Regeringstop om ekstra milliarder i råderum: Nu skal vi snakke velfærd, skattelettelser og grøn omstilling

Regeringens økonomiske råderum vokser med over 11 milliarder kroner. Statsministeren ser nye muligheder for at løfte velfærden, mens både Lars Løkke Rasmussen og Troels Lund Poulsen også fremhæver andre prioriteter.

Samtidig med at statsminister Mette Frederiksen (S) fredag var til Skives lokale folkemøde, Skivemødet, kunne finansminister Nicolai Wammen meddele, at regeringens økonomiske råderum er vokset med over 11 milliarder kroner.<br>
Samtidig med at statsminister Mette Frederiksen (S) fredag var til Skives lokale folkemøde, Skivemødet, kunne finansminister Nicolai Wammen meddele, at regeringens økonomiske råderum er vokset med over 11 milliarder kroner.
Foto: Skivemødet/Mikkel Tholstrup Dahlqvist
Kim Rosenkilde

Det er endnu ikke besluttet, hvad regeringen vil bruge de ekstra milliarder nye beregninger fra Finansministeriet fredag lagde oven i regeringens økonomiske råderum.

Det er i hvert fald budskabet fra både statsminister Mette Frederiksen (S), venstreformand Troels Lund Poulsen og Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen.

Mette Frederiksen lægger dog ikke skjul på, at hun først og fremmest vil prioritere velfærden, mens både Lars Løkke Rasmussen og Troels Lund Poulsen åbner for flere skattelettelser og ekstra penge til grøn omstilling.

Det her giver os mulighed for en investering i det, der er noget af det allervigtigste for danskerne

Mette Frederiksen (S)
Statsminister

Altinget møder de tre ved det midt- og vestjyske folkemøde, Skivemødet, som løber af stablen fredag og lørdag.

"Her og nu står vi over for at lave en aftale med kommuner og regioner. Og der er det klart, at det her giver os mulighed for en investering i det, der er noget af det allervigtigste for danskerne, nemlig velfærd," siger Mette Frederiksen.

Allerede inden Finansministeriet præsenterede de nye tal, kom der forslag fra blandt andet DI og Dansk Metal om at gennemføre skattelettelser.

Penge skal i spil efter sommerferien

Den ambition ønsker statsministeren dog ikke at forholde sig til.

"Jeg kommer slet ikke til at gå ind i den diskussion. Jeg forestiller mig ikke andet end, at der kommer en masse gode bud på, hvad pengene kan bruges til," siger Mette Frederiksen.

Og de idéer vil regeringen "tage hen ad vejen".

Læs også

Også venstreformand og forsvarsminister Troels Lund Poulsen understreger, at regeringen endnu ikke har taget stilling til, hvordan det ekstra råderum skal bruges.

"Vi kommer ikke nu til at udmønte det økonomisk råderum, der er blevet skabt. Det kommer regeringen til at forholde sig til på den anden side af sommerferien," siger Troels Lund Poulsen.

V-formand vil give penge "tilbage til borgerne"

Han lægger dog ikke skjul på, at Venstre har tre centrale prioriteringer til de samtaler, regeringen skal have med sig selv om de ekstra penge.

"Det er både at styrke den grønne omstilling, det er at styrke vores velfærdssamfund, men det er også at give borgerne nogle flere penge tilbage til dem selv, og det kan man gøre på mange forskellige måder," siger Troels Lund Poulsen.

Han peger samtidig på, at det med at give penge tilbage til nogen, også kan handle om virksomheder.

I venstreformandens optik er der ikke nogen modsætning mellem skattelettelser og investeringer i velfærd med den nuværende økonomiske situation.

"For mig er det her ikke et enten-eller, det er et både-og," siger Troels Lund Poulsen.

En lignende formulering benytter Moderaternes formand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

Læs også

Løkke om skattelettelser: Ikke fjernt for os

Ifølge ham skal regeringen nu have nogle "interne og robuste samtaler" om, hvordan de ekstra penge skal bruges i forhold til regeringens prioriteringer.

"Og det har jo fra starten været, at vi skal sikre den grønne omstilling. Vi skal have et velfungerende sundhedsvæsen. Vi skal også have en stærkere konkurrencekraft – det er jo derfor, at vi har sat skatterne ned," siger Lars Løkke Rasmussen.

Som formand for Moderaterne kan han godt se for sig, at der kommer flere skattelettelser.

"Det er ikke fjernt for os. Men det er jo noget, vi skal diskutere i regeringen," siger Lars Løkke Rasmussen.

Det er ikke første gang, regeringen har opjusteret sit økonomiske råderum, fordi dansk økonomi har vist sig at være i en endnu bedre gænge end først antaget.

I maj sidste år blev der lagt 10 milliarder kroner til råderummet alene som følge af forbedringer i økonomien. Og i august viste nye beregninger fra Finansministeriet, at råderummet kunne vokse med yderligere fire milliarder kroner.

Ikke den sidste opjustering

Med den aktuelle opjustering lyder råderummet ifølge Finansministeriet nu på knap 58 milliarder kroner frem mod 2030. Og det kan blive endnu større, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.

"Det er jo ikke første gang, vi kan opjustere råderummet, og det er sikkert heller ikke sidste gang, tror jeg," siger Lars løkke Rasmussen.

Mens regeringspartierne samlet set har flere forskellige prioriteringer, så mener SF’s formand Pia Olsen Dyhr, at velfærden bør være førsteprioritet.

Og man kan meget vel starte med de kommende økonomiaftaler med kommuner og regioner.

"Jeg vil meget kraftigt opfordre vores regering til at prioritere vores velfærd og så droppe de skattelettelser, som nogen har drømme om. For vi kan ikke gøre begge dele," siger Pia Olsen Dyhr.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

0:000:00