Værsgo, Mia Nyegaard. Her er tre forslag, der kan redde københavnernes idrætsliv

I de seneste uger er bølgerne i debatten om en ny fodboldbane i Nørrebroparken gået højt.

Banen var blevet besluttet anlagt af Borgerrepræsentationen i sidste periode. Sagen er formentlig afsluttet efter, at Miljø- og Fødevareklagenævnet har stoppet byggeriet med henvisning til antallet af borgere, der kan anvende arealet.

Det kan imidlertid vise sig udelukkende at være en ren subjektiv vurdering, da der ikke forelægger tal for anvendelse og potentiel anvendelse. Ikke desto mindre er det dér, sagen nu ligger.

Problemet er bare fortsat det samme. Alt for mange børn i København er lige nu strandet på urimeligt lange ventelister for at kunne starte til idræt.

Det er et kæmpestort problem. Både fordi vi ved, hvor meget det betyder for sundheden at få gode idrætsvaner tidligt i livet, men også fordi tilknytning til foreningslivet gør en stor forskel for børn og unge. Det giver erfaringer med at være en del af et hold, hvor ens kammerater er afhængige af, at du møder op, og hvor din egen præsentation på banen også afhænger af, hvor godt samarbejdet fungerer.

Ventetiden har en massiv social slagside, der skævvrider forholdene for de københavnske børn

Frederik W. Kronborg (EL)
Borgerrepræsentant

Samtidig giver tilknytning til foreningslivet erfaringer med at løfte i flok, når det kommer til salg af lodder eller julekalendere, når klubben skal på fælles tur eller noget så simpelt som oprydning efter træning. Alt det går børn og unge glip af, når de venter og venter på ventelisten.

Ventetiden har også en massiv social slagside. For når ventelisterne hober sig op et sted, så skal de velstillede forældre nok sikre sig, at deres barn får startet et andet sted, og at de kan blive transporteret fra den ene ende af byen til den anden.

Den slags muligheder er det dog de færreste børn og unge, der kommer med en anden og mindre privilegeret social og økonomisk baggrund, som har. Det er en slagside, der skævvrider forholdene for de københavnske børn, og det er et politisk ansvar for os på Rådhuset at stå imod.

Det er imidlertid ingen hemmelighed, at der er en konstant og vedvarende kamp om pladsen i København. Det betyder også, at alle ikke altid kan få, hvad de ønsker sig. Og i særdeleshed betyder det, at vi skal tænke meget kreativt, når vi laver planlægning for byen.

I den forbindelse har jeg tre konkrete bud på, hvordan vi får trukket byens idrætsfaciliteter i den rigtige retning.

1) Udnyt bedre og byg klogt. For nylig udtalte kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (R), at der var behov for, at kigge på en bedre kapacitetsudnyttelse. Det er naturligvis meget fornuftigt at kigge på, og derfor støttede Enhedslisten op om en bedre registrering af forskellige baner og haller på det seneste møde i Kultur- og Fritidsudvalget.

Men af den vej kommer vi formentlig ikke meget længere. For enhver der besøger en hvilken som helst svømme-, fodbold- eller håndboldtræning i København, vil finde baner og bassiner fyldt til randen af glade og aktive børn.

Efterslæbet i København for anlæg til idræt er enormt, og pladsen må og skal udfyldes bedst. Derfor skal vi undersøge mulighederne for at bygge i flere etager

Frederik W. Kronborg (EL)
Borgerrepræsentant

Sagt med andre ord, så bruges faciliteterne allerede flittigt og fuldt ud. Derfor har vi brug for at kigge på udvidelse af de fysiske rammer på de eksisterende anlæg.

Med budgettet for 2022 etablerede vi en række puljer, hvor foreninger og brugere af idrætsanlæg kunne komme med konkrete forslag til udvidelse af de anlæg, de bruger. Forslagene var utroligt mange, og desværre flere end der var mulighed for at give støtte. Men det taler sit tydelige sprog om, at der er uforløst potentiale i at udvikle det, vi har allerede har i forvejen.

2) Inddrag alle offentlige haller. Vi har brug for at kigge på, om vi anvender de offentlige haller, der er i forbindelse med gymnasier eller universitetsbygningerne bedst muligt. For som lovgivningen er i dag, har vi faktisk mulighed for at anvende disse lokaler, når skolerne ikke selv bruger dem.

Virkeligheden er i dag er dog, at de offentlige haller i mange tilfælde bliver udlejet privat eller bare står tomme. Her har vi brug for, at lokalområdet får stillet faciliteterne til rådighed, og at potentielt tomme bygninger kan blive fyldt med liv i eftermiddags- og aftentimerne.

Det er også oplagt at kigge nærmere på, hvordan vi videreudvikler idéen om såkaldte 'profilhaller' i forbindelse med skolehaller.

Et godt eksempel er den nye skole, der opføres i Ørestaden. Den er nemlig samtidig udpeget som en profilhal for gymnastik. Det betyder altså, at man i forbindelse med opførslen af en ny skole også bygger en skolehal, der uden for skoletiden har indbyggede faciliteter, som gymnastikforeningerne kan bruge, uden at de skal bøvle med at flytte en masse materialer og udstyr frem og tilbage.

3) Byg i flere etager. Efterslæbet i København for anlæg til idræt er enormt, og pladsen må og skal udfyldes bedst. Derfor skal vi undersøge mulighederne for at bygge i flere etager.