Artistforbund: Sæt cirkus på den kulturpolitiske dagsorden igen

Af Lena Brostrøm
Formand, Dansk Artist Forbund

Cirkuskunsten bør have lige vilkår med resten af scenekunsten, så den fortsat kan levere opsøgende kulturoplevelser, der favner bredt, sanseligt og folkeligt.

Det handler om kulturtilskud og ikke mindst om en statsanerkendt uddannelse. Dansk Artist Forbund opfordrer til, at cirkus sættes på den kulturpolitiske dagsorden. Igen.

Det er beviseligt, at danskerne ønsker at opleve og lære af kunst og kultur. Cirkus udgør en god del af kulturudbuddet herhjemme, ikke mindst fordi de forskellige former for cirkus evner at engagere publikum og møde dem der, hvor de lever og færdes. 

Branchen selv anslår, at mellem 250-300 artister i Danmark hvert år optræder for og involverer over en millioner tilskuere i hele landet. Det sker ofte på steder, der ikke nødvendigvis er skabt til scenekunst som skoler, børneinstitutioner, plejehjem eller i virksomheder, på torve og pladser og lignende.

Manglende ligestilling af genrer
Cirkusgenrerne engagerer i fortællinger om de helt basale dramaer og menneskelige følelser. 

Selvom cirkus med alle dens undergenrer og fagligheder burde rummes i det brede scenekunstbegreb, oplever miljøerne sig ofte ekskluderet i forhold til en smallere forståelse af scenekunst.

Lena Brostrøm
Formand, Dansk Artist Forbund

At fejle, lykkes, satse og udvise tillid. Ekvilibrisme, improvisation og samspil med publikum er afgørende i de fysiske fortællinger, der overskrider sproget. 

Selvom en tredjedel af publikummer er børn under syv år, taler cirkuskunsten ikke bare til de alleryngste kulturforbrugere, men forstås af ethvert publikum på tværs af kultur og sprog.

Cirkusmiljøet består af de større traditionelle cirkus, mindre kompagnier med et moderne udtryk og hundredvis af artister, der laver solooptrædener og cirkusundervisning. Som nutidige repræsentanter for en meget gammel kulturarv tilbyder cirkus og artisterne fortsat det mærkeligste, dristigste eller mest finurlige scenekunst, der findes – live.

Selvom cirkus med alle dens undergenrer og fagligheder burde rummes i det brede scenekunstbegreb, oplever miljøerne sig ofte ekskluderet i forhold til en smallere forståelse af scenekunst. 

Det betyder manglende ligestilling og ingen interesse for de reelle udfordringer i branchen, der kræver politisk interesse og indblanding. Det er derfor tid til at tale om cirkus, igen.

Et opgør med definitioner 
Der er brug for en sikring af fødekæden. Og uden en blivende artist-/cirkusuddannelse på højt niveau risikerer vi, at talentmassen, både blandt lærere og artister, igen forsvinder ud af landet.

Åbenhed i kunststøtteordningerne – opgør med tidligere definitioner af, hvilke scenekunstudtryk, der er egnet til tilskudsordninger og øget forståelse for hinandens fagligheder samt dialog om, hvilke ordninger der kan styrke cirkuskunsten bredt i Danmark.

Vilje til at forbedre de praktiske rammer for omrejsende cirkus. Der er fortsat tekniske og bureaukratiske udfordringer ude i kommunerne, som trænger til at blive løst. Her kan staten også gøre en indsats.

Det er over tyve år siden, at Kulturministeriet fik udarbejdet en betænkning 'Cirkus og Artister i Danmark' (1996), der efterlyste kulturpolitisk anerkendelse, uddannelse og samme tilskudsmuligheder for cirkus- og artistforestillinger for børn som for børneteaterforestillinger. 

Siden er der banet vej for "nycirkus" som betegnelse for cirkuskunst, der arbejder i dramaturgiske forestillingsformater, som er berettiget til støtte fra Statens Kunstfond.

Men de turnerende forestillinger med cirkus for børn – hele gøglerområdet – er fortsat diskvalificeret i statens refusionsordninger, og en blivende statsanerkendt uddannelse lader vente på sig, trods pres fra mange sider, herunder fra Dansk Artist Forbund.

Lever i landets kommuner
I dag har landets kommuner et godt øje til kvaliteterne i cirkuskunsten. 

Den lever i institutioner og på skoler, på trods af at artisterne ikke kan rejse med de refusionsmuligheder, som børneteatrene har. 

Flere kommuner har dog anerkendt værdien af uddannelsestiltag og har etableret udviklingsmiljøer, ofte i samarbejde med private fondsmidler.

Branchen har i dag i høj grad selv formået at bygget bro over egne interne forskelligheder og samarbejder på tværs, eksempelvis omkring ulykkesforebyggelse.

Men der er brug for fornyet politisk opmærksomhed på den engagerende scenekunstform, som cirkus er, herunder etablering af en blivende statslig uddannelse, for at sikre, at cirkusgenrerne fortsat kan udvirke og udvikle deres magi.