Bock om nye kunstfonde: Vi skal turde afprøve nye eksperimenter

Af Mette Bock
Kultur- og kirkeminister

De (bestyrelserne) er alene valgt på baggrund af deres erfaringer med at arbejde i krydsfeltet mellem kunst, kultur, erhverv og iværksætteri. Og her kan høj kunstnerisk kvalitet og økonomisk levedygtighed sagtens gå hånd i hånd.

Mette Bock
Kulturminister

Egon Clausens pen er som sædvanlig spids, denne gang i kritikken af de regionale kunstfonde, der angiveligt skulle forringe kunstens udfoldelsesmuligheder, særligt for kunstnere i hovedstaden.

Samtidig påpeger Clausen, at etableringen af fondene hviler på et populistisk og kommercielt kunstsyn. Lad mig i al stilfærdighed bemærke, at der er flere ting, Clausen har fået galt i halsen.

For det første: Omprioriteringen af – ganske få – midler fra Statens Kunstfond til de to nye regionale kunstfonde er ikke en kritik af Statens Kunstfonds virke.

Men der skal være rum til, at vi en gang imellem kan bryde nye veje ved – i det små – at gøre ting på anderledes og nytænkende måder, som vi måske kan lære af. Det er jo ikke en naturlov, at intet kan gøres anderledes.

Så ja – der er tale om et eksperiment, der bryder med hidtidige traditioner. Håbet er, at de nye fonde kommer til at bidrage positivt til at støtte og udvikle kunst og kunstnere på nye måder.

Normalt gives kunststøtten i Danmark alene på baggrund af en vurdering af kunstnerisk kvalitet. Men i de regionale kunstfonde kombineres denne ambition med et krav om, at projektet også skal bæres frem af en god forretningsidé – det vil sige, at der bag kunstprojektet ligger nogle tanker om, hvordan projektet kan komme ud over rampen, nå sit publikum og blive levedygtigt, også på længere sigt. 

Så når Egon Clausen skriver, at de regionale kunstfonde bryder med traditionen, er jeg for så vidt enig. Det er det, der er intentionen. Men når han skriver, at vi giver "svinebaroner lov til at diktere kunst", eller at "lokale erhvervsvirksomheder kan købe sig til en plads i bestyrelsen", finder jeg det ganske enkelt fornærmende i forhold til de mennesker, der har sagt ja til at engagere sig i arbejdet.

Der er nedsat to bestyrelser, som er uafhængige bestyrelser. De repræsenterer ikke nogen bestemte interesser, politisk baggrund, og jeg har ikke hørt hverken politikere eller bestyrelsesmedlemmer udtrykke et ønske om "at sætte kunsten i erhvervslivets tjeneste".

De er alene valgt på baggrund af deres erfaringer med at arbejde i krydsfeltet mellem kunst, kultur, erhverv og iværksætteri. Og her kan høj kunstnerisk kvalitet og økonomisk levedygtighed sagtens gå hånd i hånd. Målet er at støtte projekter, der netop forener dette. Det er en gammeldags, støvet betragtning at anskue kunsten som et område, der overhovedet ikke må have noget som helst med økonomi at gøre.

I forlængelse af den underlødige kritik af bestyrelserne kritiserer Egon Clausen kravet om lokal medfinansiering. Det er et krav, som efter min mening giver rigtig god mening, og vi ser det derfor også i mange andre sammenhænge – også blandt Statens Kunstfonds støttetildelinger. Hvorfor og hvordan skulle det spænde ben for kunstens uafhængighed? I stedet er det med til at sikre forankring, lokalt ejerskab og økonomisk levedygtighed, når støtten ophører.

Jeg må derfor klart tilbagevise de intentioner, som Egon Clausen tillægger os. Jeg ved, at Egon Clausen er optaget af kunsten. Men tilgangen er tilbageskuende og museal.

Alle skal have adgang til kunst og kultur. Gerne kunst, der udfordrer, skaber debat og rejser vanskelige spørgsmål. Det er hér, at kunsten kan bidrage til udviklingen af vore liv og vores samfund. Overalt i landet.