DGI-formand: En trussel mod folkeoplysningen

Af Søren Møller,
Formand for DGI

En artikel i Altinget: Kultur den 19. november 2015 refererer til en vejledning udsendt af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om uddeling af støtte til folkeoplysende foreninger.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi både er stærkt bekymrede og stærkt forundrede over vejledningen. Vejledningen overskrider efter vor opfattelse grænsen mellem politik og juridisk vejledning. Ja, dybest set tilsidesætter styrelsen de politiske valg og prioriteringer, der er kommet til udtryk gennem Folketingets vedtagelse af folkeoplysningsloven.

Udgangspunkt i organiseringen
Folkeoplysningsloven sikrer, at kommunerne støtter det frivillige foreningsliv – uanset om det drejer sig om fodbold, tennis, svømning eller forskellige former for konditions- og styrketræning også kaldet fitness. Loven tager derfor udgangspunkt i organiseringen, ikke aktiviteten. Det er det frivillige foreningsliv, der er støtteværdig. Og det er det, fordi det besidder nogle særlige kvaliteter, som hverken offentlige institutioner eller private forretninger har. Foreningslivet bidrager til udviklingen af forpligtende fællesskaber og aktivt medborgerskab.

I sig selv er det bemærkelsesværdigt, at en styrelse kan vurdere, hvornår en lov vedtaget af Folketinget er fornuftig. Men hvis vejledningen er udtryk for den fornuft, der skal styre kommunernes støtte til folkeoplysningen, risikerer vi et indskrænket og fattigere foreningsliv.

Søren Møller
Formand for DGI

Private trænger ind 
Når der er opstået et problem, er det fordi private entreprenører er begyndt at trænge ind på det område, som hidtil har været forbeholdt de frivillige idrætsforeninger. Fitness er blevet en rentabel forretning. Men betyder det så, at de frivillige idrætsforeninger skal trække sig tilbage?

Betyder det så, at nogle idrætsforeninger ikke længere er støtteværdige? Betyder det så, at nogle idrætsforeninger skal udskilles som ikke-folkeoplysende? Det giver jo ikke mening. De frivillige foreninger skal ikke kun være støtteværdige, hvis de beskæftiger sig med noget, som ikke andre vil tage sig af. De frivillige foreninger er støtteværdige, netop fordi de er frivillige foreninger.

Bemærkelsesværdig vurdering
Styrelsen anerkender da også, at folkeoplysningslovens minimumsbestemmelser gælder for alle foreninger. Problemet opstår, når kommunerne politisk vælger at støtte ud over minimumsbestemmelserne. Der peger Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på, at man kan sætte folkeoplysningslovens principper ud af kraft. Så er alle foreninger pludselig ikke lige folkeoplysende.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vejledning er en trussel mod de grundlæggende principper i folkeoplysningen, og den bør hurtigst muligt trækkes tilbage. Den hviler på det princip, at ”Offentlig støtte, der er lovlig, ikke nødvendigvis er fornuftig”, som det formuleres i vejledningen. I sig selv er det bemærkelsesværdigt, at en styrelse kan vurdere hvornår en lov vedtaget af Folketinget er fornuftig. Men hvis vejledningen er udtryk for den fornuft, der skal styre kommunernes støtte til folkeoplysningen, risikerer vi et indskrænket og fattigere foreningsliv.