AE: Kortsigtet styring i kommunerne er ikke kun budgetlovens skyld

Finansministeriets nye granskning af budgetloven rummer især to vigtige pointer, som jeg synes, er værd at fremhæve. Dels viser granskningen, at udgiftslofterne har ført til en tættere økonomistyring i den offentlige sektor. Og dels at lofterne ikke har forhindret kommunerne i at lægge flerårige budgetter for konkrete indsatser.

Det er gode nyheder, som ikke desto mindre fortjener nogle nuancer. For det første har de positive effekter haft en pris, og for det andet skyldes effekterne måske slet ikke lovens ordlyd.

Den hårdere styring har haft den pris, at styringen i kommunerne er blevet mere étårig. Det viser Finansministeriet ikke, men det har andre analyser dokumenteret, og det er også oplevelsen blandt de ansatte og blandt eksperter.

Således viser en stor rapport fra Vive, at styringen i danske kommuner er blevet mere étårig med budgetloven. Styringen var ellers i forvejen mere kortsigtet end i Sverige. Det giver en risiko for, at kommunerne underprioriterer indsatser, der ikke giver et afkast inden for det første år, men først om nogle år. 

Der har altid været et påfaldende misforhold mellem sanktionslovgivningens beskedne hårdhed på papiret og dens markante effekt ude i kommunerne

Jon Nielsen
Chefanalytiker, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Samtidig skubber den hårde rammestyring risikoen nedad, så meromkostninger i det enkelte år i mindre grad slår ud på de samlede budgetter og i højere grad får kommunerne til at sænke kvaliteten. Således har forskere fra KU påvist, at budgetloven har fået socialforvaltningerne til at spare på de dyre indsatser (anbringelser af børn) i dårlige år.

Påfaldende misforhold mellem lov og effekt

Det er imidlertid ikke nok at forstå lofternes effekter. Man skal også forstå, om effekterne skyldes juraen bag udgiftslofterne eller lofternes praktiske implementering i kommuner og regioner.

Der har altid været et påfaldende misforhold mellem sanktionslovgivningens beskedne hårdhed på papiret og dens markante effekt ude i kommunerne. Straffen for at overskride udgiftslofterne er nemlig, at finansministeren kan fratage kommunerne og regionerne noget likviditet. Men generelt har kommunerne mere likviditet, end de vurderes at have brug for. Det rejser spørgsmålet, om budgetlovens effekter snarere skyldes lovens implementering end lovens ord.

Lofterne er især blevet implementeret ved, at økonomiforvaltningerne har fået mere magt og flere ressourcer og har slået hårdere ned på budgetoverskridelser. Og ved at kommunerne gør mere for at koordinere budgetterne imellem sig.

De udviklinger kan alle tænkes at trække i retning af et mere étårigt fokus – men de bør kunne forenes med flere flerårige prioriteringer.

Når Folketingets partier skal revidere budgetloven, skal de derfor spørge sig selv, om de har ramt den helt rigtige balance mellem at forhindre udgiftsskred i det enkelte år og at give kommunerne plads til sociale investeringer. Dernæst skal partierne spørge sig selv, om balancen bliver bedre af at ændre lovens ordlyd.

Vi i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har før foreslået, at kommunerne får lov at videreføre for eksempel halvdelen eller en tredjedel af deres samlede mindreforbrug til næste år. Sådan en ordning vil gøre det nemmere for kommunerne at koordinere flerårige prioriteringer, og det vil næppe tære på budgetdisciplinen.

Men det kan ikke stå alene. Hvis flere af de sociale midler skal gå til indsatser, der giver besparelser på sigt, så skal kommunerne også selv blive bedre til at løfte blikket fra den nære fremtid. Budgetlovens ord er ikke den eneste barriere for et mere flerårigt fokus i kommunerne – og muligvis ikke den vigtigste.