Dansk Blindesamfund: Ældreudspil mangler svar på, hvordan vi giver handicappede en værdig alderdom

Regeringens ældreudspil har ingen svar på, hvad der sker med synshandicappedes hjælpemidler og støtteordninger, når de når pensionsalderen. Derfor er der brug for standarder, der sikrer ordentlig kvalitet, skriver Ask Abildgaard og Sofie Monggaard.

Hvis livet som ældre også skal være meningsfuldt og værdigt, kræver det, at sikkerhedsnettet er tilstrækkeligt spændt ud, så der tages højde for særlige behov, skriver Ask Abildgaard og Sofie Monggaard. (arkivfoto)Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ask Abildgaard, Sofie Monggaard

Hhv. landsformand og forretningsudvalgsmedlem, Dansk Blindesamfund

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Statsministeren og udenrigsministeren indledte regeringens præsentation af det nye ældreudspil med at slå fast, at det ikke er en sygdom at blive gammel, men et privilegium at blive ældre.

Det kan de have ret i, men hvis livet som ældre også skal være meningsfuldt og værdigt, kræver det, at sikkerhedsnettet er tilstrækkeligt spændt ud, så der tages højde for særlige behov.

Det er svært at være uenig i ambitionen om at skabe et godt ældreliv ved hjælp af mere kommunal frisættelse, frit valg, faglighed og tillid. Selvom udspillet rummer positive tendenser, sidder vi dog stadig tilbage med flere spørgsmål, som udspillet ikke giver svar på.

Afgørende hjælpemidler

På to afgørende områder giver ældreudspillet nemlig ikke svar på, hvordan vi og andre med eksempelvis synshandicap er sikret et værdigt ældreliv, hvor det netop ikke er en sygdom at blive gammel.

Folkepensionsalderen danner en lovmæssig kløft, der blandt andet betyder, at vi ikke kan være sikre på at beholde vores daglige hjælpemidler og støtteordninger, den dag vi når pensionsalderen.
Ask Abildgaard, Sofie Monggaard
Dansk Blindesamfund

For det første står vi i øjeblikket med det problem, at folkepensionsalderen danner en lovmæssig kløft, der blandt andet betyder, at vi ikke kan være sikre på at beholde vores daglige hjælpemidler og støtteordninger, den dag vi når pensionsalderen.

Disse er en forudsætning for, at vi kan fortsætte med at være en aktiv og værdifuld del af vores familier og netværk, og også bidrage til det lokal- og civilsamfund, som ifølge udspillet spiller en helt afgørende rolle for et godt ældreliv.

Det kræver dog, at forskellige lovkomplekser "taler sammen", eller at et lovkompleks altid har "førsteret", når det gælder personer med handicap uanset alder. Denne udfordring er ikke adresseret i regeringens udspil.

Læs også

Vive-forsker: De djævelske detaljer kan få stor betydning for ældrereformen

Debat

For det andet står det heller ikke klart, hvordan man er sikret, hvis et handicap opstår, efter man fylder 67 år. Ét er behovet for fysiske eller digitale hjælpemidler, men behovet for støtteordninger og ikke mindst rehabilitering er typisk markant.

Den frisættelse, som præsenteres i udspillet, lyder besnærende og rigtig, men vi håber, at den følges op af nogle standarder, som kommuner og private leverandører skal leve op til for at sikre, at ældre får en ordentlig kvalitet. Frisættelse må ikke blive et smuthul til mindre eller ringere støtte for ældre.

Aldersbetingede sygdomme

Ord som handicap, funktionsnedsættelse eller komorbiditet glimrer ved deres fravær i regeringsudspillet.

Det er afgørende, at der kommer klarhed over, hvordan den relevante og specialiserede støtte til ældre med synshandicap bevilges.
Ask Abildgaard, Sofie Monggaard
Dansk Blindesamfund

Men netop aldersbetingede sygdomme eller handicap kræver særligt fagligt kendskab til målgruppens behov for støtte og dennes rækkefølge, så den enkelte kan fortsætte et hverdagsliv så aktivt og værdigt som muligt.

Når denne problemstilling ikke er italesat i udspillet, betyder det så, at man som ældre blind borger ikke er omfattet af ældreloven og derfor skal have sine ydelser bevilget fra andre lovgivninger, eller er det, fordi man ikke har overvejet, at man som ældre ofte oplever en række aldersrelaterede komplikationer og sygdomme, som man har brug for støtte og rehabilitering til at håndtere?

Vi ved fra adskillige Vive-undersøgelser, at ældre med synshandicap er i større risiko for at opleve isolation og ensomhed, fordi det føles utrygt og uoverskueligt at skulle tilegne sig et langt livs færdigheder på ny uden synet.

Det stiller høje krav til fagligheden og vidensniveauet hos de medarbejdere, som møder borgere i en sårbar og udsat situation. Det er derfor afgørende, at der kommer klarhed over, hvordan den relevante og specialiserede støtte til ældre med synshandicap bevilges.

Det er forudsætningen for, at ældre med synshandicap og øvrige handicap også får det privilegium at opleve et meningsfuldt ældreliv, som regeringen har ambitioner om.

Læs også

Borgmester: Jeg anerkender ikke billedet af en ældrepleje, der er gået i stykker

Debat

Til gengæld er vi glade for, at udspillet giver ældre mulighed for selv at vælge, hvilken type genoptræning eller rehabilitering man ønsker.

Hos Dansk Blindesamfund har vi i mere end 20 år tilbudt kurser for nyblinde, men det er sjældent med kommunernes gode vilje, at kurserne bevilges, på trods af at forskere fra Aalborg Universitet har evalueret effekterne af deltagelse til at være helt afgørende for den enkeltes tilbagevenden til et meningsfuldt og værdigt hverdagsliv.

Vi vil meget gerne byde endnu flere nyblinde velkommen til vores rehabiliteringstilbud, så vi ser frem til, at den del af udspillet realiseres.

Politik har aldrig været vigtigere