FH, 3F og borgmester: Budgetloven lægger kommunerne i en stram økonomisk spændetrøje
Budgetloven er gået over gevind og er blevet en økonomisk spændetrøje for kommunerne. Hvis vi skal skære ned på unødvendigt bureaukrati i kommunerne, bør vi starte her, skriver Thomas Lykke Pedersen, Mikkel Andersen og Hans Nissen.
Thomas Lykke Pedersen
Borgmester (S), Fredensborg KommuneMikkel Andersen
Formand, FH HovedstadenHans Nissen
Formand, 3F NordsjællandDet står alarmerende tydeligt for enhver, at det danske velfærdssamfund er i krise, og at kommunerne gang på gang må træffe urimeligt svære valg på kernevelfærden. Den gentagne løsning fra Christiansborg er: "velfærdssamfundet må reformeres, så det kan fremtidssikres".
Problemet er bare, at dette ikke er en løsning. Tværtimod trækker det ofte et spor af forringelser af velfærd og rettigheder efter sig.
Løsningerne på velfærdsproblemerne skal nemlig findes lokalt. Langt størstedelen af velfærden er forankret i kommunerne, men samtidig er det kommunerne, som er mest pressede økonomisk. Med finanspagten i EU i 2013 vedtog Christiansborg budgetloven, og derved blev vores kommuner iført en unødig stram økonomisk spændetrøje af staten, hvori der grundlæggende ikke er rum til at investere i velfærden.
Trussel fra budgetloven
Naturligvis skal Danmark, staten, regionerne og kommunerne opretholde en sund økonomi, og der skal sikres overskud på de offentlige finanser. Problemet er imidlertid, at budgetloven er gået over gevind og faktisk udgør en af de største trusler mod vores velfærdssamfund.
Når vi nu ved, at kommunerne om nogle år har et væsentligt underforbrug, så bør det muliggøres at overføre ubrugte midler.
Ikke sjældent underforbruger kommunerne budgetmæssigt på grund af frygt for sanktionsregimet ved budgetloven. Således underforbrugte kommunerne alene i hovedstadsområdet 9,3 milliarder kroner i perioden 2011-2020.
Samtidig har vi en masse børn og unge, der i stigende grad mistrives, men kommunerne kan ikke følge med de stigende udgifter til specialområdet, selvom de grundlæggende har en voksende kassebeholdning. De kan ikke bruge pengene på grund af serviceloftet. Det er slet og ret helt bims.
Det er traumatisk for de mennesker, der ikke får den nødvendige og rettidige hjælp, og det er ulykkeligt for kommunerne. Og føj så til det, at den demografisk udvikling gør, at vi i årene fremover får flere børn og ældre i det danske samfund.
Når forskellige områder i kommunerne bliver særligt udfordret af eksempel flere ældre eller stigende mistrivsel blandt unge, bør kommunerne da netop have det økonomiske frirum til at investere i smartere og bedre løsninger, der endda potentielt kan sænke udgifterne.
I stedet har skiftende regeringer valgt at fastholde kommunerne i budgetlovens spændetrøje, mens de har fortalt almindelige lønmodtagere, at der må ofres på fritid, offentlig service og det sociale sikkerhedsnet, så vi kan "fremtidssikre velfærdssamfundet".
Overførsel af ubrugte midler
Christiansborgs politikere fortæller om ofte deres visioner om mindre bureaukrati og rammestyring i det offentlige. Det kan undre, at budgetloven ikke af samtlige politiske partier nævnes som et oplagt område, hvor kontrollen skal mindskes.
Vi skal naturligvis ikke tilbage til en tid med overforbrug i kommunerne og underskud på de offentlige finanser – men der er en masse områder ved budgetloven, der kan ændres, uden at det vil lede til underskud på de offentlige finanser.
Når vi nu ved, at kommunerne om nogle år har et væsentligt underforbrug, så bør det muliggøres at overføre ubrugte midler. Lad vigtige områder med behov for indsatser eller investeringer være helt eller delvist dispenseret for serviceloftet.
Herved kunne kommunerne investeringer i den grønne omstilling, det specialiserede børneområde eller andre områder i kommunerne, der er særligt udfordrede. Der bør grundlæggende skabes bedre forudsætninger for, at kommunerne kan arbejde med flerårige budgetter, fremfor som i dag, hvor reglerne presser kommunerne til budgetmæssigt at arbejde fra år til år.
Økonomisk frigørelse af kommunerne
Det er vigtigt, at vi i Danmark har styr på økonomien. Det er samtidig også vigtigt, at vi ikke ser bort fra alle de problemer, vi har i samfundet.
En økonomisk frigørelse af kommunerne med helt eller delvist plads til investeringer, flerårige budgetter og fleksibilitet er løsningen, der kan fremtidssikre velfærdssamfundet.
De mennesker med sociale udfordringer, som vi ikke får løftet tilstrækkeligt, bliver en større udgift, mens der bag de udgifter ligger menneskelige tragedier. Den stigende andel af børn og unge i vores samfund, som vi ikke får hjulpet tilstrækkeligt, har både store konsekvenser for familierne og for økonomien.
Hvis vi ikke kommer ud af vores kassetænkning om en sund offentlig økonomi, kommer vi ikke alene til at tabe penge på længere sigt, vi hjælper heller ikke de mennesker, som samfundskontrakten mellem den enkelte og fællesskabet ellers tilskriver, at vi skal hjælpe.
En økonomisk frigørelse af kommunerne med helt eller delvist plads til investeringer, flerårige budgetter og fleksibilitet er løsningen, der kan fremtidssikre velfærdssamfundet.
Alternativet kan desværre være en fremtid, hvor borgerne i stigende grad bliver desillusioneret over forventningerne til velfærden og det reelle serviceniveau. Dette bør være en alvorlig bekymring for alle, der mener, at velfærdsstaten har været en forudsætning for det fantastiske samfund, vi har bygget op i Danmark.