Peter Westphael
Teaterleder ved Randers EgnsTeater

Der har bredt sig et geografisk tunnelsyn blandt dansk teaters meningsdannere, beslutningstagere, administratorer, politikere og ikke mindst den københavnske landspresse.

Tilsyneladende udgøres deres scenekunstneriske virkelighed af de forestillinger, der kan nås i stilethælsafstand fra Kgs. Nytorv. Med en så snæver geografisk optik er der mange teateroplevelser af høj faglig kvalitet, som aldrig for alvor bliver synlige på det store scenekunstneriske danmarkskort. Vi må simpelthen bremse den tiltagende metropolisering af ”Teaterdanmark” – nu!

Vi må ryste posen og kigge på en national helhedsløsning, der sikrer en dynamisk kulturpolitisk tænkning, der ikke kun fokuserer på hovedstadens udbud, men retter opmærksomheden mod de mange markante scenekunsteriske oplevelser, man kan få i alle dele af landet. Dansk kulturpolitik er vel tænkt med afsæt i geografisk bredde, eller er den?

I disse år sker der en voldsom urbanisering og metropolisering af Danmark. En tendens, der gælder næsten hele den vestlige verden. Udviklingen er tydelig, lige meget hvor du kigger hen. Se på centraliseringen af universiteterne, hospitalerne og de statslige arbejdspladser. Se på, hvordan erhvervslivets og interesseorganisationernes hovedsæder i stigende grad samler sig i København. Kig på politikerne: Alle partilederne stiller op i det storkøbenhavnske.

Hovedstad og stat smelter sammen
Den mest bekymrende konsekvens af metropoliseringen er, at hovedstad og stat smelter sammen. Praktisk og i manges bevidsthed. Det samme gælder dansk teaterliv. Beslutningstagernes, meningsdannernes, politikernes og administratorernes optik snævrer sig ind. Deres virkelighed bliver metropolens virkelighed – de ser jo ikke andet.

Beslutningstagernes, meningsdannernes, politikernes og administratorernes optik snævrer sig ind. Deres virkelighed bliver metropolens virkelighed – de ser jo ikke andet.

Peter Westphael
Teaterleder ved Randers EgnsTeater

De mennesker, der uddeler priser og skuespillerlegater, ser færre og færre forestillinger i provinsen. Statens projektstøtteudvalg får næsten ingen ikke-provinsansøgninger, for der bor stort set ingen freelance-kunstnere uden for København. Og hvorfor? Fordi, hvis man ikke udvikler og gøder et vækstlag, så dør det! Der er masser af stærke kulturkræfter i provinsen, men de skal ses, høres, mødes og sparres med! Og for at det ikke skal være løgn, har projektstøtteudvalget nu også fået at vide, at der ikke er nogen grund til at rejse rundt i Danmark, da de jo er et ekspertudvalg. Dette giver simpelthen ingen mening, hvordan skulle de så nogensinde kunne få øje på andet end det københavnske vækstlag?

Folketeatret som eksempel
Lad os tage Folketeateret som et eksempel på metropoliseringen af dansk teaterliv. Folketeatret modtager statstilskud for at opfylde ”en national forpligtelse til at lave turnéteater til hele landet med produktioner, som kan spilles hos alle landets teaterarrangører”. Folketeateret, der ligger i centrum af København, producerer altså forestillinger til alle landets teaterscener. Men netop på grund af sin geografiske placering bliver teateret nødt til at tilpasse sit repertoire til det københavnske publikum og til de øvrige lokale teatre, det konkurrerer med. Det betyder, at provinsens teaterinteresserede ikke får den mangfoldighed, de har krav på.

Og jeg understreger, at dette ikke handler om Folketeatrets kvalitet!

Hvad angår skuespillerne, rykker alle stort set til hovedstaden efter endt uddannelse. Det kan man ikke fortænke dem i, for der ligger jobmulighederne. Jeg kender oven i købet eksempler på, at skuespillere med bopæl i provinsen har ”dækadresser” i København. Det er simpelthen en forudsætning for at komme til casting. Casterne tror ikke, at provins-skuespillere gider tage turen til København, og derfor får de slet ikke buddet.

Spred kunsten ud
Dette indlæg er ikke et bondsk stormløb mod København og Det Kongelige Teater. Jeg ved godt, at sådan vil teksten nok blive udlagt af ledvogtere og magthavere i dansk teaterliv. Den automatreaktion er velkendt, men det er ikke min pointe. For selvfølgelig skal Danmark have et Nationalteater i hovedstaden, der leverer det ypperste. Det er heller ikke sådan, at jeg ikke anerkender, at København er landets kulturmetropol.

Men jeg har svært ved at acceptere, at hovedstaden er Danmark. Og jeg har svært ved at forstå, at selv om der i hovedstaden kun bor ca. 25 procent af landets befolkning, så går ca. 90 procent af de statslige kulturmidler til København. Derfor vil jeg så inderligt opfordre politikerne til, at de ”designer” et støttesystem, hvori det kan betale sig at sprede scenekunsten nationalt. I stedet for det eksisterende, der fremmer metropoliseringen, så lad os få medejerskabet til kunst og kultur tilbage, også til gavn for Københavns.

Sammenhængene mellem de forskellige dele af teaterlivet kan sagtens tænkes bedre: Giv Det Kongelige Teater lov til at satse på at være i kunstnerisk særklasse. Lad dem præsentere Danmarks svar på ”Dustin Hoffmann” i "En sælgers død", og giv den nyeste og mest avantgardistiske instruktør fra Berlin frie hænder. Forpligt dem samtidig til at samarbejde med landsdelsscenerne, så deres forestillinger hvert år præsenteres i hele landet.

Udvælg hvert år de tre bedste børneteaterforestillinger produceret hvor som helst i landet og lad dem gæstespille i Skuespilhuset. Det ville give national opmærksomhed og skabe lokal stolthed. Brug nogen af de mange millioner på at finde regionale spillesteder, der vil og kan præsentere de bedste forestillinger fra vores Nationalscene.

Det kunne også være oplagt at kigge på Folketeateret. Hvorfor skal ”provinsens største teater” ligge med en fast scene i København? Det giver god mening at flytte Folketeateret væk fra København, den kommune i landet, der for øvrigt bruger færrest penge på teater pr. indbygger. Vel ud fra devisen: Hvorfor spendere flere kommunale kroner, når nu staten allerede finansierer det meste? Læg Folketeateret i provinsen, så det kan blive en del af den regionale scenekunstpuls og dermed være med til at understøtte en kulturel udvikling dér.

Nyt princip for teaterstøtten
Endelig handler det om at få et nyt princip for den statslige teaterstøtte: ”For at behandle alle lige skal man behandle dem forskelligt”. Det er for eksempel dyrere at producere forestillinger i provinsen end i København. Det er der mange grunde til. En af de væsentligste er, at det er dyrere at engagere skuespillere. Som nævnt bor langt de fleste i København, hvor de har et kludetæppe af småjobs. For eksempel indtaling af e-bøger om onsdagen på Gyldendal, en reklamefilm om torsdagen og speak til en tegnefilm om fredagen. Alt det risikerer en skuespiller at miste, hvis vedkommende siger ja til et tre-måneders engagement i Vendsyssel eller Kolding. Højere driftsomkostninger er altså også en faktor, man skal tage højde for, når man designer et nyt system, der fremmer spredningen – ikke centraliseringen – af scenekunsten.

Og en lille undren: Hvorfor er det, at de institutioner, der får mest i støtte til turnevirksomhed, også skal være de dyreste? Giv dog nogen af tilskudspengene som ”rabat” til teaterforeningerne, der jo slås med at få pengene til at slå til.  

Metropoliseringen af Teater-Danmark er blot en lille flig af det store billede, der tegner sig i disse år. Urbanisering og centralisering får stat og metropol til at smelte sammen. Udviklingen udgør et grundlæggende demokratisk problem på mange niveauer i samfundet, og ikke mindst inden for kultur og teater. Kultur- og teaterstøttens slagside mod øst øges mere og mere. Fortsætter denne skævvridning, risikerer vi at miste den brede folkelige opbakning til kulturpolitikken. Det må ikke ske.