Bibliotekarer: Kulturpolitikken er også digital

Af Tine Jørgensen
Formand for Bibliotekarforbundet

Det vil også være helt naturligt, at kulturinstitutionerne med bibliotekerne i spidsen får en stor rolle i forhold til at hjælpe borgerne til at navigere digitalt.

Tine Jørgensen
Formand for Bibliotekarforbundet

Evnerne til at begå sig digitalt både socialt, læringsmæssigt og kulturelt vil i fremtiden få stor betydning for menneskers muligheder for at klare sig godt i tilværelsen og blive dannede, oplyste borgere.

Det vil derfor være helt naturligt, at en kommende regering forholder sig kulturpolitisk til de samfundsforandringer, den digitale udvikling skaber. Det vil også være helt naturligt, at kulturinstitutionerne med bibliotekerne i spidsen får en stor rolle i forhold til at hjælpe borgerne til at navigere digitalt og forholde sig til de kulturelle forandringer, som det digitale fører med sig.

Bibliotekernes digitale rolle
Bibliotekerne skal ifølge biblioteksloven tilbyde borgerne materialer ud fra grundprincipper om aktualitet, kvalitet og alsidighed. Men betyder den digitale udvikling i virkeligheden også en forandret opfattelse af disse begreber? Hvad betyder ”aktuelt” i dag, hvor vi konstant bombarderes med nye dagsordener? Hvad betyder ”kvalitet” set i lyset af selvudgiverkulturen? Og ”alsidigheden”, hvilken rolle spiller den, nu hvor tilgængelighed og adgang er blevet større? Og hvad betyder den udvikling for bibliotekarernes rolle og det indhold, bibliotekerne skal satse på?

Nogle har kritiseret vores nuværende kulturminister Marianne Jelved (R) for ikke at levere værdipolitik nok. Jeg er uenig og mener, at hun ud fra et værdimæssigt grundlag har talt varmt for biblioteket som et bredt, favnende fællesskab, som ikke skal vurderes på dets nytteværdi, men på dets evne til i lokalsamfundet at få mennesker til at føle sig inkluderede og som en del af en fælles kultur.

De sociale mediers præmisser
Det næste skridt i den debat vil være at forholde sig til, at fællesskaber også i høj grad blomstrer digitalt. Facebook er et oplagt eksempel. Her samles folk om interesser, politisk debat og synspunkter, ligesom man nogle gange gør det på et bibliotek. Men de digitale fællesskaber opstår på nye præmisser. De sociale mediers og markedets præmisser. Og det skal politikerne på borgernes vegne forholde sig til, for det påvirker vores hverdag.

De digitale fællesskaber er med til at forme den måde, vi taler sammen på, det, vi interesserer os for og ultimativt også vores holdninger og handlinger. Et langt stykke af vejen er det Facebooks og Googles algoritmer og vores venners strøm, der afgør, hvad vi præsenteres for, og hvor nuancerede vi bliver i vores informationssøgning. Hvilke krav stiller denne udvikling til kulturinstitutionerne om nogen?

Ud af huset
Det digitale giver eksempelvis mulighed for, at bibliotekaren i højere grad end tidligere kan bevæge sig ud af huset. Dermed ikke sagt, at der ikke længere skal være bibliotekarer i bibliotekerne, men udviklingen åbner for nye måder at formidle på, når mange af de nødvendige værktøjer er lige ved hånden, fordi de er digitale. Bibliotekarernes opgave er netop at give mennesker ”værktøjer,” der kan hjælpe dem til at åbne verden kulturelt, dannelsesmæssigt og læringsmæssigt. Det kan være en bog, et arrangement, en stillelæsningszone eller i en digital kontekst en app eller en søgeguide.

Bibliotekarerne har længe været drivkraft på megen digital udvikling. Senest med at bane vejen for, at borgerne har taget e-bøgerne til sig i stor stil. Men i den proces, eksempelvis i forhandlingerne om eReolen, er det også blevet lysende klart, hvordan det digitale udfordrer de gængse forretningsmodeller. Aktørerne er foreløbigt nået til enighed, men de politiske svar mangler stadig.

Så lad os tage debatten. Hvordan skal en digital kulturpolitik se ud, og hvor skal den føre os hen?