S-boligplan ligner en kopi af Ritts gamle valgstrategi

Kommunalvalget i København i 2005 huskes for, at den nye overborgmesterkandidat Ritt Bjerregaard tordnede ind i Borgerrepræsentationen med en flot vælger- og mandatmæssig fremgang for Socialdemokratiet og hendes effektive valgslogan: 5.000 boliger til 5.000 kroner per måned i løbet af fem år.

Et konkret valgløfte, som før og siden blev afvist af samtlige sagkyndige og politiske modstandere med rivalen til overborgmesterposten, Søren Pind, i spidsen som totalt urealistisk af flere grunde.

Planen grundstødte blandt andet på, at den krævede en ændring af lovgivningen, som det borgerlige flertal i Folketinget på det tidspunkt ikke ville levere. Kun 12 små rækkehuse blev opført i 2008 i Sydhavnen, og huslejen var i 2016 blevet næsten fordoblet.

I 2021 er der igen kommunalvalg, og Socialdemokratiet er under pres i landets hovedstad for at levere et godt valgresultat. Den tidligere overborgmester Frank Jensen måtte gå af efter en række Metoo-afsløringer.

Partiet har nu valgt den tidligere regionsborgmester Sophie Hæstorp Andersen som overborgmesterkandidat, men vurderingen er mange steder, at Enhedslistens spidskandidat, Line Barfod, står med gode muligheder for at gøre partiet til det største i Borgerrepræsentationen efter kommunalvalget den 16 november.

Ingen forestiller sig, at et nyt flertal gør Barfod til overborgmester, men det vil give et ordentligt hak i selvforståelsen hos socialdemokraterne, hvis Enhedslisten overhaler dem som største parti. Det er især Alternativets nedsmeltning, der fik et kanonvalg i 2017, som, nogle mener, muliggør, at hovedparten af løse stemmer kunne gå til Liste Ø.

Så hvorfor ikke genbruge Ritts gamle valgformel til at sikre Socialdemokratiet et godt valg i hovedstaden? Denne gang kan partiets strateger bruge S-regeringens generelle troværdighed, når det gælder om at gennemføre sin politik til at formulere et konkret og troværdigt valgløfte, der har appel i hovedstaden.

I løbet af de næste 15 år vil mange af de nødlidende nok være ligeglade med en lille, billig bolig

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Billige boliger har tidligere vist sig anvendeligt i agitationen over for de københavnske vælgere og sikret partiet i hovedstaden et godt valg. Statsminister Mette Frederiksen har ikke brug for en skuffelse i København under et kommunalvalg, hvor Socialdemokratiet ellers står stærkt

I forvejen lider Socialdemokratiet i hovedstaden under, at regeringen i de første par år af dens levetid har brugt det meste krudt på at tale hovedstaden ned. Regeringen har sammen med Venstre aftalt, at København med udligningsaftalen i 2020 i årene fremover skal sende ekstra 300 millioner kroner til primært udkantskommunerne. Altså oveni i de 1.800 millioner, som man i forvejen betaler i udligning.

Det har generelt været Socialdemokratiets politik at udvirke, at hovedstaden og de større byer, hvor man paradoksalt nok har haft magten i årtier, skal aflevere ikke bare flere penge i udligning, men også statslige arbejdspladser og senest også uddannelsespladser til stationsbyer i Jylland og på Sjælland.

De områder af landet, som regeringen strategisk har satset på, skal udgøre regeringens vælgerbase i de kommende år. Prisen har været den bevidste åreladning af hovedstaden for ressourcer.

Til gengæld har man i København ikke været udfordret af de borgerlige partier, men kun af venstrefløjen, som troligt og til hver en tid sikrer Mette Frederiksens taburet på Christiansborg. 

Det er regeringens chefideolog, indenrigs-og boligminister Kaare Dybvad Bek, der er selve ophavsmand til denne politik, som han skitserede i et par bøger, hvor han påpegede problemer med den stigende decentralisering, hvor småbyer i udkantsdanmark blev tømt for offentlige arbejdspladser.

Nu er selvsamme Dybvad i gang med at tilrettelægge en boligpolitik, der af mange grunde ikke helt kan være en kopi af Ritt Bjerregaards gamle forslag, men som stadig skal have den samme socialpolitiske appel, der kan få vælgere til at glemme hans og de øvrige socialdemokraters stormløb mod København. 

Der er klart mere realisme i Dybvads boligudspil, der skal skaffe 22.000 billige boliger de næste 15 år. Ministeren har et flertal på plads med de radikale, selvom dele af boliglovgivningen for tiden er forligsbelagt.

Dybvad skal eksempelvis opsige forliget, hvis han vil tildele kommunerne ret til at hæve procenten for almennyttigt byggeri fra 25 procent til 33 procent, som de kan kræve i nyt byggeri. Der er fundet ti milliarder kroner til en fond, der kan hjælpe byggeriet på vej, hvilket allerede viser, at planen er funderet med hensyn til finansiering. 

Ministeren og hans parti sælger planerne som nogen, der skal afhjælpe de aktuelle problemer for almindelige lønmodtageres muligheder for at finde en billig bolig i hovedstadsområdet, hvor det private boligmarked i de seneste år har været rødglødende.

De skitserede grupper, der også ligner potentielle S-kernevælgere, må nok berede sig på en stor portion tålmodighed, før boligerne er opført. I løbet af de næste 15 år vil mange af de nødlidende nok være ligeglade med en lille, billig bolig. Formentlig har de i stedet investeret i noget større, der ligger længere væk fra hovedstadens centrum.

Til trods for at der i i dag findes ganske mange billige almennyttige boliger i kommunen, så er det næppe en mulighed. For ventelisterne til dem er lange, og de vil næppe blive meget kortere med lidt flere billige boliger i årenes løb i København.

Det bliver spændende at se, om Enhedslisten enten på Christiansborg eller i København sammen med christianitterne vil stå fast

Jarl Cordua
Kommentarskribent

For de politibetjente, kassedamer og frisører, som socialdemokraterne vil bygge boliger for, der omvendt drømmer om en lidt billigere ejerbolig, så vil der i kraft af flere almennyttige boliger blive et mindre udbud af ejerboliger.

Den effekt vil alt andet lige hæve priserne og gøre eventuelle drømme om ejerbolig i København sværere. Flere almennyttige boliger løser ikke problemet med dyre boliger i København. Tværtimod.

Dybvads boligplan, der indeholder mange andre elementer, skal nok blive vedtaget med stemmer fra regeringens parlamentariske flertal og dermed sikre Sophie Hæstorp Andersen en politisk dagsorden, der ligesom Ritt Bjerregaard kan sikre Socialdemokratiet et godt kommunalvalg efter en valgperiode, hvor regeringen kun har trukket penge, uddannelsespladser og arbejdspladser ud af kommunen.

Det kan formentlig også sikre Liberal Alliances tidligere boligminister, Ole Birk Olesen, der er opstillet i København, en lignende platform med omvendt fortegn til at påpege boligudspillets fejl og manglende effektivitet til at løse problemerne på boligmarkedet.

Enhedslistens spidskandidat, Line Barfod, har i øvrigt som advokat tidligere repræsenteret Christiania, som også indgår i regeringens boligudspil. For regeringen vil gerne bygge almennyttige boliger på Christiania, hvilket også Barfod før har foreslået tidligere regeringer. Dengang foreslog hun, at christianitterne selv skulle bestemme, hvem der skulle bo i de almennyttige boliger.

Det bliver spændende at se, om Enhedslisten enten på Christiansborg eller i København sammen med christianitterne vil stå fast på det krav, før der kan bygges på Christiania. Her ligger nok kimen til en større politisk armlægning mellem indenrigs- og boligministeren på den ene side og Enhedslisten og Christiania på den anden og muligvis med indenrigs- og boligministeren og en borgerlig opposition, hvis Dybvad går ind på kravet.