Studie: Sådan har DIF og DGI lobbyet under corona

De store idrætsparaplyer DIF og DGI har været særdeles velsmurte lobbymaskiner under coronakrisen. Det konkluderer et videnskabeligt studie publiceret i tidsskriftet Forum for Idræt. 

"DIF og DGI har en helt særligt privilegeret og institutionaliseret placering i den politiske proces," siger Tobias Thune Jacobsen, der er idrætsforsker og udviklingskonsulent i Dansk Faldskærms Union.

Han er manden bag studiet og har fulgt organisationernes lobbyindsats fra marts 2020 frem til anden genåbning i foråret 2021. Konklusionerne er baseret på optællinger af mødedeltagelser, nærlæsning af centrale dokumenter og analyser af udtalelserne i medierne. Og konklusionen er klar. 

"Vi kan se, at DIF og DGI har siddet med til en række centrale møder under coronakrisen," siger Tobias Thune Jacobsen. 

Og paraplyerne formår også at veksle deltagelsen til indflydelse. 

“På et tidspunkt henviser Kulturministeriet til, at det er DIF’s og DGI’s retningslinjer for den udendørs idræt, der skal følges - også for andre aktører på idrætsområdet. Det viser jo noget om, at det er DIF og DGI, der sætter retningen og er inde og forhandle. ikke kun på vegne af foreningsidrætten - men også på vegne af andre aktører," siger Tobias Thune Jacobsen.

Vi kan se, at DIF og DGI har siddet med til en række centrale møder under coronakrisen.

Tobias Thune Jacobsen
Idrætsforsker

Kritiserede ikke Joy Mogensen
Samtidig har de store idrætsparaplyer også været snu. I tiden omkring første nedlukning i marts 2020 var daværende kulturminister Joy Mogensen (S) i massiv modvind. Hun var kommet for skade at sige, at hun godt kunne lide Absolut Music-album, ligesom store dele af kulturlivet harcelerede over, at de blødte indtjening på ikke at kunne optræde for publikum.

DIF og DGI valgte en anden strategi. Få timer efter Mette Frederiksens berømte pressemøde 11. marts 2020 gik paraplyerne ud med fuldtonet opbakning til nedlukningen. Og selv da Joy Mogensen afviste, at en særskilt hjælpepakke til idrætten kunne komme på tale, for hverken DIF eller DGI i blækhuset.

End ikke da et flertal i Folketinget udtrykte manglende tillid til, at Joy Mogensen kunne forhandle en hjælpepakke på plads til kulturlivet, gik de store paraplyer i medierne. De var tavse. I offentligheden.

"Men det kan ikke udelukkes, at idrætsorganisationerne påvirkede sagen indefra igennem deres kontakter til politiske partier, ministre og embedsfolk," skriver Tobias Thune Jacobsen i sin videnskabelige artikel.

De har under hele krisen sørget for at stå enormt stærkt i forhold til staten.

Tobias Thune Jacobsen
Idrætsforsker

Landede hjælpepakke
Tilbage står i hvert fald, at blot 11 dage efter Joy Mogensens kategoriske afvisning, var der pludselig landet en særskilt hjælpepakke til idrætten. Og hvem skulle administrere den?

DIF og DGI.

"Det er et klassisk værktøj i korporatismen, at staten giver udvalgte organisationer indflydelse og monopol på et område, mod at organisationerne til gengæld kontrollerer deres medlemmer og legitimerer den førte politik," skriver Tobias Thune i sin artikel og fortsætter over for Altinget.

"De har under hele krisen sørget for at stå enormt stærkt i forhold til staten," siger han.

DIF og DGI bruger dog ikke kun de indre korridorer, når de skal gøre deres indflydelse gældende.

"Især DIF har udarbejdet en lang række politiske udspil, og det betyder, at uanset hvad der er på dagsordenen, så kan de byde ind og sige 'det arbejder vi også med," siger Tobias Thune Jacobsen. 

De har hele tiden sørget for at slå på, hvordan de bidrager til befolkningens sundhed. Og det er klart, at det stiller dem stærkere.

Tobias Thune Jacobsen
Idrætsforsker

Risikabel strategi
De to paraplyer har også gjort sig spilbare ved i fællesskab at tale ind i en helt central dagsorden på Christiansborg. 

"De har hele tiden sørget for at slå på, hvordan de bidrager til folkesundheden under coronakrisen. Og det er klart, at det har været med henblik på at stå stærkere i forhold til en hurtigere genåbning af foreningsidrætten," siger Tobias Thune Jacobsen. 

Men der er også en omkostning forbundet med, at de foreningspolitiske magtfaktorer har gjort sig til bannerførere for folkesundheden, advarer Tobias Thune Jacobsen. 

"Ud fra et indflydelsesperspektiv styrker det organisationernes legitimitet, at de profilerer sig på folkesundheden. Faren herved er dog, at hvis du ser på det isoleret ud fra et sundhedsperspektiv, så er det dybest set underordnet om befolkningen er idrætsaktiv i den organiserede idrætsforening eller om idrætten foregår i kommercielt- eller selvorganiseret regi,” siger Tobias Thune Jacobsen. 

Advarslen skal ses i lyset af, at DIF og DGI årligt modtager omkring 300 millioner kroner hver fra udlodningsmidlerne.

"Og for nogle år siden konkluderede en idrætsudredning, at det måske ikke er den mest effektive udnyttelse af midlerne," siger Tobias Thune Jacobsen.

De skal derfor være bevidste om, at de ikke alene har fået en historisk særstatus på grund af, at de styrker folkesundheden, lyder det.

"Deres bidrag til den demokratiske dannelse og samfundets sammenhængskraft er også centralt. Og derfor mener jeg, at det er helt afgørende, at idrætsorganisationerne har et stort fokus på de særlige værdier, der ligger i foreningsidrætten," siger Tobias Thune Jacobsen.

DGI: Vi har fokus på det foreningsdemokratiske
Chef for Politik og Presse i DGI, Rasmus Larsen Lindblom, nikker til dele af Tobias Thune Jacobsens advarsel.

"Det er rigtigt, vi har fokus på trivsel, som du godt kan kalde folkesundhed. Men foreningslivet i sin egen ret, og det man får ud af at dyrke idræt, hænger altså uløseligt sammen for os," siger han.

Rasmus Larsen Lindblom fastslår samtidig, at DGI også har et stort fokus på organisationens bidrag til demokratiet.

"Men vi har også budskaber, der er fokuseret på foreningsdemokratiske. Blandt andet opfordrede vi aktivt vores medlemmer til at stemme ved kommunalvalgene, fordi det ligger i forlængelse af vores demokratiske arbejde i foreningsregi," siger han.

Derudover føler DGI-lobbyisten behov for at nuancere Tobias Thune Jacobsens konklusioner. Rasmus Larsen Lindblom anerkender, at DGI og DIF ofte har været centralt placeret på grund af deres størrelse. Men de har ikke haft duopol på magtudøvelsen over for centraladministrationen.

"Vi har også haft sektorpartnerskabsmøder, hvor rigtig mange andre interessenter også har siddet med. Både for det brede kulturliv og idræts-og foreningsliv,” siger han.