Efter genåbningen kommer tårerne, og så får vi brug for fiktionen

Jeg blev direktør for Mungo Park-teatret i marts for to år siden.

Mit debutår som direktør for det før så succesfulde drengerøvsteater føltes som at hoppe ud fra timetervippen uden at kunne svømme. Kunne jeg leve op til at producere den særlige mungoparkske blanding af en folkelig form, der sælger billetter, og et vovet, ofte politisk indhold?

Inden min debut skrev Politiken: "I aften skal hun bevise sit værd" og kvitterede heldigvis med fem stjerner efterfølgende.

Da vi havde premiere på den svære toer, skrev avisen: "Nu skal direktøren for Mungo Park for alvor vise, hvad hun vil" i formomtalen.

Anmelderøjnene var stift rettet imod os, og det betød så sindssygt meget for mig, om publikum nu grinte på side fem og græd på side 51.

Jeg sked grønne grise hele mit debutår.

Det er heller ikke Mungo Park, som vi kender det, hvis der ikke er udsolgt – og jeg troede ikke, at noget kunne være mere nervepirrende end at kigge på billetstatistikken efter en premiere.

Men da den sidste grønne gris netop havde forladt mit system efter premieren på forestilling nummer to, holdt statsministeren sin berømte nedlukningstale 11. marts 2020, og alt ændrede sig.

At være eller ikke at være blev spørgsmålet. Altså, at overleve eller ikke overleve som teater.

Det startede med, at teatrene faldt igennem hjælpepakkerne og havnede imellem to stole. Det kom der dog styr på, og vi fik også en hånd under os.

Men som med alle andre kriser i verdenshistorien går det værst udover de mest udsatte. Når det kommer til teater, har det været så svært at opleve, hvordan kunstnerisk indflydelsesrige, men økonomisk fattige projektteatre, der overlever på kortsigtede fondsmidler, er i gang med at se deres livsværker forsvinde. De har ingen fastansatte og derfor ikke samme adgang til hjælpepakker, som institutionerne har.

Personligt har krisen gjort én god ting for mig. Jeg er blevet ligeglad med Politikens foromtaler.

Anna Malzer
Teaterdirektør, Mungo Park

Institutionerne navigerer til gengæld i blinde i kortsigtede åbningsplaner. For desværre skaber usikkerheden om den uforudsigelige genåbning flere problemer for os, end den behøver.

Selvom de færreste epidemiologer, politikere og publikummer regner med, at vi kan åbne teatrene med fulde sale i begyndelsen af april, skal vi planlægge og forberede forestillinger for at få adgang til hjælpepakkerne. Men de fleste institutioners produktioner kan ikke bare gemmes på en hylde eller sendes med pakkepost, hvis butikken skal være lukket indtil sommer. 

Vi kan til dels lægge forestillinger på hylden på Mungo Park, da vi har faste skuespillere, men på mine kollegateatre ser jeg ressourcerne smidt ud ad vinduet gang på gang. De har brug for en langsigtet genåbningsplan, der med en justeret aktivitetspulje forstår sig på deres vilkår, så teatrene får mest muligt ud af støtten. Og ingen smider penge ud ad vinduet.

Nogle gange om dagen, strejfer et billede min indre nethinde: En rungende tom teatersal, hvor der aldrig mere sætter sig nogen publikummer. Angsten bunder jo nok i, at det er gået op for mig – helt egoistisk – at jeg jo er uddannet i et fag, der kræver, at mennesker må mødes fysisk og kigge på noget sammen. Og at en virus kan forhindre mig i at arbejde. For altid.

Angsten, som vokser i mig, blev ikke mindre, da en journalist i forbindelse med genåbningen spurgte kulturministeren, om det ikke ærgrer hende, at vi ikke kan gå ud og få den åndelige føde? Hun svarede: "Det er klart, at lige som alle andre, så savner jeg rigtig meget, at mere af kulturlivet er tilbage."

Men nu er det jo bare sådan, at Kulturministeren ikke kun er som "alle andre", men minister for et vigtigt område, som ikke er en del af genåbningen.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der skal åbne hvornår, og jeg har stor respekt for de prognoser og planer, politikerne laver. Men en forståelse for og italesættelse af, at det ikke blot er et personligt savn, men et kæmpe problem – ikke blot for den enkelte kunstner, for den enkelte institution, den enkelte forbruger, men for et helt folks samfundsmentale sundhed og sammenhængskraft – savner jeg virkelig fra min Kulturminister. Og jeg har savnet det hele året.

For lige nu holder Danmark vejret, men når vi (forhåbentlig) får lov til at ånde ud om nogle måneder, eller om nogle år, så kommer tårerne, så kommer reaktionen. Og her der bliver der brug for fiktionen.

Gennem verdenshistorien har vi mennesker – når kriser har overmandet os og smadret vores moralske kompasser, troen på det lyse i os og alt den slags, der gør os til mennesker og ikke dyr – ladet fiktionens soldater rydde op efter os.

Gennem fiktionen har vi fået bearbejdet alt det forfærdelige, vi gjorde imod hinanden under krisen, og alle de usynlige problemer, krisen viste som fremkaldervæske på papir, har vi givet et sprog på scenen. Fiktionen har igennem verdenshistorien hjulpet os til at genfinde vores menneskelighed og gjort os klogere, end vi var før.

Og det bliver igen teatrenes opgave post corona. Som en kollega sagde til mig forleden: "Nu betyder teatret faktisk noget for folkesundheden, nu er det ikke bare underholdning."

Og jeg glæder mig selvklart inderligt til at i gang med den vigtige opgave, det bliver, at lade fiktionen slikke krisens sår, men jeg håber til gengæld ikke, at min branche er for tyndslidt til at varetagen opgaven, når den tid forhåbentlig kommer.

Midt i arbejdet med denne kronik har jeg et møde med min kollega fra Israel over Zoom, som skal instruere for os i næste sæson.

Jeg fortæller om kulturens svære situation i Danmark, og om at jeg er blevet bedt af Altinget om at skrive om det. Og så fortæller han om sin: Teatret, han står bag, ligger i Israel og drives af palæstinensiske kunstnere. Det får ingen statslig støtte, for så kan de lave det teater, de vil, uden regeringens indblanding. De overlever udelukkende på billetindtægter fra publikummer, som er en del af den palæstinensiske undertrykte minoritet, og som for at overleve åndeligt vil se teater på deres eget sprog.

Teatret lukker nu. På ubestemt tid. Efter det her opkald er min angst forsvundet som dug for solen, og jeg bliver pludselig meget taknemmelig for at være teaterdirektør her i Danmark og får lyst til at skrive kronikken om.

Men vent … Når vi i Danmark, set i lyset af eksempelvis det palæstinensiske teaters situation, er et land, som stolt prioriterer den frie kultur højt, er det virkelig ærgerligt, at vores kulturminister ikke med klar røst taler noget op, som vi bruger så mange penge på. At hun ikke forsvarer området med næb og kløer. Hele området.

At vi har et så rigt og forskelligartet kulturliv og et armslængdeprincip er så unikt for Danmark. På teaterfronten bliver det ikke det samme som efter krisen, medmindre der laves mindre, men livsvigtige justeringer særligt i forhold til at hjælpe de mindre kompagnier og genåbningsudsigter, som ikke er kortsigtede.

Lige nu holder folk vejret. Og når folk får lov til at ånde ud om nogle måneder, eller om nogle år, kommer tårerne.  Og så skal teatret stå klar, til at rumme følelserne og ikke statistikkerne.

Personligt har krisen gjort én god ting for mig. Jeg er blevet ligeglad med Politikens foromtaler. Bare det at kunne stille sig op på en scene er blevet en noget så fantastisk og vanvittig og sexet og vildsluppen og utopisk tanke, at en formomtale føles, ja … ligegyldig.

Det vigtige er at kunne spille.