Forening: Partnerskaber mellem sundheds- og kultursektoren kan give flere adgang til kunst

Kunst og kultur bidrager til lyst, fællesskab og velvære, men også til forståelse, dannelse og de fællesskaber, der tilsammen tegner vores kulturelle horisonter og nationale selvforståelse og deltagelsen i kulturelle fællesskaber kan gøre os mere livsduelige. Kulturen binder os sammen, den lever i vores sprogbrug, begreber og samværsformer. Den er del af vores hverdag, når vi vælger at være medlem af idrætsforeninger, uddanner os og enes om regler, når vi i det hele taget gør ting med hinanden.

Social ulighed i adgangen til kultur
Når det så er sagt, så kalder Kulturministeriets rapport også på politisk handling for at understøtte flere samfundsgruppers direkte tilknytning til kulturelle fællesskaber. For mange er kunst og kultur i deres mere specifikke former stadig forbundet med en vis utilnærmelighed.

Der bør være fokus på marginaliserede samfundsgrupper, som den store og voksende gruppe af borgere med psykiatriske diagnoser, som kan få det bedre og få adgang til meningsfulde fællesskaber i kunsten og kulturen.

Foreningen Kunst og Mental Sundhed

Museet var oprindeligt elitens, oftest kongens eller kirkens kunstsamlinger, som i lang tid kun var forbeholdt de få og bedre stillede. Og selvom museerne i dag er offentligt tilgængelige for alle, så kan det føles uvedkommende eller uoverskueligt for mange at besøge institutioner.

Der er en social ulighed i adgangen til kultur, hvor noget af forklaringen er købekraft, men også det faktum, at nogle mere naturligt bliver introduceret til kunst og kulturlivet som en naturlig del af deres opvækst, måske via deres familier eller sociale omgangskreds.

Der bør være fokus på at vise relevansen af vores fælles kulturarv, som den fremstår på museer og fremføres i koncertsale og teatre, og det kræver programmer målrettet enkelte samfundsgrupper som børn og unge, der måske ikke vokser op i hjem, hvor kulturforbrug er i fokus.

Der bør også være fokus på marginaliserede samfundsgrupper, som blandt andet den store og voksende gruppe af borgere med psykiatriske diagnoser, som kan få det bedre og få adgang til meningsfulde fællesskaber i kunsten og kulturen.

Målrettede indsatser kan mobilisere andre faggrupper
I CKMS er vi i gang med en skalering af vores skrivegrupper ledet af skønlitterære forfattere til psykiatriske centre på hele Sjælland. Vi starter SMKRecovery op sammen med Statens Museum for Kunst, hvor recoverymentorer ansat i psykiatrien skal lave rundvisninger for andre psykiatribrugere samt undervise SMK’s personale i inklusion af psykisk sårbare sind. Vi har også i samarbejde med Frederiksbergmuseerne en gruppe af patienter, der deltager i såkaldt slow looking på museet.

Og her er det også et samfundsmæssigt argument henvendt til Sundhedsstyrelsen, at der kan mobiliseres personale, som kan bidrage til sundhedsfremme inde i sundhedsvæsenet. Diskussionerne om forbedring af sundhedsvæsenet kredser jo om den nationale udfordring, at der ikke er sundhedsfagligt personale nok.

Vi skal gøre de netop ikkeinstrumentaliserede effekter, kunst og kultur har, tilgængelige for mennesker med særligt behov for dem.

Foreningen Kunst og Mental Sundhed

Selvom der med tiårsplanen for psykiatrien er afsat flere midler, så er der stadig rekrutteringsproblemer, og psykiatrien risikerer at stjæle medarbejdere fra andre specialer og derved bare flytte problemet.

Men med målrettede indsatser kan midlerne mobilisere andre faggrupper til at understøtte forebyggende, adjuverende og rehabiliterende indsatser, og her kan kunst og kultur spille en vigtig rolle. Som brobygning mellem hospital, kommune og civilsamfund. Til opbygning af en kulturel infrastruktur.

Effekter af kunst og kultur skal gøres tilgængelige
Regeringen er blevet kritiseret for at ønske at nedsætte et kulturråd, der skal ”afdække og diskutere, hvordan kunst og kultur kan bidrage til at løse tidens store kriser”. Det har fået flere til at fare i flint, blandt andre tidligere kulturminister Per Stig Møller, der mener, ideen giver mindelser om sovjettidens agitprop.

Bekymringen handler om, hvorvidt sådanne initiativer instrumentaliserer kunst og kultur. Vi mener, at den fare kan undgås med omtanke, og dertil ikke udgør den vigtigste pointe i diskussionen: I stedet handler det om at gøre de netop ikkeinstrumentaliserede effekter, kunst og kultur har, tilgængelige for mennesker med særligt behov for dem. Det kan løses med flere tværsektorielle samarbejder med fokus på bæredygtighed og høj faglig kvalitet fra begge sider. Broer skal hvile solidt på to sider, for at være solide.

I CKMS kan vi med vores manualiserede kunstgrupper have ti psykiatribrugere i en kunstgruppe ledet af en professionel forfatter og en sundhedsfaglig co-terapeut. De foreløbige resultater for vores forskning i grupperne tyder på, at selv mennesker med svær psykisk lidelse kan få det bedre af deltagelse. Hvis og såfremt indsatserne leveres med etisk forsvarlighed med støtte fra erfarne klinikere og med opbakning fra de psykiatriske centre og de museer, vi samarbejde med.

Vi hilser det derfor meget velkomment, at kulturministeren påpeger, at der er behov for at etablere flere partnerskaber, for eksempel mellem stat, regioner og kommuner. Her ville et partnerskab mellem sundheds- og kultursektoren med udmøntning af puljer til formålet være oplagt, hvor lavthængende frugter måske kunne høstes til alles gavn.