Det Kongelige Teater vil vokse med flere musicals

NY STRATEGI: En ny offensiv strategi skal få Det Kgl. Teater til at vokse på trods af nedskæringstider ved blandt andet at opføre flere musicals til fordel for den smalle scenekunst. DF frygter, det vil skabe unfair konkurrencevilkår.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Peter Pagh-Schlegel

Det Kongelige Teater er ved at skyde sig selv i foden, som DR gjorde ved at gå mere og mere ind på det kommercielle marked. Det satte vi en stopper for, og det kommer vi også til at gøre, hvis Det Kongelige Teater fortsætter ned ad det spor

Alex Ahrendtsen (DF)
Kulturordfører

Der skal årligt opføres flere forestillinger på Det Kongelige Teaters tre scener. Og iblandt dem skal vi fremover se mere af den populære genre af spektakulære stykker og musicals til fordel for scenekunsten til det smalle publikum.

Det lader til at være selvmedicineringen for den nedskæringsramte nationalscene, der siden 2012 kun har set de statslige bevillinger gå en vej.

”De faldende bevillinger har førhen ført til, at vi spiller færre forestillinger, og dermed har vi også omkring 100.000 færre publikummer på vores tre store scener end for ti-tolv år siden. Sådan er virkeligheden stadig, men i stedet for at spille mindre, vil vi prøve at vende vores indsats på hovedet,” siger teaterchef Kasper Holten.

0:000:00