svarer 
Jeppe Bruus

Skatteudvalget spørger skatteministeren, Jeppe Bruus, om at kommentere præsentationen fra Dansk Automat Brancheforenings foretræde for udvalget den 3/4-24

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 100, Spørgsmål 3
Vil ministeren kommentere præsentationen fra Dansk Automat Brancheforenings foretræde for udvalget den 3/4-24, jf. L 100 - bilag 9?

Svar fra fredag den 19. april 2024
Med lovforslag L 100 udmøntes aftale af 15. februar 2022, der blev indgået mellem alle Folketingets daværende partier, Nye rammer for spilmarkedet #2: Almennyttige lotterier og styrket kontrol.

Et af aftalepunkterne er en ændring af gebyrstrukturen for gevinstgivende spilleautomater, hvor gebyret ændres fra et gebyr pr. gevinstgivende spilleautomat til et gebyr baseret på spiludbyderenes bruttospilleindtægt (BSI – indskud minus gevinst) og inddelt i en gebyrtrappe.

I materialet fra foretrædet for Skatteudvalget den 3. april 2024 om den foreslåede gebyrtrappe for gevinstgivende spilleautomater anfører Dansk Automat Brancheforening (DAB) under overskriften ”Hvad skal årsgebyret dække” bl.a., at Spillemyndigheder bruger årsgebyret på kontrol af spilleautomater, at Spillemyndighedens arbejdsbyrde ikke afhænger af indtægt (bruttospilleindtægten (BSI), svarende til indskud minus gevinster), og at det ikke er rimeligt at sammenligne de landbaserede spilleautomater med online spilbranchen, der ikke kræver fysisk kontrol.

DAB ønsker en anden opkrævningsmodel end den nuværende, idet DAB finder, at den nuværende gebyrmodel bremser branchens udvikling og medfører ulige konkurrence i forhold til onlinemarkedet.

DAB påpeger endvidere en række udfordringer med den foreslåede gebyrtrappe, herunder at gebyrtrappen giver mulighed for ”usund kassetænkning” via omgåelse ved at dele en tilladelse op, at der ikke er flere omkostninger ved kontrol af en spilleautomat eller et spillested med høj BSI end et med lav BSI, at den dygtige virksomhedsejer straffes, og at det er dyrt at starte op, når gebyret skal betales forud for et helt år.

DAB foreslår i stedet for, at der indføres et gebyr, der betales pr. spilleautomat pr. måned, hvor spilleautomaten er opstillet og alternativt, hvis en trappemodel fastholdes, en trappemodel med flere trin end den foreslåede gebyrtrappe.

Kommentar Indledningsvis bemærkes, at mange af de punkter, som fremgår af DABs præsentation, også fremgår af en tidligere fremsendt henvendelse til Skatteudvalget (L 100 – bilag 5), jf. spørgsmål 1 til L 100 (2023/24). Jeg skal derfor henvise til min besvarelse af spørgsmål 1.

Dernæst vil jeg gøre opmærksom på, at gebyret i dag ikke kun dækker udgifterne til kontrol af spilleautomater, men også dækker udstedelse af tilladelser, og at det skønnes, at Spillemyndigheden med den foreslåede gebyrtrappe samlet set vil få gebyrindtægter, der nogenlunde svarer til Spillemyndighedens gennemsnitlige gebyrindtægter over de seneste år.

Fsva. det anførte om, at gebyrtrappen straffer den dygtige virksomhedsejer, der har en høj BSI pr. spilleautomat, bemærkes, at størrelsen af BSI indgår ved Spillemyndighedens vurdering af ressourceniveauet i forbindelse med Spillemyndighedens tilsyn, og at en spilleautomats indtjening hovedsageligt afhænger af kundegrundlaget, der hvor spilleautomaten er opstillet.

I relation til DABs argument om, at det er dyrt at starte op, når gebyret skal betales forud for et helt år, bemærkes, at den foreslåede model med et årsgebyr ikke fungerer anderledes end den nuværende gebyrmodel, hvor tilladelsesindehaverne hvert år ved udgangen af januar eller ved opstart betaler et samlet årsgebyr for det antal spilleautomater, de har i drift eller påtænker at have i drift.

Endelig skal jeg gøre opmærksom på, at med den foreslåede gebyrmodel er der tilstræbt en ligelig gebyrbelastning i forhold til BSI svarende til en gebyrbelastning på ca. 1 pct. i forhold til den mulige indtjening på det enkelte trin i gebyrtrappen.









0:000:00