Alternativet: Kontanthjælp uden modkrav gavner både borgere og kommuner

Af Torsten Gejl (ALT)
Kommunalordfører

Et af de største potentialer i dansk beskæftigelsespolitik er indførelse af kontanthjælp uden modkrav.

Det handler om at gøre tilbuddene til ledige om møder, praktikker, jobsøgninger og så videre frivillige. Den ledige skal kunne sige nej til tilbud, der ikke giver mening i forhold til den enkeltes situation.

Det betyder, at vi sætter de ledige fri, men det betyder også, at vi giver sagsbehandlere og andre kommunale medarbejdere den frihed, de så længe har sukket efter.

Individuel hjælp i stedet for tvang
Når vi flytter milliarderne fra tvang, kontrol og medfølgende administration til en individuel indsats, der tager udgangspunkt i den lediges behov, giver vi også sagsbehandlerne mulighed for at bruge deres faglighed til at hjælpe borgeren tættere på arbejdsmarkedet, uanset hvilke udfordringer den ledige slås med.

Sagt med andre ord, vi giver sagsbehandleren mulighed for at give en individuel hjælp og støtte i stedet for at være tvunget til, i for høj grad, at administrere den lediges problemer.

Desværre er fortællingen om de dovne ledige udgangspunkt for meget af regeringens og flere af oppositionspartiernes beskæftigelsespolitik.

Torsten Gejl (ALT)
Kommunalordfører

Vi gør tilbuddene så gode, at ledige siger ja til dem uden at være tvunget.

I Alternativet kalder vi det at gå fra ”systemvelfærd”, hvor de ledige skal klemmes ind i ”one size fits all”-løsninger styret af standardiserede spørgeformularer, som sagsbehandlerne er tvunget til at bruge, til ”relationsvelfærd”, hvor sagsbehandlerne stiller borgeren de spørgsmål, der er relevante, og bygger en indsats op omkring de svar, borgeren giver. 

Forsøg med kontanthjælp uden modkrav
Men hvis kontanthjælp uden modkrav er en god ting, både for de ledige og for de kommunale frontmedarbejdere, hvorfor er det så ikke indført for længst?

Det er, fordi debatten om at sætte ledige og kommunale frontmedarbejdere fri, fastholdes i et evigt politisk spin om, at danskerne ikke gider at arbejde.

– Hvis vi ikke tvinger folk i arbejde, lægger de sig jo bare hjem på sofaen og nasser på os andre, siger kritikkerne.

Men er det sandt? Nej, det er efter min overbevisning forkert, men myten fastholder tusinder af ledige i et tvangs- og kontrolregime, som umyndiggør dem og fratager dem deres sociale frihedsrettigheder.

Ser man for eksempel på det nyeste forsøg med kontanthjælp uden modkrav i Finland, hvor man indførte kontanthjælp uden modkrav for 2000 mennesker og sammenlignede dem med en kontrolgruppe, som stadig var under tvang i beskæftigelsessystemet, så kom cirka lige mange fra hver gruppe i arbejde.

Og så var man ikke engang begyndt at bruge de millioner, man sparede på tvang og kontrol til en særlig indsats, der skulle hjælpe frisatte borgere ind på arbejdsmarkedet.

I Danmark har vi haft et enkelt stort forsøg med kontanthjælp uden modkrav i Kalundborg, hvor de 100 mest udsatte ledige blev sat fri fra kontanthjælpssystemet. De fik stadigvæk kommunale tilbud. Men kunne sige nej til det hele. Og de brugte anledningen til at sige ja. De ledige kom dobbelt så meget til møderne med sagsbehandlere, som de gjorde, da de var tvunget. Og deres arbejdsmarkedschef har fortalt mig, at der var omkring 60 procent af de ledige forsøgsdeltagere i aktivering, mod cirka 30 procent på landsplan.

De to ovennævnte eksempler er selvfølgelig ikke nok til at bevise noget som helst. Men nok til at bringe emnet til diskussion. Og der findes masser af aktive forsøg med kontanthjælp uden modkrav rundt omkring i verden i disse år.

Fortællingen om den dovne ledige
Desværre er fortællingen om de dovne ledige udgangspunkt for meget af regeringens og flere af oppositionspartiernes beskæftigelsespolitik.

For regeringen er det jo også behændigt, da fortællingen om de dovne ledige kan bruges til at skære i kontanthjælpen gennem kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen, selvom det stort set ikke får nogen i arbejde.

Men to tredjedele af de ledige kontanthjælpsmodtagere er ikke i stand til at respondere på kontanthjælpsloftets økonomiske incitament, fordi sociale udfordringer eller fysiske og psykiske sygdomme gør det umuligt for dem at tage et job. De har brug for en social eller sundhedsmæssig indsats, ikke en beskæftigelsesmæssig indsats. Og her sker der en uheldig sammenblanding af beskæftigelses-, social- og sundhedspolitik.

Syge og socialt udfordrede danskere skal ikke være i beskæftigelsessystemet, hvor formålet er at få dem i job. De skal have hjælp i social- eller sundhedssystemet, hvor man har en suveræn ret til at få det bedre, fordi man er menneske.