En anelse brødebetynget ser jeg over på DIF-formanden Hans Natorp, som fotografen og jeg har lokket ham ud på en råkold og forblæst betonmole på Amager Strandpark. 

Vi skal have taget billeder til Altingets portræt af Natorp, som har droppet sit vante jakkesæt og er iført praktisk tøj. Vandresko med solid sål, cowboybukser og en rød dunjakke med DIF-logo.  

Kalenderen er pakket den dag. Få timer senere skal Natorp via en internetforbindelse deltage i et møde med den absolutte top i international idræt for at håndtere konflikten om pariaen Rusland. 

Nu står DIF-formanden med ryggen til os og skuer sammenbidt ud over den oprørte bugt. Jeg spekulerer på, om han indvendigt koger over, at vi har givet ham sådan en koldstart på dagen. 

Men så breder han sine arme som vinger og suger havluften ind i en, tung vejrtrækning. 

“Aaaarh, det er fantastisk det her,” udbryder DIF-formanden. 

For selvom Natorp efter mindre end to år som DIF-boss allerede bevæger sig hjemmevant rundt i de internationale idrætskorridorer, er han ikke en konsensussøgende diplomat, der trives bedst med fast kontorgulv under fødderne. 

Natorp er sejler helt ind til benet. Han har været store dele af jorden rundt i båd med familien, sejlet ved OL og bevægede sig som helt ung ud på en dannelsessejlads, der i et dramatisk øjeblik mindede ham om, at vi ikke er herrer over havets luner.  

På samme tur lærte han også, at selv små mennesker har en chance mod de store naturkræfters ødelæggelser, hvis man har gjort sit hjemmearbejde. 

“Man skal forberede sig og gøre sig umage. Ellers kan det være lige meget,” siger Hans Natorp i dag. 

Jeg har nærmest sejlet, så længe jeg kan huske.

Hans Natorp
Formand, DIF

 
Åbent opgør med IOC 
De seneste måneder er det dog ikke sejleren, men idrætspolitikeren Hans Natorp, der for alvor har trukket overskrifter. 

Dansk idræt har i årtier stået stejlt på princippet om, at man ikke skal blande sport og politik. Det daværende Dansk Idrætsforbund havde et særdeles tæt idrætssamarbejde med Nazi-Tyskland under anden verdenskrig, og selvom amerikanerne boykottede OL i Moskva under Den Kolde Krig i 1980, sendte Danmark sine atleter afsted til Rusland.  

Men de tektoniske plader i dansk idræt har rykket sig de senere år, og efter Natorp er kommet til, er Danmark for alvor trådt ud af rollen som den idrætspolitiske lillebror, der agerer efter mantraet, at den, som lever stille, lever godt. 

“Tiden er ikke moden til at invitere russiske atleter tilbage i idrætten,” har Natorp gentaget igen og igen de seneste måneder. 

Et flertal i den internationale olympiske komité, IOC, er med præsident Thomas Bach på en helt anden frekvens. Tyskeren Bach arbejder nu målrettet på at finde en model for at få russerne tilbage i idrætsvarmen frem mod OL i Paris.

Flere forbund har allerede reageret på idrætstoppens signaler, og atleter fra Rusland og Belarus kan igen deltage i konkurrencer inden for blandt andet brydning og fægtning. 
Danmarks skarpe kurs førte i oktober til åbent opgør på et internationalt idrætstopmøde i Seoul. 
Natorp gik som den eneste forbundsleder på talerstolen og kritiserede Thomas Bachs linje, hvilket efterfølgende fik den magtfulde IOC-præsident op i det røde felt. 

“Det nærmede sig voksen-skældud,” siger Hans Natorp om episoden, hvor Bach foran de måbende tilskuere af nationale forbundsspidser i slet skjulte vendinger lod forstå, at Natorps åbenmundethed kunne få konsekvenser for dansk idræt. 

Endnu større international bevågenhed fik det så, da Natorp udvandrede under et oplæg fra Formanden for sammenslutningens kultur- og uddannelseskomité, russeren Stanislav Pozdnyakov.  

“Han viste en video, som var rendyrket russisk propaganda, som jeg simpelthen fik det fysisk dårligt af,” siger Hans Natorp. 

Derfor gik han. Og resten af den danske delegation fulgte trop. 

“Men det var faktisk ikke tænkt som et statement. Jeg kunne bare ikke være i, at der var så tydelig russisk propaganda. Derfor gik jeg,” siger Natorp. 

I lobbyen mødte han andre, der vist “også have brug for luft,” siger han smilende med henvisning til, at det langt fra er alle i international idræt, der er lige så vokale som den danske boss. 
Natorp stødte også ind i journalister og her ventilerede danskeren sin frustration over Stanislav Pozdnyakovs propaganda. 

Det gik verden rundt. 

“Det er egentlig lidt sjovt, at det er den del, som fik så stor opmærksomhed. For jeg er ikke i tvivl om, at det var min tale og kritik af IOC der internt i idrætten gjorde størst indtryk,” siger Natorp. 

Han taler om episoden rolig og afklaret, selvom han satte dansk idræt under et historisk pres med sin skarpe Rusland-linje. 

“Jeg synes, vi var godt forberedt og forholdt os sagligt til substansen uden at bruge skingre ord eller angribe manden. For det er klart, at når man skal holde sådan en tale, er det meget vigtigt, at hvert et ord bliver vejet rigtigt,” siger han. 

DIF har jo ikke for vane på den måde at gå ud med så åben kritik af IOC. Har du ikke mødt modstand internt fra sekretariatet i DIF? 

“Jeg vil ikke sige, jeg har mødt modstand, men vi har selvfølgelig talt om tingene. Men i sidste ende er det jo også vigtigt, at jeg står ved, at jeg som formand lægger linjen sammen med resten af bestyrelsen,” siger Natorp. 

Netop samspillet mellem Natorp og sekretariatet i DIF er sigende for den tidligere OL-sejlers fortolkning af formandsposten. 

I forgængeren Niels Nygaards formandstid var det i høj grad DIF-direktøren Morten Mølholm, som var talsperson for organisationen i medierne. 

Men den rolle har Natorp helt bevidst overtaget, og en optælling viser, at han var den 12. mest citerede talsperson fra organisationsdanmark i 2022. 

“Jeg synes, det er naturligt, at det er bestyrelsen, som i høj grad udtaler sig, når det også er her, de politiske beslutninger tages,” siger han i dag. 

Har du taget magt fra sekretariatet og op i bestyrelsen? 

“Nej, det synes jeg ikke, man kan sige. Det er jo hele tiden, bestyrelsen som har truffet beslutningerne. Nu er det så også i højere grad os, der udtaler os til medierne, hvilket er helt naturligt,” siger han. 

 
Startede i optimistjolle som 6-årig 
Natorp taler afklaret, uden omsvøb og leden efter ordene, da han nogle uger før den forblæste dag på Amager Strandpark tager imod på sit kontor i Idrættens Hus i Brøndby.  

Han ved, hvad han vil med DIF. Og det har han vidst længe. Og han forklarer beredvilligt, hvordan han har rykket på indretning, så hans glasvægge nu er frie, og han er synlig for resten af huset. 

Men den uddannede ingeniør, mangeårige iværksætter og succesfulde idrætspolitiker er alligevel lidt beklemt ved situationen i de første minutter af vores samtale. 

“Jeg ved ikke... Hvordan gør vi det her,” spørger han lidt tøvende. 

For Natorp er ikke en mand, der er vant til at afgive kontrollen. 
Derfor siger jeg til ham, at portrættet ikke er et karaktermord, ikke et forsøg på at finde håret i suppen. Jeg vil bare gerne forstå manden, som har taget en af de mest markante kampe med IOC-toppen i dansk idræts historie. 

Og jeg forsikrer, han nok skal få portrættet til gennemlæsning, inden vi publicerer. 

Det får Natorp til at sænke paraderne, og han fortæller om tryg barndom i 1960'ernes og 1970'ernes Sønderborg som den ældste af i alt tre brødre. Forældrene var selvstændige med egen lampebutik og entusiastiske sejlere i fritiden. 

“Jeg har nærmest sejlet, så længe jeg kan huske og begyndte i den lokale forening i Sønderborg, da jeg var helt lille,” siger Hans Natorp. 

Her fik den i dag 58-årige DIF-boss hurtigt en oplevelse, der stadig sidder i ham den dag i dag. Blot seks år gammel blev han i 1970’ernes Sønderborg anbragt i en optimistjolle iført gult regntøj og en orange redningsvest. 

“Og så skubbede de mig bare ud på vandet.” 

Alene. 

“Det var meget voldsomt, og du kan tro, jeg kan huske følelsen. Men det var åbenbart ikke så vildt, at det skræmte mig væk. Tværtimod fik jeg det åbenbart sådan, at det ville jeg prøve igen,” siger Natorp. 
“Men det er heller ikke sikkert, at turen var så lang, som jeg husker,” fortsætter han med et smil. 

En stor del af Natorps barndom og ungdom foregik i årene herefter i Sønderborg Yacht Club, hvor ungerne badede fra broen om sommeren, og ungdomsudvalg arrangerede fester og revyer om vinteren. 

Og de sejlede. For sjov og om kap. Allerede som 17-årig blev Hans Natorp danmarksmester sammen med sin lillebror Paul i den såkaldte flipperjolle. Senere triumferede de til DM i den olympiske 470-jolle, ligesom de blev nummer 10 til VM i midten af 1980’erne. 

I samme periode fik brødrene en vild ide. De ville sejle forældrenes 10 meter lange Maxi-95-båd til Caribien. 

Brødrenes far sagde ikke nej. Men han sagde heller ikke ja. 

“Han ville have os til at lave en seriøs plan for, hvordan vi så rent faktisk ville føre det ud i livet,” siger Natorp. 

De næste mange måneder brugte Hans Natorp på at researche og planlægge. Han var begyndt på ingeniørstudiet og granskede vejrkort, vindforhold og bådens tekniske dimensioner. Lagde planer for kost og oprettede kriseberedskab, hvis en fik blindtarmsbetændelse, eller båden blev ramt af alvorlige skader på den lange tur over Atlanten. 

“Jeg prøvede virkelig at forberede mig så godt som muligt.” 

Så Hans lavede en stor mappe, og efter fire måneder bankede han på døren til sin fars kontor og præsenterede planerne. 

Der blev nikket. Brødrene Natorp var nu klar til at bevæge sig ud på en månedlang rejse, som også to af Pauls gymnasievenner deltog i. 

Tiden er ikke moden til at invitere russiske atleter tilbage i idrætten.

Hans Natorp
Formand, DIF

 
Mast knækkede i Bermudatrekanten 
Der var afgang fra Sønderborg i september 1985. Men i nogle dramatiske timer flere måneder senere var det pludselig usikkert, om drengene nogensinde kom tilbage igen. 
I starten af 1986 lød der et ordentligt brag på åbent hav midt i Bermudatrekanten. 

Efter dagevis i stiv kuling var masten bukket under, og den stod nu som en pæl midt i det dybe Atlanterhav og rev og flåede i storsejlet. 
Paul Natorp og den ene af hans gymnasievenner stormede op på dækket og lagde an til at skære masten fri med en boltsaks. 
Men så gjorde storebror Hans Natorp sin entre, og det beskrives, at han råbte højt og inderligt. Over den knækkede mast. Og planerne om at skære masten fri.  

Det stod ikke i Hans’ drejebog. 

“Det var farligt, at masten hang der. Ingen tvivl om det. Men vi var meget langt fra land. Vi havde brug for den mast,” siger Hans Natorp i dag. 

Hans analyse var, at besætningen var i overhængende risiko for aldrig at slippe ud af Bermudatrekanten, hvis de opgav masten. Så han fik overbevist den lille gruppe om, at de i stedet skulle lægge al kraft i at få bjerget den. 

Efter 30 minutters magtkamp med havet lykkedes det. Vinden havde lagt sig lidt, og med masten oppe på skibet kunne de se, at den var knækket som et bukket sugerør. Derfor savede de den over, monterede den gamle mastetop og brugte timer og atter timer på at sy og tilpasse sejlene til nødmasten. 

“Men jeg kan ikke huske, jeg syede. Det var der formentlig nogle andre, der gjorde,” siger Hans Natorp i dag. 

Missionen lykkedes, og de fire farende drog snart mod Azorerne, og var i havn i Sønderborg igen i maj. Tids nok til at forældrene fik deres båd tilbage til højsæsonen. 

“Det var vildt,” siger Hans Natorp med et smil. 

 
Forlod idrætten efter OL 
Hjemme igen begyndte forberedelsen til OL i Seoul i 1988, hvor han deltog sammen med lillebroderen Paul og endte som nummer 21.

Natorp sejlede videre, men var de facto færdig som eliteatlet. Og han fortryder ikke, han aldrig satte alt ind på en OL-medalje. 

“Man kan ikke det hele. Og der var andre ting, jeg gerne ville nå,” siger Hans Natorp. 

Han havde under forberedelsen til OL mødt elitesejleren Lone, som han er i dag er gift med, og sammen har de tre børn.  Den ældste af børnene bor de sammen med i en stor villa på Amager med sønnens partner og to børn. Den yngste bor stadig hjemme.

“Det betyder meget for mig at have familien så tæt på,” siger Hans Natorp. 

Men han har ikke altid haft tid til at være nærværende, indrømmer han. 

Efter tiden som elitesejler fortsatte han ingeniør-studiet og var i en årrække herefter selvstændig med forretninger inden for for både IT og el-installation. Men han har ikke altid været den far, som kunne hente klokken 15 eller være med til alle skole-hjem-samtaler. 

“Jeg har altid prioriteret at være aktiv,” siger han. 

Fortryder du, at du perioder har arbejdet så meget? 

“Nej, det gør jeg ikke. For vi er et godt sted som familie,” siger Hans Natorp. 

“Men det er klart, at det selvfølgelig også er derfor, vi nu bor i hus med min yngste datter, min søn og børnebørn som en af mine sønner og børnebørn. Fordi vi gerne vil have familien tæt på og endnu bedre mulighed for at ses."

Han står også foran nogle dilemmaer til sommer, når datterens studenterfester kolliderer med DM-ugen i Aalborg, hvor det forventes, at den millionlønnede DIF-boss er til stede. 

“Men det finder vi en løsning på,” siger Hans Natorp. 

Jeg kan sige min mening. Gøre det, jeg mener, er det rigtige. Og så er resten ude af mine hænder.

 
Satte ældre ægtepar af på Mauritius 
Hans Natorp virker som typen, der analyserer situationer, finder den løsning, han finder bedst og derefter eksekverer uden vægelsind. Privat og professionelt. 

I slutningen af 00’erne kom han i mediernes søgelys på grund af en konflikt med et ældre, dansk ægtepar, der var i gang med en livsrejse som gaster på sejlskibet Roselina, som Hans Natorp er medejer af. 

Natorp var også skipper på turen, der hurtigt blev påvirket af sygdom hos den ældre kvinde, som blev søsyg og fik hallucinationer. 

Herefter kom det frem, at hun havde en alzheimer-diagnose, som ægteparret havde skjult for Natorp. 
Han besluttede derefter, at han ikke kunne tage ansvar for ægteparret og satte dem af på Mauritius. De måtte selv finde hjem. Ægteparret rejste siden krav om erstatning, men det blev afvist af Landsretten i 2013. 

Kort efter togtet med Roselina skiftede Hans Natorp retning, og han bevægede sig ind på den idrætspolitiske kurs, som siden har præget hans karriere. 
I 2010 blev han valgt som formand for Dansk Sejlunion, hvor Dan Ibsen i årtier havde været generalsekretær. Til sidst var Ibsen så stor en institution i forbundet, at det i sejlermiljøet gik under navnet “Dans Sejlunion”. 

Men efter få år med Hans Natorp som formand blev Dan Ibsen fyret. Kilder i miljøet beskriver, at der var tale om en åben magtkamp. Selv afdramatiserer Hans Natorp episoden. 

“Dan Ibsen havde gjort det fremragende i en meget lang årrække, men efter så lang tid på posten syntes jeg, det var naturligt, der skulle nye kræfter til,” siger Hans Natorp i dag. 

I samme periode indså, Hans Natorp, at ville endnu mere i dansk idrætspolitik. Efter blot et par år som formand for Dansk Sejlunionen begyndte han herefter at arbejde målrettet for en dag at skulle stå i spidsen for DIF. 

Som første, naturlige trin gik han efter næstformandsposten i 2016, hvor han blev valgt sammen med Thomas Bach. 

I årene herefter var han en meget synlig næstformand, der tog sig tid til at netværke med de centrale aktører i specialforbundene. Derfor formåede han også i 2021 at vinde kampvalget mod Thomas Bach - som trods navneligheden ikke er at forveksle med IOC-præsidenten, der ellers har en længere historik i foreningsidrætten. Bach blev også af mange betragtet som favorit forud for valget. 

Men Natorp ville det anderledes, og med sin skarpe drejebog har han straks skærpet DIF’s internationale kurs, ligesom han har tiltvunget sig markant mere taletid i medierne end forgængerne. 

 
“Du svæver” 

“Du føler nærmest, du svæver” 

Hans Natorp forsøger at indkapsle følelsen, når man er på åbent hav i mørkt klart vejr. 

“Der er sindssygt mange stjerner. Du vil aldrig i dit liv have set så mange stjerner, som du kan se derude, fordi der er ikke noget lysforurening. Du kan se hele Mælkevejen som sådan et lyst bælte henover himlen. Fantastisk.” 

“Og samtidig kan du sige, at med det, jeg har her (båden, red.) kan jeg komme alle steder hen i hele verden.” 

For selvom havene kan være barske og uregerlige, så kan man alligevel finde vej med den rette forberedelse og de rigtige færdigheder. 

“Vi ved, hvor vi skal hen. Og vi har forberedt os. Men der kan også ske så mange uforudsete ting undervejs, at vi ikke kan sige præcis, hvordan vi kommer derhen,” siger Hans Natorp. 

Han laver selv koblingen til sin aktuelle kamp i international idræt. Men her er der lige nu ingen garanti for, at DIF kommer i mål. Flere østeuropæiske lande har de seneste måneder skærpet retorikken og truet med OL- boykot, hvis russiske atleter indlemmes. Men processen er i gang. Russerne er på vej tilbage. 

“Jeg synes jo, det er den helt forkerte vej at gå,” siger Hans Natorp. 

Men det ser ikke ud til, at I kan vinde den her kamp? 

“Det kan godt være, men vi bliver nødt til at forsøge.” 

Men er du klar til at boykotte, hvis russiske atleter kan stille op ved OL? 

“Nej. Vi skal ikke tage vores atleter som gidsler” 

Hvorfor ikke? 

“Fordi det her er en kamp, som vi politikere skal tage.” 

Og hvad gør du, hvis du taber den? 

“Det kan jeg ikke gøre noget ved. Jeg kan sige min mening. Gøre det, jeg mener, er det rigtige. Og så er resten ude af mine hænder.”