Rasmus Nielsen: Myndigheder bør ikke skændes foran borgerne

Fint nok at kommunernes talsfolk ved de årlige budgetforhandlinger lægger arm med regeringens finansminister – sådan må det være, og det er helt forståeligt. Det ser vi skatteborgere i tv-nyhederne og regner med, at de nok skal finde ud af det til samfundets bedste.

Men når vi kommer ned på det daglige som her ved opkrævning af affaldsgebyrer, så må man som borger regne med, at de offentlige myndigheder er afstemte – som når en far og mor taler med samme tunge.

Lad os så for at forstå sammenhængen se på det brev, der kom gennem brevsprækken med regningen for affaldshåndtering. 

"Stigningen skyldes især et ekstraordinært gebyr til dækning af forcerede afskrivninger på Norfors forbrændingsanlæg (Usserødværket)", hedder det indledningsvist.

I dag er mange ikke bange for at antaste Folketingets anseelse og evne til at lovgive, som nu i denne sag.

Rasmus Nielsen
Udgiver, Altinget

Så forklarer kommunen, at Folketinget (der i brevet meget symbolsk staves med lille) i juni 2023 vedtog lov 745 om ny organisering af affaldsforbrændings-sektoren og konkurrenceudsættelse af forbrændingsegnet affald. Svære ord at smide i hovedet på borgerne, men det lyder på bunden vel meget fornuftigt.

Men så kommer det: Loven betyder, at Norfors' fem ejerkommuner (Hørsholm, Rudersdal, Helsingør, Allerød og Fredensborg) skal afvikle gælden fra en ny, dyr ovnlinje på værket allerede til næste år, fremfor – som de selv havde planlagt – at afdrage den helt frem til 2037.

Alle kan forstå, hvad det betyder: Meget højere afdrag her og nu. Som borgerne værsgo har at betale.

"Loven har været stærkt kritiseret af Norfors' ejerkommuner (...). Det er den forcerede afvikling af gælden, der giver det ekstraordinære gebyr", noteres det, før den verbale pistol trækkes:

"I ejerkommunerne mener vi, at loven har ekspropriationslignende karakter, og dermed at staten bør påtage sig den ekstra regning, der følger af den ny lovgivning. Ejerkommunerne undersøger derfor lige nu mulighederne for at lægge sag an mod staten. Her og nu giver lovgivningen imidlertid ikke anden mulighed end at pålægge affaldskunderne den ekstra regning."

Ingen over eller ved siden af Folketinget lyder en gammel, vist halvglemt talemåde.

For i dag er mange ikke bange for at antaste Folketingets anseelse og evne til at lovgive, som nu i denne sag, hvor kommunernes politikere – og embedsmænd under dem – direkte mener, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Folketingets jurister og Justitsministeriets Lovafdeling ikke kan lovgive, uden at det krænker kommunernes grundlovsfæstede ejendomsret. Hvabehar?

Man kan som mindretal være imod en given lov, men loven skal nu engang holdes og respekteres. 

Rasmus Nielsen
Udgiver, Altinget

Det kan man som sagesløs borger ikke rigtig bruge til noget. Værre bliver det ikke af at tænke på, hvad det nu koster på begge sider i formodentlig store, private advokatregninger at tage stilling til, om der rent faktisk skal anlægges sag mod staten.

Til sidst triumferer kommunen ved at forklare borgeren, at byrådet har besluttet at lette de økonomiske byrder for affaldskunderne ved at fordele den ekstra opkrævning over tre år. Rakte kommunernes normalt velpolstrede formuer ikke til mere? Likviditet der vel netop kan anvendes i sådanne specielle tilfælde? Hvorfor ikke i mindelighed trække lidt på formuen, så affaldsgebyrerne holdes i ro, og en åben konflikt med landets parlament og regering foran alles øjne kan undgås?

Mit ærinde hér er ikke, at kommuner generelt ikke kommunikerer godt med deres borgere. Det er indtrykket fra de omtalte kommuner, at de er nemme at få fat i, og at de ansatte respekterer kommunens borgere, bragter dem som deres gode kunder, og derfor servicerer dem efter bedste evne.

Vel – hovedsagen er, at lov er lov, og lov skal holdes. Man kan som mindretal være imod en given lov, men loven skal nu engang holdes og respekteres.

Når en række kommuner som her fører borgerne foran sig i deres frustration, fører det samlet set kun til lige en tand mere mistillid til folkestyret. Og det var vel trods alt ikke meningen.