Organisationen Danske Museer: Sammenhængen mellem museernes opgaver og tilskud er blevet for tynd

Som forperson for Organisationen Danske Museer mener jeg for det første, at sammenhængen mellem opgaver og tilskud er blevet for tynd. Der bør ganske enkelt opereres med flere tilskudsgivende kriterier. Og så er der brug for langt flere trin i modellerne, så skellene mellem de enkelte niveauer ikke bliver så dramatiske, som de tre eksempelmodeller lægger op til.

Med udgangspunkt i byggeklodsmodellen kan man sige, at den skal udbygges både i bredden og i højden.

De fremlagte modeller giver en risiko for et museumslandskab med store huller, hvor de mest museumsvante målgrupper prioriteres, og markante og væsentlige museer skæres ned

Claus Kjeld Jensen
Forperson, Organisationen Danske Museer

Flere kriterier og opgaver bør udløse tilskud

Vi foreslår konkret, at der ses på museernes ansvarsområder. Et museum, som både har ansvar for kulturhistorie, kunst, natur og arkæologi bør modtage et større grundtilskud, end det museum, som har ét defineret ansvarsområde. Arbejdet med museets samlinger er i modellerne alene adresseret i grundtilskuddet, men det bør også være en del af de opgaver, der udløser tilskud.

En anden opgave, der bør udløse tilskud, er arbejdet med børn og unge. Det er en fuldstændig essentiel målgruppe – både set fra et dannelsesperspektiv, og når vi taler et bæredygtigt museumslandskab. Da staten har pålagt museerne at give gratis adgang til denne målgruppe, bør der naturligvis være en kompensation herfor, som modsvarer antallet af børn og unge på museerne. Og der findes allerede data på denne målgruppe.

En større del af museernes vidensproduktion bør også tælle med i de opgaver, der udløser tilskud – ikke alene den fagfællebedømte forskning. Der har tidligere været data på dette område, så mon ikke det kan tilvejebringes igen?

Endelig vil jeg fremhæve museernes samfundsrettede opgaver inden for eksempelvis trivsel, sundhed og bæredygtighed. Det er ikke let at måle direkte på, men som en vigtig del af museernes virke som relevant samfundsaktør og inkluderende kultur- og dannelsesinstitution bør arbejdet fremmes.

De fremlagte modeller giver en risiko for et museumslandskab med store huller, hvor de mest museumsvante målgrupper prioriteres, og markante og væsentlige museer skæres ned. I stedet bør vi have fokus på, hvordan reformen og modellerne kan understøtte et stærkt og samarbejdende museumslandskab til glæde for alle borgere i alle dele af landet, hvor både lokale livsnerver og nationale fyrtårne trives til gavn for borgerne.