodboldens ledelsesgange, blev der oftere snakket om protokoller og politik end om kultur, selv om sidstnævnte som bekendt spiser strategi til morgenmad.

I et program inviterede vi politisk forperson for Copenhagen Pride, Lars Henriksen, ind til at lytte et sammenklip af vores interviews igennem, og han bekendtgjorde da også straks derefter, at han udmærket forstod, at ingen spiller har følt trang til at springe ud i det miljø. Ligesom det i øvrigt gav yderst god mening for ham, hvis potentielle topspillere havde droppet deres karrieredrømme som en konsekvens af udsigten til at være en del af den slags omklædningsrum.

Så kan man spørge, om det hele ikke bare handler om berøringsangst? Om de manglende samtaler måske skyldes, at spillerne og klubberne ikke har de nødvendige redskaber? Altså de værktøjer, som #Gamechanger nu vil tilbyde dem. Det tror jeg kan gælde for børne- og ungdomsfodbolden, hvor den slags samtaler kan være svære at tage, og jeg håber da også, det er tilfældet i den professionelle verden. I forhold til sidstnævnte er det bare ikke min opfattelse.

Den er derimod, at de fleste professionelle herrespillere og ledere umiddelbart bare befinder sig ganske godt i de omklædningsrum og i den kultur, de er opflasket i og nået til tops igennem. Det betyder på ingen måde, at de er homofober. Slet ikke. Men det betyder, at de ikke selv mærker behovet for at ændre på dynamikkerne, tage den svære samtale eller at ofre sig en smule. Det blev eksempelvis tydeligt, da DBU og herrelandsholdet under VM i Qatar begravede det regnbuefarvede anførerbind i ørkensandet, fordi frygten for beskedne sportslige konsekvenser oversteg lysten til at markere sit selverklærede moralske ståsted - Og mulighedsbetingelserne for forandringer er selvsagt ringe, hvis der ikke er nogen til at drive dem.

Regnebueflagning skaber ikke forandring
Det er der ikke i herrefodbolden, og det har altså betydet, at dens verden i dag fremstår som en middelalderfæstning midt i et samfund, der for længst har moderniseret sig.

Men hvordan skal man så lave om på det? Måske sandheden er, at det ikke rækker kun at appellere til spilleres, træneres og lederes gode hjerte med budskaber om inklusion og mangfoldighed og statistikker på tal på alle dem, der føler sig udenfor. Det virker i hvert fald ikke som om, at flere års intens regnbueflagning rigtig har ændret noget.

Nogle gange har folk brug for at vide, hvad de selv får ud af en forandring, hvis de skal flytte sig. What’s in it for me. Så måske lederne i dansk herrefodbold først for alvor rykker på tingene og starter samtalerne, når det går op for dem, at de hver eneste år går glip af stribevis af store talenter, fordi de ikke evner at rumme dem. Og kan det tænkes, at de etablerede spillere pludselig begynder at tale med vid og bid i stemmen om homoseksuelles inklusion, når de finder ud af, at en forældet machokultur modarbejder skabelsen af det gode præstationsmiljø snarere end at fremme det?

At det er tilfældet, savner jeg, at de store organisationer også tør fortælle dem i storstilede kampagner. At det her ikke kun handler om minoriteternes vel og vel, men også om majoritetens.

Måske den metode lyder en anelse kynisk, men hvad betyder det, hvis resultat bliver omklædningsrum, som mange flere føler sig velkomne i?