Debat

EL: Sass Larsens millioner giver ikke mere kultur

DEBAT: Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) vil på 10 år investere 400 millioner kroner på idrætsområdet. Det lyder meget godt, men det kommer i realiteten kun en snæver skare af professionelle sportsklubber til gode, skriver Jørgen Arbo-Bæhr (EL).

Regeringens investering i idrætten kommer i realiteten kun en snæver skare af professionelle sportsklubber til gode, skriver Jørgen Arbo-Bæhr (EL). 
Regeringens investering i idrætten kommer i realiteten kun en snæver skare af professionelle sportsklubber til gode, skriver Jørgen Arbo-Bæhr (EL). Foto: Folketinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jørgen Arbo-Bæhr (EL)
Kulturordfører

Fodbold er business – men også kultur. Det er ordene fra regeringens erhvervs- og vækstminister, Henrik Sass Larsen (S), da han nu har fundet 100 millioner kroner, der de næste 10 år bliver til 400 millioner, som skal bruges til investeringer inden for idræt.

Det lyder jo meget godt, men når vi ser på det, så ryster jeg på hovedet. Jeg mener, at Henrik Sass ved en del om business, men han ved selvfølgelig intet om kultur. Faktisk har regeringen en minister for kultur, som ved mere om det end erhvervsministeren.

Regeringen skærer i kulturen
Hvad mener regeringen om kultur? Desværre mener de intet om det. De har ikke prøvet at bruge penge til at udvikle vores kultur. Tvært imod bruger de ikke flere penge, men har skåret på noget af kulturen. Jeg synes, det viser sig, at vi har en radikal kulturminister, som går 100 procent ind for de Radikales liberale økonomiske politik.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Bare et par eksempler: Op til vores medieforlig tog regeringen – med Radikale – initiativ med en ”vækstplan”, hvor de skar ned på licensen – ved at afskaffe erhvervslicensen.

Det betød en nedskæring på licens til DR, og som nogle af os ved, betød det, at DR's ledelse besluttede at lukke DR's UnderholdningsOrkester. I virkelighedens verden, så manglede DR cirka 80 millioner kroner. Det var en nedskæring på kulturpolitikken, som både regeringen og de borgerlige partier stod bag, og det mest paradoksale er, at det ikke betød så meget som en ekstra arbejdsplads.

Henrik Sass ved en del om business, men han ved selvfølgelig intet om kultur.

Jørgen Arbo-Bæhr (EL)
Kulturordfører

Radikales EU-kærlighed
Desuden kan vi se på de Radikales forkærlighed for EU, at det betyder en del negativt, når vi ser på kulturpolitikken. En stor del er statsstøtte til private virksomheder. Det kan være museer, biografer, boghandlere og så videre.

De store biografer – Nordisk Film og CinemaxX – klagede til EU om lokal støtte til de små biografer. Det betød, at EU sagde, at det var ulovlig statsstøtte, som ellers kan få de små biografer til at overleve, hvor virksomheder som Nordisk Film nærmer sig monopol rundt omkring i landet.

Eller når vi godt vil sørge for, at forlæggerne og boghandlerne kan forsvare udgivelsen af de mindre bøger, så betyder de borgerliges (og EU´s) forkærlighed for liberalisering, at supermarkederne med flere kan give et tilbud på bestsellerne, så de kan lokke kunderne ind for at købe dagligvarerne.

Aktuelt vil EU godt være med til at undergrave vores ophavsretslov. Vi har jo det, vi kalder ”aftalelicens”, som blandt andet betyder, at vi kan kopiere bøger og så videre, samtidigt med at folk, der laver dem, også kan leve af deres udgivelser.

Det var kun en lille del af vores problemer med at sørge for et bredt udbud af kultur. Problemet er, at regeringen intet gør for at lave en politik, som betyder et rigtigt bredt udbud.

Investering er indgreb i idrætspolitikken
Når vi ser på erhvervsministeren, som nu har fundet frem til 100 millioner og i løbet af de næste 10 år vil bruge 400 millioner til en ”idrætsfond”, så bliver jeg nødt til ryste på hovedet. De mange penge skal bruges helt snævert til de professionelle klubber inden for fodbold, håndbold og ishockey.

Først og fremmest vil pengene bruges for eksempel på, at Rødovre Ishockey kan købe et par canadiere, så de har bedre mulighed for at blive danske mestre, og de kan bruges til, at Viborgs håndboldklub ikke bliver nødt til at lukke, og det kan bruges til, at Hobro kan betale deres superligaspillere i stedet for, at de kan være semi-professionelle.

Det betyder intet for at skabe nye arbejdspladser, og ikke mindst betyder det et indgreb i idrætspolitikken. Hvad siger idrættens minister – Marianne Jelved (R) – til det?

Svaret er – intet! Det er virkeligt underligt, ikke mindst når vi har lavet en idrætsaftale for nyligt. Vi har en aftale, hvor udgangspunktet handler om, at flere skal dyrke idræt og ikke mindst organiseret idræt. Ministeren har sammen med os alle givet opbakning til DIF og DGI med deres målsætning om 75-50-25. Det vil sige, at 75 procent skal dyrke idræt, og 50 procent idræt i en organisation, i 2025.

Brug for bred kulturpolitik
Tænk hvis vi kan bruge 100 millioner kroner, så kan vi gøre rigtigt meget mere for breddeidrætten. Til eksempel har regeringen skåret ned på tilskud til DIF's ”Get2Sport”. Det vil betyde mere for idrætten og for flere arbejdspladser, hvis vi vil bruge lidt flere penge på dette.

Alt i alt vil jeg slutte af med et citat fra formanden for DGI, Søren Møller:

”Han fremhæver også, at Kulturministeriet er i gang med at aftale idrætspolitiske sigtelinjer med Folketingets partier. Og der er intet i oplæggene herfra, som lægger op til et initiativ i stil med den investeringsfond, erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen har lanceret. Så hvor kom det fra?”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørgen Arbo-Bæhr

Fhv. MF (EL)
student (1977)

0:000:00