Professor: Restriktiv budgetlov svækker finanspolitikken

Af Jesper Jespersen
Professor emeritus, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet

Med vedtagelsen af budgetloven i 2012 er muligheden for at føre en aktiv finanspolitik blevet stærkt reduceret næste gang, hvor en lavkonjunktur skyller ind over dansk økonomi.

Det finanspolitiske råderum er blevet stort set udraderet af budgetlovens meget stramme krav om balance på den offentlige sektors strukturelle budget.

Da finanskrisen ramte tilbage i 2008 og 2009, var den daværende borgerlige regering hurtig med hensyn til at lempe finanspolitikken.

Et underforbrug i et år kan ikke indhentes i de efterfølgende år, da budgetlovens krav skal være opfyldt for hvert enkelt år.

Jesper Jespersen
Professor emeritus, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet

Underskuddet på den strukturelle saldo toppede med to procent af BNP i 2010 blandt andet ved igangsættelse af en stribe store offentlige investeringsprojekter og en betydelig skattelettelse.

Og tak for det, var der mange i erhvervslivet, som sagde i disse kriseår. For denne politik bidrog til at bremse stigningen i antallet af konkurser og i antallet af arbejdsløse.

Men med vedtagelsen af budgetloven er det ikke længere muligt at føre en sådan aktiv finanspolitik, når krisen rammer næste gang.

Det skyldes den regel i budgetloven, om at underskuddet på den strukturelle budgetsaldo ikke må overstige 0,5 procent af BNP – hvilket svarer til cirka ti milliarder kroner.

Mistet milliarder i produktion
SRSF-regeringen indførte i 2012 denne regel på opfordring af EU-Kommissionen, der anbefaler medlemslandene at sikre budgetbalance som hovedprincip.

Dette princip møder dog heller ikke modstand hos de toneangivende fagøkonomer – endsige i Det Økonomiske Råds formandskab.

Vedtagelsen af budgetloven førte således til, at underskuddet på den strukturelle saldo blev reduceret.

Det vil sige, at der blev ført en mere restriktiv finanspolitik i årene efter 2011 – uanset at arbejdsløsheden stadig lå på et højt niveau, hvilket er med til at forklare, at opsvinget i dansk økonomi trak ud.

Den svage udvikling i BNP og langsomme genopretning af beskæftigelsen resulterede i et betydeligt produktionstab. Det er bestemt ikke småpenge, vi taler om.

Professor Jesper Rangvid fra CBS har beregnet, at krisen efterfulgt af stagnation har indebåret, at det årlige tab af BNP i dansk økonomi lå i størrelsesordenen 200 milliarder kroner.

Et tab, der vel at mærke ikke efterfølgende er blevet indhentet. Igennem den ti års periode, der er forløbet, siden krisen satte ind, er der tabt omkring 2.000 milliarder kroner (svarende til ét helt års produktion) i mulig produktion.

Kommuner tør ikke nærme sig budgetloft
Det spørgsmål må derfor helt naturligt melde sig, hvor stor en andel af dette tab skyldes de restriktioner, som budgetloven har lagt på finanspolitikken?

En restriktion, der også rammer den kommunale økonomi gennem det meget snærende budgetloft for drift og anlæg. Et loft, som kommunerne i praksis ikke tør komme i nærheden af for ikke efterfølgende at blive skåret i bloktilskuddet.

Men et underforbrug i et år kan ikke indhentes i de efterfølgende år, da budgetlovens krav skal være opfyldt for hvert enkelt år.

Denne restriktion betyder, at stat og kommuner ikke i 'gode' år kan polstre sig, så der kan føres en aktiv finanspolitik med øgede udgifter i en efterfølgende lavkonjunktur.

Det er svært at forstå, hvorfor kravet om strukturel balance skal være opfyldt hvert år. Selv blandt traditionelle økonomer har det hidtil været god latin, at der i såkaldt gode år kunne spares op til efterfølgende 'magre' år.

Forløbet fra 2005 til 2010 er et skoleeksempel på, at kravet om budgetbalance som et minimum burde anskues over et helt konjunkturforløb.