Forskere: Christiansborg må snart afgøre, om alle danskere skal betale for sommerhusejernes kystsikring

Baseret på dette arbejde, øvrig forskning på området og erfaringer fra andre lande, ser vi tre centrale problemstillinger som Folketinget er nødt til at forholde sig til.

De mange betaler for de få

For det første bør der tages stilling til, hvilke områder i Danmark, det er vigtigst at beskytte, hvem der skal betale for denne beskyttelse, og hvor kystnaturen skal få lov til at udfolde sig.

I sidste ende er det dog de borgere, der beskyttes, som også skal betale for løsningen

Roland Löwe, Peter Steen Mikkelsen, Ole Fryd, Gertrud Jørgensen og Katrina Wiberg

Vores indtryk er, at der er mange kommuner, som er rigtig godt i gang med at planlægge kystbeskyttelse. Det er komplekse projekter, der spænder over mange fagligheder, som ofte ikke er tilgængelige i de enkelte kommuner. Derfor er det rigtig godt, at regeringen nu lægger op til at yde faglig hjælp til kommunerne.

I sidste ende er det dog de borgere, der beskyttes, som også skal betale for løsningen. Få projekter er nået til det stadie, hvor det skal diskuteres, hvordan omkostningen skal fordeles blandt de enkelte borgere.

Erfaringerne viser, at det kan blive en meget svær diskussion, som let kan ende med, at projekterne falder til jorden. Nogle kommuner har allerede stået i den situation og er nu blevet ramt af weekendens stormflod.

Der er behov for en politisk diskussion om rammerne for bidragsfordeling, og om hvornår beskyttelse skal kunne gennemføres – også når der ikke er konsensus blandt de lokale borgere.

Problemet kan selvfølgelig også ’løses’ ved, at staten finansierer diger og sluser i meget større omfang. Her skal man dog gøre sig klart, at det så er de mange, der betaler for at beskytte de relativt få, der bor ved vandet.

Der er uden tvivl områder, hvor det er i almenvellets interesse at beskytte for eksempel værdifuld infrastruktur eller væsentlig natur- og kulturarv. Men vi savner en diskussion om, hvor beskyttelse skal være en fælles opgave og fælles omkostning, hvor det er en lokal opgave, der skal betales af de berørte borgere, og hvor beskyttelse ikke skal prioriteres.

15 procent af nybyggeriet i kommuner som København, Køge og Lemvig er placeret i oversvømmelses-eksponerede områder

Roland Löwe, Peter Steen Mikkelsen, Ole Fryd, Gertrud Jørgensen og Katrina Wiberg

Bygger os til større risiko

For det andet skal vi overveje, om vi forsat skal bygge og genopbygge ejendomme i oversvømmelsesudsatte områder.

Klimatilpasningsplan 1 lægger op til, at der skabes overblik over forventede skader og omkostninger ved beskyttelse, så man kan prioritere investeringerne.

I den analyse er det vigtigt, at både direkte og indirekte samfundsomkostninger og de kort- og langsigtede naturhensyn spiller en rolle. Lige så vigtigt er spørgsmålet, om vi skal blive ved med at forstørre problemet ved ukritisk at byudvikle i de lavtliggende områder og langs erosionskyster.

Vi har undersøgt, hvor meget der siden 2011 er blevet bygget i risikozonen for en 100-års stormflodshændelse i Danmark. Undersøgelsen viser, at over 15 procent af nybyggeriet i kommuner som København, Køge og Lemvig er placeret i oversvømmelseseksponerede områder.

Det handler om at finde plads til nye tilflyttere og skabe attraktive boliger ved vandet, der kan tiltrække nye skatteborgere. Vi er altså stadigvæk i gang med aktivt at bygge os ind i en større risiko.

Jo større områder vi skal beskytte, jo dyrere bliver det. Det er en mulighed, at Danmark vælger at fortsætte denne udvikling, men så skal alle borgere acceptere, at vi betaler mere til forsikring og stigende erstatninger via Naturskaderådet – også dem, der ikke bor ved vandet.

Et alternativ er, at man sætter begrænsninger for, hvor eller hvordan, der må bygges (for eksempel ved brug af lette, midlertidige konstruktioner) eller delvist bruger erstatninger fra Naturskaderådet til at genopbygge andre steder (i lighed med USA's såkaldte ’buyout program’).

Jo større områder vi skal beskytte, jo dyrere bliver det

Roland Löwe, Peter Steen Mikkelsen, Ole Fryd, Gertrud Jørgensen og Katrina Wiberg

Klare rammer for ansvaret

Endelig, som en tredje problemstilling, er det igen i weekenden blevet tydeligt, at der er grænser for, hvad beredskabet kan nå i en stormflodshændelse, der berører store dele af Danmark. Det kan med fordel overvejes, om prioriteringen skal gøres offentlig og transparent, så vi ved, hvem der må klare sig selv.

Det vil formentlig ikke kunne betale sig at opbygge et beredskab, der kan klare de helt store – og sjældne – stormfloder, hvilket rejser spørgsmålet om der er brug for rammer, der præciserer borgernes ansvar for lokalt at hjælpe sig selv og hinanden, når katastrofen rammer.

Det er mange spørgsmål. Vi har holdninger til nogle af dem, og vi vil gerne levere indsigter, men det vigtigste er, at debatten kommer i gang.