Kraka om velfærd: At lade stå til er ikke det samme som status quo

De færreste vil formentlig sige nej til bedre offentlig service. Hvem ønsker ikke bedre plejehjem og daginstitutioner? Det er bare ikke så nemt, for mere offentlig velfærd koster flere penge.

Men det er ikke nødvendigvis ligetil at levere tidssvarende offentlig service. Kernen af udfordringen er den såkaldte Baumol-problematik. Den dækker over det forhold, at de offentlige lønninger stiger hurtigere end den offentlige produktivitet.

Det skyldes, at det er sværere at opnå produktivitetsforbedringer i offentlige serviceydelser som eksempelvis ældrepleje eller børnepasning end i privat vareproduktion, og fordi lønstigninger, der svarer til udviklingen i det private, er nødvendig for at kunne tiltrække personale.

På grund af Baumol-problematikken vil offentlige serviceydelser målt i mængder og kvalitet vokse mindre end privat forbrug, hvis ikke skattetrykket skal stige over tid.

Med Finansministeriets såkaldte neutrale fremskrivningsprincip holdes skatterne i ro, og der afsættes et konstant antal arbejdstimer per bruger i den offentlige velfærd. Men det betyder også, at væksten i det offentlige forbrug er mindre end væksten i det private forbrug.

Forventninger og virkelighed

Det er et rimeligt princip ud fra en betragtning om, hvad nuværende generationer skal betale og kan få uden at efterlade et hul i statskassen til fremtidige generationer. Men betyder det, at den hellige grav dermed er velforvaret? Vil kommende generationer af ældre forvente det samme som de nuværende ældre, der blev født før velfærdssamfundet?

Man kan jo spørge sig selv, om man eksempelvis vil være tilfreds med at få et bad én gang om ugen, når man selv kommer på plejehjem om ti, 20 eller 50 år. Utilfredsheden er tydelig mange steder allerede i dag.

Det hjælper næppe til at få forventninger og virkelighed til at passe sammen, når politikere lover store forbedringer, uden at midlerne følger med. 

Ulrik Beck, Niels Storm Knigge m.fl.

I en af Krakas nylige analyser har vi givet et bud på forventningernes størrelse. Det er et relevant sammenligningspunkt i diskussionen om fremtidens offentlige sektor.

Det kan kræve 100 milliarder kroner ekstra årligt i 2050 svarende til knap tre procent af BNP, hvis man i stedet for det neutrale fremskrivningsprincip lader det offentlige forbrug følge det private i kvalitet og mængder. Men hvad er egentlig borgernes ønsker og forventninger til velfærden? Det kender vi faktisk ikke svaret på. 

Det hjælper dog næppe til at få forventninger og virkelighed til at passe sammen, når politikere lover store forbedringer, uden at midlerne følger med. Et eksempel er regeringens ældrereform, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) beskrev, hvordan sosu'en nu kunne få tid til at drikke kaffe i solen med de ældre.

Reformen, hvis succesfuld, kan fjerne nogle administrative byrder, men den tilfører kun en milliard årligt ekstra til området. Det kan lyde af en del, men det svarer til cirka 1.100 kroner per borger over 70 år – eller omkring 20 minutters ekstra sosu-tid per ældre om måneden.

Fortidens velfærdssamfund

Det er næppe heller hjælpsomt at lægge op til at forlænge fortidens velfærdssamfund med brædder. Et eksempel her er Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), som lægger op til at anvende Finansministeriets neutrale fremskrivningsprincip som udgangspunkt for folks forventninger til velfærd.