Regeringen mangler at svare på, hvad dansk velfærd skal være i 2030

Mange af dem er allerede hårdt presset med dette års økonomi, og har måttet bremse op og gennemføre besparelser. Byrådspolitikerne står midt i det brændende dilemma mellem stigende forventninger til mere velfærd fra borgerne, og det realiteterne i kommunekassen kan strækkes til.

Udsigterne for 2024 ligner nye besparelser på den kernevelfærd, som vi priser os af at have. Nye beskæringer på ældrepleje, lavere servicestandarder, pressede skoler og daginstitutioner.

Udgifterne til kernevelfærd er det, der må skæres i nu, fordi pengene fosser ud af kassen til det specialiserede socialområde, både når det gælder de unge og de voksne.

Udsigterne for 2024 ligner også i kommunerne et kæmpeproblem med ubesatte stillinger, alt for højt sygefravær og en tilgang af unge til velfærdsuddannelserne, som på ingen måde giver forhåbninger om forbedring af den situation. Snarere tværtimod.

Der vil være mindre ungdomsårgange til rådighed for arbejdsmarkedet hen til på den anden side af 2030.

Der er lagt op til et tæt statsligt/kommunalt partnerskab i aftalen mellem Finansministeriet og kommunerne for 2024 om blandt andet afbureaukratisering. Men det er en langsommelig proces, hvis den overhovedet kan lykkes

Lisbeth Knudsen

Og endnu et år med nedgang i søgningen som første prioritet til velfærdsuddannelserne, som vi lige har set i de her dage, tegner et dystert billede for fastholdelsen af kernevelfærdsniveauet i de kommende år.

Der er lagt op til et tæt statsligt/kommunalt partnerskab i aftalen mellem Finansministeriet og kommunerne for 2024 om blandt andet afbureaukratisering. Men det er en langsommelig proces, hvis den overhovedet kan lykkes.

Ikke alle regler er af det onde, hvis man skal ramme borgernes forventninger til en fair og lige behandling i det offentlige.

Frisætning bliver jo ikke bare frisætning til ingen regler og styring. Det bliver muligvis frisætning til et andet system, som man kan håbe giver kommunerne mere fleksibilitet til at tilrettelægge arbejdet efter lokale forhold og mere efter hensyn til den enkelte borger.

Men der er stadig nødt til at være en dokumentation og en serviceniveau at styre efter.

Når de kommunale budgetter skal skrues på plads i september bryder der helt sikkert en storm ud blandt borgerne, når det går op for dem, hvad der skæres i. Der mangler i den grad en gennemsigtighed og en forventningsafstemning mellem nationale politikere, lokalpolitikere og befolkning.

Realiteterne er færre hænder til rådighed per borger i den offentlige service i de kommende år.

Realiteten er færre penge til kernevelfærden, hvis den nuværende eksplosive stigning i udgifterne til grupper af borgere med særlige behov fortsætter.

Realiteterne er, at vi som borgere forventer mere af det offentlige, end der kan leveres. Dem, der har råd til det, køber sig i stigende omfang via forsikringsordninger og private tilkøb til at få en bedre service. Eller vælger private skole, daginstitutioner eller plejehjem med en anden standard end det offentliges institutioner.

Realiteterne er, at vi får en udfordring med fællesskabet i de kommende år, hvor vi mere end nogensinde har brug for et velfungerende civilsamfund til at bidrage.

Man kan godt blive i tvivl, om det store kommunale bagland af borgmestre og byrådspolitikere for regeringspartierne har fået tilstrækkelig intern taletid til at gøre opmærksom på, at de er ved at røre ved standarden for kernevelfærd nu i de igangværende kommunale budgetprocesser.

Ikke mange uden for Christiansborg tror på, at den store frisætningsreform bliver redningsplanken. Frisætning er godt, men vi mangler svaret på frisætning for hvem og til hvad? Samtidig skal kommunerne bidrage med administrative besparelser i milliardstørrelsen. En proces, der ikke kan lykkes, hvis ikke staten skruer ned for sine dokumentationskrav og kontroller med kommunerne. Det starter der.

Velfærdssamfundet kan ikke være en mindestue for gode gamle dage, der ikke var så gode endda. Det er en dynamisk størrelse, der må udvikles og defineres i pagt med tiden, borgernes behov, de økonomiske muligheder og de menneskelige ressourcer, der er til rådighed i den offentlige sektor.

Regeringen skylder at give sit bud på, hvordan den ser velfærdssamfundet udvikle sig, når den lancerer sin 2030-plan

Lisbeth Knudsen

Der arbejdes med alle mulige eksperimenter i kommunerne for at finde nye veje og nye, bedre løsninger til borgerne. Der arbejdes med at finde digitale løsninger.

Men de rigtigt store greb kræver, at vi tør tage prioriteringsdiskussionerne helt fra toppen.

Hvad er det, det offentlige skal løse? Hvad er samfundskontrakten med borgerne i forhold til deres forventninger og behov? Hvad kan det private bidrage med? Hvad kan vi finde på af teknologiske muligheder som aflastning for de knappe medarbejderressourcer?

Regeringen skylder at give sit bud på, hvordan den ser velfærdssamfundet udvikle sig, når den lancerer sin 2030-plan. Den har bebudet mere frit valg for borgerne, flere private aktører på banen, accept af større forskelligheder i ydelserne og afbureaukratisering.

Men det flytter ikke de store tandhjul i velfærdsmaskinen, hvis ikke lovgivningen, rammerne, pengene og bemandingen passer.