Museumsdirektør: Anbefalinger til museumsreform modarbejder kulturministerens kulturpolitiske vision

Arbejdsgruppen betoner, at museer har en vigtigt samfundskald med at udvikle oplevelser og tilbud i tæt dialog med borgere og samfund og skabe rum for flere forskellige former for museumsoplevelser, samt at museerne oplagt har en rolle samtidens trivsels- videns- og klimakrise, hvilket jeg også tidligere har skrevet om i Altinget.

Relevansen måles imidlertid i anbefalingerne udelukkende gennem et markedsperspektiv, i form af besøgstal og evnen til at skabe indkomst. Turisme og høje besøgstal til en udstilling er en god forretningsmulighed på nogle museer i visse dele af landet, men ikke for alle. Samfundskaldsopgaverne derimod er økonomiske og organisatoriske belastninger for museerne.

Derimod vil succes med flere skolebørn betyde udhuling af museets økonomi til betaling af medarbejdere, ligesom projekter henvendt til borgere med særlige behov kan have stor samfundsmæssig betydning og transformativ virkning i deltagernes liv og museernes udvikling, men ud fra anbefalingerne ikke kan omsættes til en lukrativ forretning, da de sjældent betyder flere kunder i butikken.

Et museum er først og fremmest en non-profit blivende institution, som sikrer kulturarven og har et samfundskald der fremmer mangfoldighed og bæredygtighed til glæde, refleksion og dannelse blandt borgere.

Forslag til en museumsreform

Der er behov for, at anbefalingerne udvides med flere parametre, der krystalklart skaber incitament for museernes opgaver med samlingsudvikling og samfundskaldet med borgerrettet formidling.

I stedet for blindt at omfordele beløbene, kunne det være en god ide at studere hvordan de høje tilskud i dag forvaltes

Karen Grøn
Museumsdirektør, Trapholt

Det vil være en stor ulykke og direkte imod ICOMs museumsdefinition, hvis en museumsreform resulterer i et museumsvæsen, som tvinges til at nedjustere samlingsarbejde og samfundskald for at optimere besøgstal med henblik på øget tilskud.

Nogle museer modtager allerede i dag markant højere tilskud end flertallet. I stedet for blindt at omfordele beløbene, kunne det være en god ide at studere, hvordan de høje tilskud i dag forvaltes. Et højt statsligt tilskud har eksempelvis måske understøttet en stærk skoletjeneste med gode resultater.

I stedet for at rive tæppet væk under et museum med den slags succeshistorier, bør en reform sikre, at alle museer honoreres for denne indsats og at flere museer får tilsvarende mulighed for at give børn i deres område gratis skoletjeneste.

Trapholts dilemma

På Trapholt har museet gennem mange år, og i særdeleshed under og efter corona, arbejdet med store fællesskabte kunstværker med op til 1000 deltagere. Det er dokumenteret videnskabeligt, at projekterne skaber trivsel, fællesskaber, kreativitet og samfundsengagement.

Trapholt modtager 2,2 millioner kroner i statsstøtte, så alle aktiviteter på museet finansieres af eksterne midler. Museet har allerede i dag den udfordring, at ansøgninger til de fællesskabte kunstværker sætter udstillingsansøgninger bagerst i køen til fondene.

Med det aktuelle forslag til ny fordeling af statsmidler, vil det klogeste være, at Trapholt stopper med disse trivselsfremmende fællesskabte kunstværker og koncentrerer sig udelukkende om store udstillinger med henblik på at få væsentligt flere gæster end de aktuelle 100.000 årligt. Det ville alt andet være ærgerligt, især når kulturministerens kulturpolitiske vision netop er, at kulturen har et særligt samfundskald.