Professor: Salg af individuelle kulstofkreditter kan i værste fald forhindre, at vi når klimamålene

I det ene vil Ørsted fra 2026 ved hjælp af CCS (carbon capture and storage) årligt fange og lagre 430.000 ton CO2 fra Asnæsværket.

I det andet projekt vil Stiesdal ved hjælp af deres teknologi til at producere biokul (forkullet biomasse der ikke nedbrydes), starte lagring af kulstof i landbrugsjord. Finansielt bygger begge projekter delvist på salg af klimacertifikater til henholdsvis Microsoft og et Schweizisk helikopterfirma.

Det er opmuntrende, at de første kommercielle projekter til lagring af CO2 nu kan sættes i gang, og at CCS er ”kommet på markedet”. Men det er et betydeligt problem, at salget af CO2-certifikater sker på et helt frit marked til højestbydende. Det kan i værste fald forhindre at vi når klimamålene.

"Grønt" kulstof 

CCS bliver en nødvendig forudsætning for at få nulstillet vores CO2 balance og trukket CO2 ud af atmosfæren. Og en markedsgørelse af denne CO2-lagring er en forudsætning for at sikre de nødvendige og massive investeringer, der kræves, og sikre at CO2-svinende processer og produkter belastes med deres klima-omkostninger.

Vi anvender i dag så store mængder fossilt kulstof, at en simpel erstatning af dette med grønt kulstof er umulig – det har vi ikke landareal nok til, hverken i Danmark eller globalt.

Claus Beier
Professor, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet

Men denne markedsgørelse bliver nødt til at indtænke, at CO2-markedet har et samfundskritisk aspekt, som skal indtænkes for at sikre fælles bedste.

At skabe en CO2-neutral og på sigt CO2-negativ verden forudsætter at fossilt kulstof stort set udfases og erstattes af ”grønt” kulstof. Grønt kulstof er kulstof vi trækker ud af atmosfæren. Det kan vi gøre på to måder.

Teknologisk kan vi lave Direct Air Capture (DAC), som er en teknologi der hiver CO2 ud af atmosfæren med kemiske processer. Den teknologi er dog udviklingsmæssigt meget langt fra at kunne anvendes og den vil med sikkerhed blive voldsomt dyr.

Alternativt kan vi bruge fotosyntesen, som er den proces, hvor planter laver biomasse (kulstof) ved at trække CO2 ud af atmosfæren, biomasse som vi kan anvende til brændsel, mad og materialer - og til CO2-lagring.

Fotosyntesen er en fantastisk CO2-støvsuger, og den er stort set gratis! Fotosyntesen den eneste praktisk og økonomisk realistiske proces vi i dag og i mange år frem har til at levere grønt kulstof og grønt CO2 til blandt andet CO2-lagring.

Men planter kræver landareal for at vokse, og derfor er mængden af biomasse og dermed CO2 vi kan hive ud af atmosfæren begrænset af tilgængeligheden af land. Og, landarealet skal ikke kun levere biomasse til grønt kulstof og CO2-lagring, men skal også forsyne os med for eksempel mad og natur, og plads til byer og veje.

Vi anvender i dag så store mængder fossilt kulstof, at en simpel erstatning af dette med grønt kulstof er umulig – det har vi ikke landareal nok til, hverken i Danmark eller globalt.

En samfundskritisk ressource

Det grønne kulstof er således en begrænset og samfundskritisk ressource. Dén er vi nødt til at prioritere til de områder, hvor det er meget vanskeligt eller umuligt at udfase, i daglig tale kaldet ”hard-to-abate” anvendelser, for eksempel langdistance flyvning.

Den del af Microsofts og helikopterfirmaet i Schweitz’ CO2-aftryk der ikke er ”hard-to-abate”, skal ikke kompenseres med lagring af grønt CO2. De anvendelser skal fjernes gennem andre omstillende tiltag som for eksempel reduceret forbrug og investering i vedvarende kilder til deres energiforbrug.

Det er afgørende, at der sker en styring af dette marked med en samfundsmæssig prioritering af, hvilke kulstof-anvendelser vi helt skal fjerne, og hvilke vi kan kompensere gennem CO2-lagring.

Claus Beier
Professor, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet

Hvis vi sælger CO2-kreditter baseret på lagring af grønt CO2, uden at der er sket en konkret vurdering af, om den CO2de dermed kompenserer faktisk er ”hard-to-abate”, så risikerer vi at vores begrænsede mængde grønne CO2 bliver brugt til at kompensere og fastholde fossile kulstof-anvendelser, som vi kan og skal finde andre omstillinger for.

Det kan i sidste ende medføre at vi ikke har tilstrækkeligt grønt CO2 til at kompensere udledninger, hvor vi ikke har andre muligheder. I værste fald kan det forhindre, at vi når klimamålene.

Det er afgørende at vi får skabt et CO2-marked, som sommerens nyheder peger imod.

Men det er også afgørende, at der sker en styring af dette marked med en samfundsmæssig prioritering af, hvilke kulstof-anvendelser vi helt skal fjerne, og hvilke vi kan kompensere gennem CO2-lagring.

Og endelig er det afgørende at vi får lavet en planlægning for, hvordan vi bedst anvender landarealerne og det grønne CO2, så vi når i mål med klimaindsatsen.

Den prioritering og planlægning kommer markedet ikke til at løse for os.