Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

Middelklassens forventninger er ved at æde velfærdssamfundet op

Vi bliver nødt til at forholde os til en ny virkelighed, hvor de universelle velfærdsrettigheder kommer under øget pres. Det kræver modige politikere på nationalt og kommunalt niveau at tage hul på den svære diskussion, skriver Lisbeth Knudsen.

Kommunerne har ikke brug for, at borgerne bliver sat fri til at kræve flere offentlige services, men at kommunerne bliver sat fri til at foretage prioriteringer i servicen i forhold til love og regler fra Folketinget, skriver Lisbeth Knudsen.
Kommunerne har ikke brug for, at borgerne bliver sat fri til at kræve flere offentlige services, men at kommunerne bliver sat fri til at foretage prioriteringer i servicen i forhold til love og regler fra Folketinget, skriver Lisbeth Knudsen.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det danske velfærdssamfund er i krise. Uligheden er voksende, og borgernes rettigheder og pligter må gentænkes, hvis velfærdsmodellen skal hænge sammen. Så klare er budskaberne fra flertallet af de kommunale velfærdschefer i en helt dugfrisk undersøgelse, som Tænketanken Mandag Morgen har lavet for foreningen af Kommunale Velfærdschefer til deres årsmøde i denne uge.  

Og de ved jo om nogen, hvordan tilstanden for vores velfærd ser ud på indersiden. 154 af landets velfærdschefer med ansvar for blandt andet sundhed, socialområdet og beskæftigelsesområdet har besvaret undersøgelsen. 

Når velfærdscheferne bliver spurgt om, hvad der presser systemet mest, svarer de manglende arbejdskraft og stadig flere borgere med komplekse problemer og diagnoser. Og spørger man dem, hvad der er den største ledelsesudfordring, så nævner de fleste forventningsafstemningen med borgerne i forhold til den service, som kommunerne kan og skal levere.  

Frisættelse af kommunerne, tror de fleste af velfærdscheferne, kan bidrage til at styrke velfærden, mens langt færre tror, at frisatte institutioner og borgere vil have samme resultater. 

Analysen er rå læsning for velfærdsromantikere, der drømmer om, at vi med øget råderum og masser af milliarder af kroner i statskassen kan tillade os at skrue ned for arbejdstiden, øge velfærdsomkostningerne, sænke skatterne og nyde godt af en mindre stressende tilværelse.

Sagen er jo nu, at vi ikke har penge nok til solidariteten med de svageste, når de andre spiser hele kagen.

Lisbeth Knudsen

Det regnestykke går bare ikke op. Hvis vi arbejder mindre, skrumper råderummet eller bliver helt væk. Og sænker vi skatterne, er det ikke længere sikkert, at det giver folk lyst til at arbejde mere. Vi har efter corona-pandemien fået et andet prioriteringsforhold ind i vores liv. 

Vi er måske allerede på vej væk fra de højt besungne universelle velfærdsrettigheder, når 2,7 millioner danskere har tegnet en privat sundhedsforsikring, fordi de ikke tror på at kunne få den rigtige behandling hurtigt nok i det offentlige sundhedsvæsen.  

Måske er vi på vej væk fra det universelle danske fællesskab og drømmen om det homogene samfund uden den store forskel på rig og fattig, når flere vælger individuelle tilkøbsordninger til hjemmeplejen, når flere vælger private skoler eller private plejecentre. 

Velfærdsidealet bygger jo på en idé om at have et stærkt og solidarisk sikkerhedsnet spændt ud under de svageste i samfundet. Men vi er måske, som professor Nina Smith sagde det meget tankevækkende på de Kommunale Velfærdschefers årsmøde, nået dertil, at de 90 procent af befolkningen "æder velfærdssamfundet op, mens der ikke bliver meget tilbage til de sidste ti procent". 

At tage velfærdsgoder fra middelklassen er en udfordrende opgave, som de færreste politikere på Christiansborg eller i regeringen måtte have lyst til at kaste sig ud i. Men sagen er jo nu, at vi ikke har penge nok til solidariteten med de svageste, når de andre spiser hele kagen. Så er vi ikke i gang med at redde C-holdet.  

Kommunerne er nu på tætteste hold i gang med at skære i middelklassens forventninger til de offentlige velfærdsleverancer. Ja, faktisk er de mange steder også i gang med at skære i ældreplejen til de svageste. Og ude fra kommunerne råbes der på hjælp fra Folketinget og regeringen. Og her er det, at kommunikationen går helt galt.  

Vi befinder os i en tillidskrise mellem Christiansborg og kommunerne, og man skal ikke grave ret dybt i kommuneland for at finde frem til den – stort set uden skelen til partifarven på borgmesteren og flertallet i byrådet.  

Læs også

Det handler ikke om reform-aversion, men ifølge kommunerne om, at regering og Folketinget ikke ser eller forstår kommunernes forskelligheder i geografi, befolkningssammensætning og sociale og sundhedsmæssige udfordringer.

Det handler om, at lysten og viljen til at se, hvad der sker ude i den anden ende, når der indføres nye tilsyn eller skabes nogle forventninger om øget service hos borgerne, efter kommunernes opfattelse ikke er til stede på Christiansborg. 

Kommunerne har ikke brug for, at borgerne bliver sat fri til at kræve flere offentlige services, men at kommunerne bliver sat fri til med Folketingets opbakning at foretage prioriteringer i servicen i forhold til love og regler fra Folketinget.  

Kommunerne har brug for mere metodefrihed, færre kontroller og tilsyn samt tilladelse til at skabe med individuelle, tværsektorielle helhedsløsninger og til at bruge mere velfærdsteknologi og kunstig intelligens til at klare nogle af de kommunale opgaver. 

Kommunerne efterlyser, at Christiansborg bidrager til en forventningsafstemning med borgerne, i stedet for at der kastes tal rundt i luften om millioner og milliarder, der er bevilget til velfærd fra staten, når det samtidig kan påvises, at velfærdsområderne i adskillige år har været underfinansieret i forhold til samfundsudviklingen, forventningspresset og behovet for mere velfærd og flere offentlige løsninger, som bare er steget over årene.

De kommunale chefer og medarbejdere oplever allerede en ændring i borgeradfærden, som er ganske voldsom.

Lisbeth Knudsen

Tillidskrisen bliver kun større i det kommende år, når de kommunale budgetter for 2024 rulles ud. Så kommer vi til at se nogle reaktioner fra borgere, som ikke føler, at niveauet af velfærd lever op til niveauet af skattebetalingen til fællesskabet.  

I forvejen oplever de kommunale chefer og medarbejdere allerede en ændring i borgeradfærden, som er ganske voldsom. Der opleves en mangel på et eget borgeransvar, et forældreansvar for børnenes mistrivselsproblemer eller et pårørendeansvar for de ældres ensomhedsproblemer. 

Vi bliver nødt til at forholde os til en ny virkelighed, hvor både arbejdskraften, de økonomiske ressourcer, forventningerne hos borgerne og den solidariske forpligtelse eller samfundskontrakten ikke længere matcher hinanden. Hvor de universelle velfærdsrettigheder kommer under øget pres.  

Det kommer til at kræve modige politikere på både nationalt og kommunalt niveau til at tage de diskussioner. Og de kan ikke ret meget længere affejes med generelle sympativendinger om, at ministrene godt ved, at kommunerne har en svær opgave.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand for Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, Niras
journalist (DJH 1975)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024