Ministre til S: Drop hokus-pokus-pengene og vis os jeres 2030-planer

INFIGHT: En ny regerings økonomiske politik vil flytte fokus fra 2025 frem til 2030, lød det fra både S og V til debat i Altingets gård. Men om der kan spares milliarder på konsulenter, er der langt mindre enighed om.

Valgkampen fyger med tal om, hvor mange milliarder forskellige partier vil bruge ekstra på velfærd frem til 2025.

Men den diskussion kan hurtigt vise sig forældet.

Uanset hvilken regeringen der tager over efter folketingsvalget, så vil den komme til at skulle skifte de aktuelle økonomiske 2025-planer ud med en, der sigter fem år længerede ud i fremtiden.

"En ny regering kommer på et tidspunkt til at skulle lave en 2030-plan," lød det fra innovationsminister Sophie Løhde (V), da hun fredag morgen deltog i en debat om fremtidens velfærd i Altingets gård.

Socialdemokratiet præsenterede mandag sit bud på en økonomisk plan frem mod 2025. Men får Socialdemokratiet regeringsmagten, vil også det komme til at se på tingene i et lidt længere perspektiv.

"Man vil jo i løbet af næste valgperiode formentlig lave en 2030-plan. Men den vil bygge oven på, at der er balance i tingene i 2025, som er det, vi lægger til grund nu," sagde Magnus Heunicke.

Men ifølge ham det betyder det dog ikke, at det er omsonst at bruge en masse tid på at diskutere med afsæt i en 2025-plan i den aktuelle valgkamp, selvom det ikke bliver det, der kommer til at definere den økonomiske politik igennem hele den kommende regeringsperiode.

Vil S slække på økonomien?
"Så det er helt centralt, at der er styr på økonomi i de skridt, som ligger frem mod 2025. Og så kan man kigge videre derefter. Det er ikke ligegyldigt, hvad der sker i 2025," sagde Magnus Heunicke.

Han benyttede lejligheden til at efterspørge en egentlig selvstændig økonomisk plan fra Venstre.

I Liberal Alliance opererer man allerede med en 2030-plan. Og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille benyttede hurtigt lejligheden til at presse Socialdemokratiet for oplysninger om den nærmere indretning af en kommende 2030-plan.

"Du sagde måske noget af det mest interessante, der er sagt i valgkampen," sagde Simon Emil Ammitzbøll-Bille henvendt til Magnus Heunicke.

"Vil det stå fast for en kommende socialdemokratisk regering, at selv om man laver en 2030-plan, så vil man have balance i 2025?"

Spørgsmålet er relevant, fordi der potentielt kan frigøres råderum for adskillige milliarder kroner i det øjeblik, man beslutter at slække på ambitionen om økonomisk balance i 2025 og i stedet skyder målet ud til 2030.

"Vores 2025 plan er den, vi arbejder hen imod. Og en 2030-plan vil ikke annullere det, men bygge oven på," lød svaret fra Magnus Heunicke, som dog ikke stillede Simon Emil Ammitzbøll-Bille helt tilfreds.

   

Drop 'hokus-pokus' finansiering
Mens økonomi- og indenrigsministeren kastede sig over de langsigtede perspektiver i Socialdemokratiets økonomiske politik, så gik innovationsminister Sophie Løhde hårdt til samme partis ambitioner om at frigøre tre milliarder kroner til velfærd ved at lægge loft over brugen af konsulenter i det offentlige.

"Pengene skal passe på både den korte og den lange bane. Det afgørende for Venstre, når vi snakker om en 2025-plan, er, at vi ikke lægger alle mulige hokus-pokus finansieringskilder ind, hvor vi udsteder løfter til borgerne, før penge er i kassen" sagde Sophie Løhde og fortsatte:

"Der findes jo ikke noget parti, som ikke vil skære i konsulentforbruget. Men man kan ikke begynde at udstede løfter, før pengene er i kassen."

Hun benyttede derfor lejligheden til at rette henvendelse til Køges socialdemokratiske borgmester, Marie Stærke, som også var mødt frem. Det skete med spørgsmålet om, hvor mange milliarder kroner mindre på konsulenter, man kan bruge i kommunerne.

"Det har jeg ikke noget præcis tal på. Men jeg vil gerne være med til sammen med jer at løfte, at vi ikke bruger konsulenter. Men det kræver også, at I ikke kommer med al mulig lovgivning, som vi skal løfte, hvor vi skal bruge konsulenter for at udføre det," sagde Marie Stærke.

Forrige artikel Økonomer om S-plan: Der bliver ikke råd til bedre kvalitet i sundhedsvæsenet Økonomer om S-plan: Der bliver ikke råd til bedre kvalitet i sundhedsvæsenet Næste artikel Mette Frederiksen vil sikre flere pædagoger i økonomiforhandlinger med KL Mette Frederiksen vil sikre flere pædagoger i økonomiforhandlinger med KL
Det med småt røber ny regerings kommunale knaster

Det med småt røber ny regerings kommunale knaster

ANALYSE: På de store linjer overopfylder rød bloks nye fælles forståelse KL’s krav for de næste års kommuneøkonomi. Men i detaljerne ligger kimene til hårde slagsmål ved kommende økonomiforhandlinger.