Debat

DI: Let vejen for grønne iværksættere inden for biosolutions

Det er bydende nødvendigt, at regeringen og Folketinget i den kommende iværksætteraftale tager højde for særligt biosolutions-iværksætternes udfordringer, skriver Mikael Wraae.

Mængden af udfordringer
for en iværksætter bliver konstant stigende. Vi skylder vores grønne
iværksættere, at vi gør det nemmere for dem at få gode ideer og drive deres
virksomheder, skriver Mikael Wraae Valsted. 
Mængden af udfordringer for en iværksætter bliver konstant stigende. Vi skylder vores grønne iværksættere, at vi gør det nemmere for dem at få gode ideer og drive deres virksomheder, skriver Mikael Wraae Valsted. Foto: Tom Little/Reuters/Ritzau Scanpix
Mikael Wraae Valsted
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Barselsfond. Feriedage. ATP-indbetaling.

Momsregnskab, skatteregnskab og likviditetsregnskab.

Mængden af udfordringer for en iværksætter bliver konstant stigende. Vi skylder vores grønne iværksættere, at vi gør det nemmere for dem at få gode ideer og drive deres virksomheder. Jo flere hindringer, vi stiller i vejen for dem, jo færre iværksættere vil i sidste ende lykkes, og derved lider både dansk velstand og den globale, grønne omstilling.

Konkret bør vi fjerne de barrierer, der har langt større slagside, end de har positive effekter for samfundet.
 
Det skyldes, at ildsjælene, der starter egen virksomhed, for langt de flestes vedkommende, er drevet af en vision om at gøre samfundet bedre, grønnere og mere bæredygtigt. De er derimod sjældent eksperter i komplekse, danske skatteregler, der fælder flere af iværksætterne.

Læs også

Biosolutions-iværksættere og grøn omstilling

Det gør sig særligt gældende for de iværksættere, der beskæftiger sig med den del af forskningsverdenens spinouts, som hedder biologiske klimaløsninger eller biosolutions. 

Disse iværksættere er hverken dårligere til at drive forretning eller er mere ødsle end gennemsnittet. I stedet er biosolutions-iværksætterne ramt af særligt to karakteristika, der giver dem mere end normal vestjysk modvind, når de skal forvandle en ide til global salgssucces:

For det første udvikler de biologiske klimaløsninger til erstatning af fossile produkter, som har godt en menneskealders forspring. Med dét forspring i den fossile industri følger utroligt lave omkostninger, hvilket er godt for økonomien, men dårligt for klimaet. 

Nu må vi sætte handling bag ordene, så biosolutions-sektoren kan accelerere den grønne omstilling – til glæde for landbrug, velstand og borgere

Mikael Wraae Valsted
Chef for DI Bio

For at iværksætterne kan opnå omkostningsparitet, kræver det enorme produktionsanlæg – tænk på investeringer i milliardklassen, før de kan udkonkurrere de fossile løsninger, som vi ellers politisk alle er enige om, at vi skal af med.

Træg godkendelsesproces

For det andet støder mange iværksættere inden for biosolutions ofte hovedet imod muren, når de så endeligt skal have godkendt deres produkter. Et eksempel, der skriger til himlen, er udviklingen af biologisk plantebeskyttelse, der skal erstatte eller supplere kemiske pesticider.

I EU kan det tage op til syv-otte år at få godkendt sådan et biopesticid – hvis du overhovedet kan få en national myndighed til at påtage dig ansøgningen i første omgang. I USA er godkendelserne nede på godt to år. Sådanne biopesticider er ellers centrale i den grønne omstilling af landbrugssektoren.

Læs også

Godkendelserne er som sådan ikke mindre grundige i USA end i EU. Forskellen skyldes særligt, at i USA følger myndighederne deres egne tidsforløb, hvor ansøgerne i EU ofte oplever, at den europæiske godkendelsesmyndighed stopper processen igen og igen.

Det værste er således ikke den længere godkendelsestid, men usikkerheden. At du kan bruge flere år i laboratoriet og i pilotanlæg for at optimere dit produkt, men at du først derefter skal vente op imod syv-otte år, før produktet kommer på markedet. Du kan blot ikke planlægge efter det.

Fra laboratoriet til markedet kan det derved nemt tage 10-15 år, hvis din virksomhed overlever så længe.

Mikael Wraae Valsted
Chef for DI Bio

Fra laboratoriet til markedet kan det derved nemt tage 10-15 år, hvis din virksomhed overlever så længe. Derfor er det bydende nødvendigt, at regeringen og Folketinget i den kommende iværksætteraftale tager højde for særligt biosolutions-iværksætternes udfordringer.

Det gælder lagerbeskatningen, der kvæler mange virksomhedsejerne, og som bør udskydes nogle år, så børsnoterede vækstvirksomheder ikke skal betale skat af penge, de endnu ikke har i lommerne. Det gælder også for medarbejderaktier. Mange bliver overrasket over, at de skal betale skat af aktier, de endnu ikke har solgt.

Løsningerne har vi, og det samme gælder de politiske visioner. Nu må vi sætte handling bag ordene, så biosolutions-sektoren kan accelerere den grønne omstilling – til glæde for landbrug, velstand og borgere. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mikael Wraae Valsted

Chef, DI Bio
cand.scient.pol. (Københavns Uni.)

0:000:00