Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: Vi har råd til fremtidens velfærd, selvom borgernes forventninger stiger

Alligevel stiger lønnen til frisører i samme takt som i andre erhverv, selvom produktiviteten ikke stiger i samme grad. Ellers ville ingen have lyst til at vælge det erhverv. Derfor bliver serviceydelser typisk dyrere over tid i sammenligning med materielle varer.

Ikke en naturlov

Den samme dynamik gælder for den offentlige sektor over for den private. I det offentlige leveres hovedsageligt serviceydelser som børnepasning, undervisning og ældrepleje, mens den private sektor i højere grad producerer fysiske varer.

Derfor oplever vi over tid en større vækst i vores materielle privatforbrug, mens kvaliteten af serviceydelserne i det offentlige vokser knap så hurtigt. Men er det et problem? 

Det er det, hvis borgerne forventer, at serviceniveauet i det offentlige stiger i samme takt som privatforbruget, ligesom Kraka mener. I så fald skal det offentlige forbrug fylde en større og større andel af BNP, og derfor skal skatterne også stige løbende.

Men det er langt fra givet, at det er det, borgerne ønsker sig. Det er ingen naturlov, at vi vil gå oftere til frisøren – eller til lægen – fordi vi får råd til at købe bedre biler og fjernsyn. Tværtimod er det naturligt, at vi vælger at forbruge flere materielle goder, når de bliver billigere.

Begrænsede forventninger 

I Finansministeriets fremskrivninger af økonomien udgør det offentlige forbrug en omtrent konstant andel af BNP, og derfor vokser kvaliteten af velfærden ikke lige så hurtigt som vores privatforbrug.

Det offentlige forbrug har igennem velfærdsstatens historie fulgt Finansministeriets neutrale fremskrivningsprincip tæt, mens væksten i privatforbruget har været markant højere.

Gustav Elias Dahl
Senioranalytiker

Men det er dog ikke ensbetydende med, at velfærden blot forlænges med brædder, som Kraka påstår. I takt med at BNP stiger, giver det netop også et øget budget til velfærden, som giver plads til væsentlige løft af kvaliteten.

Spørgsmålet er altså ikke, om borgerne forventer højere kvalitet i velfærden i fremtiden. For det er de fleste enige om. Spørgsmålet er, hvor meget borgerne forventer, at kvaliteten løftes.

Borgernes forventninger er vanskelige at måle på og endnu sværere at forudsige. Men som AE har vist i en analyse, så har det offentlige forbrug igennem velfærdsstatens historie fulgt Finansministeriets neutrale fremskrivningsprincip tæt, mens væksten i privatforbruget har været markant højere.

Og i Finansministeriets egen podcast om emnet opsummeres det meget godt. De kan i hvert fald ikke se nogen "grund til at tro, at danske forbrugere i velfærdsstaten vil forvente samme høje kvalitetsforbedringer, som vi har i vores materielle behov".

Fremtidens økonomi

Betyder det så, at der ikke er nogen usikkerhed omkring borgernes ønsker i fremtiden? Nej, selvfølgelig ikke.

Med Finansministeriets neutrale fremskrivning er økonomien overholdbar. 

Gustav Elias Dahl
Senioranalytiker, AE

For eksempel kan borgerne have et ønske om højere budgetter i sundhedsvæsenet, hvis der udvikles dyre behandlingsformer eller medicin, som kan gøre en stor forskel. Omvendt kan for eksempel robotteknologi frigøre hænder i ældreplejen, eller kunstig intelligens kan bidrage til at reducere omkostninger til sagsbehandling og administration.

Det vigtigste er imidlertid ikke, om fremskrivningen fuldstændig rammer helt plet i forhold til fremtidige generationers ønsker. Det vigtigste er, at vi tilrettelægger økonomien på en måde, der er rimelig over for de kommende generationer.

Med Finansministeriets neutrale fremskrivning er økonomien overholdbar. Det betyder, at vi ikke efterlader en gæld til vores børnebørn, og at velfærdssamfundet kan bestå som i dag, hvor der også tages hensyn til de øgede krav, der følger af den generelle velstandsfremgang i fremtiden.

Det er muligt, at kommende generationer vil ønske mere end det, eller at de ønsker, at nogle opgaver rykkes fra det private til det offentlige eller omvendt. Og ønsker de det, står det dem frit for. Men det valg hverken kan eller bør de nuværende generationer træffe for dem.