Debat

Dansk Erhverv: En stærk mediebranche er det bedste våben i kampen mod techgiganterne

Public service-puljen trænger til et økonomisk løft og en modernisering, der tager højde for de digitale tendenser i danskernes medieforbrug. Det skriver Charlotte Enevoldsen, Dansk Erhverv, og præsenterer en række andre anbefalinger til kulturministeren op til medieforhandlingerne.

Dansk Erhverv opfordrer til, at regeringen indkalder alle partier til medieforhandlingerne og stiler efter et bredt forlig.
Dansk Erhverv opfordrer til, at regeringen indkalder alle partier til medieforhandlingerne og stiler efter et bredt forlig.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Charlotte Enevoldsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmarks nye kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S), er kommet godt i gang, og det glæder os, at hun har peget på medieforhandlingerne som en af de vigtigste opgaver på sit nye bord.

Det er på høje tid at befri medieaktørerne fra den langtrukne venteposition, de har befundet sig i, siden regeringen erklærede, at der ikke var flertal bag medieaftalen fra 2018, og at der skulle forhandles en ny.

Det er lang tid med usikkerhed om de politiske bestemte rammevilkår. Så vi ser frem til, at Ane Halsboe-Jørgensen har læst på lektierne og er klar til at sætte sig ved forhandlingsbordet. Det nye finanslovsforslag bekræfter, at der skal forhandles medier i efteråret, så mon ikke ministeren er i fuld sving med at terpe.

Dansk Erhverv opfordrer til, at regeringen indkalder alle partier til medieforhandlingerne og stiler efter et bredt forlig. Det vil være det bedste for de danske medieaktører og dermed for dansk indhold. Vi håber på en langsigtet aftale, så der bliver ro til nye investeringer i dansk indhold og innovation.

Medieaftalen skal styrke Danmark mod techgiganter

Udover en ny medieaftale har Ane Halsboe-Jørgensen gjort det klart, at kampen mod techgiganterne står højt på agendaen. Et uundværligt våben i den kamp er et stort og mangfoldigt udbud af dansk kvalitetsindhold og en stærk og innovativ dansk mediebranche.

Der skal sættes klare grænser for offentligt støttet indhold på alle platformstjenester.

Charlotte Enevoldsen
Mediepolitisk chef, Dansk Erhverv

En medieaftale, der styrker den danske mediebranche og det danske indhold, vil derfor være et godt første skridt på vejen, når kulturministeren lægger arm med techgiganterne.

Dansk Erhverv repræsenterer den kommercielle mediebranche bredt set lige fra indholdsproducenter til broadcastere og distributører. Vores medlemsvirksomheder bidrager til, at danskerne hver dag kan vælge mellem et stort og varieret udbud af film, tv, serier, musik, radio, podcast, magasiner og så videre, herunder store mængder dansk indhold.

I Dansk Erhvervs medieudspil "En stærk dansk mediefremtid" har vi konkrete forslag til den nye kulturminister, som kan være med til at styrke dansk indhold og public service.

Anbefalinger til kulturministeren

Vi peger for eksempel på Public service-puljen, som trænger til et økonomisk løft og en modernisering, der tager højde for de digitale tendenser i danskernes medieforbrug. Der skal åbnes for midler til radio og podcast, alle indholdsproducenter skal kunne søge puljen, og det støttede indhold skal ud til flest mulige danskere.

DR skal fortsat spille en vigtig rolle i den danske mediebranche, og med den position skal følge et stort ansvar for at bidrage positivt til den økonomiske bæredygtighed i medieverdenens økosystem. Det indebærer, at DR skal øge udlægningen af produktioner til uafhængige producenter, og DR’s gode indhold skal ud til endnu flere seere via de distributører, der hver dag løfter en stor opgave med at bringe public service ud i de danske hjem.

Fair og lige konkurrence på mediemarkedet vil sikre den bedste og mest nuancerede mediedækning.

Charlotte Enevoldsen
Mediepolitisk chef, Dansk Erhverv

Til gengæld skal DR ikke lægge større mængder offentligt støttet indhold ud på YouTube eller andre platforme. Det er naturligt, at DR forsøger at tiltrække seere via YouTube, men målet må være at få seerne ind på DR’s kanaler og platforme, ikke forlænge deres tid på YouTube. Derfor skal der sættes klare grænser for offentligt støttet indhold på alle platformstjenester.

Fair og lige konkurrence på mediemarkedet vil sikre den bedste og mest nuancerede mediedækning. Derfor mener Dansk Erhverv, at nulmomsbestemmelsen, som i dag omfatter de traditionelle nyhedsmedier, skal udvides til alle digitale publicistiske medier.

Ved at følge vores anbefalinger, kan vi gå en stærkere mediefremtid i møde. Vi håber, at kulturministeren er klar til at tage fat, og ser frem til, at startskuddet på medieforhandlingerne lyder.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ane Halsboe-Jørgensen

Beskæftigelsesminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2009)

Charlotte Enevoldsen

Vicedirektør, Producentforeningen
cand.scient.pol. (Københavns Uni.)

0:000:00