Forskere: Hvorfor ikke basere kulturpolitik på viden?

Af Julie Sommerlund, Mette Sandbye og Maja Horst
Hhv. prodekan for omverdensrelationer, institutleder ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab og institutleder ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet.

Selvom kunst og kultur bærer mange formål og ønsker, har vi, som tingene står, ingen til at diskutere og rådgive om kulturpolitik, og hvorvidt vi faktisk opnår det, vi gerne vil med den.

I sit indlæg på Altinget nævner Mogens Jensen (S) omkalfatringen af støtten til landsdelsorkestrene, som kulturminister Mette Bock gennemførte tidligere på året, og kritiserer, at ministeren nedlagde en arbejdsgruppe, der skulle udrede området forud for beslutningen.

Det er selvfølgelig også påfaldende, at man som minister siger nej tak til en udredning af et vigtigt område, som man er ved at træffe en afgørende beslutning for.

Men det er dog også interessant, at de arbejdsgrupper, der typisk bliver nedsat på det kulturelle område, ofte består af praktikere fra samme område.

Forskningsbaseret, uafhængig og fagligt funderet
Hvis man skal tolke Mette Bocks beslutning positivt, kan man måske forestille sig, at hun har savnet, at den udredning, der blev lavet, var forskningsbaseret, uafhængig og fagligt baseret – for det er især denne type viden, der mangler inden for det kulturpolitiske.

Alene på Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet finder man for eksempel forskning i urban kultur, digital kultur, mediekultur, sprogkultur, kulturformidling, kulturpolitik med mere. Men der ikke den store tradition for, at man fra politisk hold trækker på disse miljøer, når der skal udvikles politikker.

Julie Sommerlund, Mette Sandbye og Maja Horst

På kulturområdet findes der endda allerede væsentlige og veletablerede forskningsmiljøer, som adresserer det kulturelle felt og kulturpolitikken.

Alene på Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet finder man for eksempel forskning i urban kultur, digital kultur, mediekultur, sprogkultur, kulturformidling, kulturpolitik med mere.

Men der ikke den store tradition for, at man fra politisk hold trækker på disse miljøer, når der skal udvikles politikker.

Det er svært at forestille sig, at man fra Folketingets side ville sætte sig i den samme situation på andre områder. At landbrugsstøtte, udenrigspolitik, miljøspørgsmål eller økonomisk politik eksempelvis skulle formuleres, uden at Folketinget systematisk skaffede sig viden om grundlag og effekter fra uafhængige eksperter.

Mette Bock har flere steder givet udtryk for, at hun oplever, at alle kulturpolitiske diskussioner, som den om orkestrene – meget hurtigt kommer til at handle om størrelsen på tilskud. Og at det ikke er særlig konstruktivt, når regeringens politik er, at den nuværende støtte ikke øges.

Hvis den hårdknude skal løses, bør debatten tilføres langt mere udførlige indspark, der uafhængigt og med faglig tyngde kan tvinge debattørerne til at løfte blikket.

Politik baseret på viden
Vi er ikke de første, der peger på, at politikudvikling generelt vil blive styrket, hvis den blev baseret på forskningsbaseret, uafhængig viden.

I april 2016 påpegede Det Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, at de danske ministerier skal blive bedre til at basere deres politikudvikling på viden fra forskningsmiljøer. Rådet havde nemlig gennemført en analyse, som viste, at danske ministerier anvender forskningsbaseret viden i mindre grad end deres pendanter i Storbritannien, Finland, Holland og i EU-kommissionen.

Undersøgelsen dækkede ressortområderne sundhed, miljø, transport, udenrigspolitik, undervisning og forskning – men desværre ikke kulturpolitik.

Ud over at påvise, at danske ministerier generelt ikke bruger forskningsbaseret viden lige så meget som deres internationale kolleger, viste undersøgelsen også stor forskel mellem de forskellige ministerielle ressortområder, og det er på den baggrund en god hypotese, at kulturpolitikken heller ikke er præget af væsentlig brug af forskningsbaseret viden. Det er der ellers god brug for.

Kulturforbruget forandrer sig hastigt
Det kulturelle felt flytter sig hurtigere, end mange kan nå at følge med. Kulturforbruget ændrer sig med kæmpe omvæltninger til følge.

Streamingtjenester ændrer fuldstændig den måde, musik produceres, udgives og forbruges på. En udvikling, der lægger gamle markeder øde, mens nye blomstrer op. Film kan laves med små kameraer og distribueres direkte på nettet.

TV-serier produceres med internationale hold og udsendes på internationale medieplatforme. Hvad sker der med de danske aktørers muligheder, når kulturens produkter produceres, distribueres og forbruges globalt?

Hvordan påvirker den globale konkurrence og publikums krav om kvalitet, der kan måle sig internationalt, det danske kulturlandskab i en tid, hvor det samtidig er vigtigt for politikere at fordele støtten til mange aktører i hele landet?

Hvordan påvirker vores nationale kulturpolitik denne slags udviklinger, om overhovedet? Samtidig satser mange danske kommuner på prestigebyggerier til kulturen, men er det overhovedet den vej, man skal gå for at støtte op om og stimulere borgernes kulturforbrug? Hvordan får man nye brugergrupper i tale og højner den kulturelle dannelse i det danske samfund?

Kulturen har altid fortjent at blive behandlet seriøst, men de udviklinger, vi ser på det kulturelle område i disse år, understreger kun nødvendigheden af, at de politikere, der tager de vigtige beslutninger på dette område, også gør det på et oplyst grundlag.

Og dette grundlag kunne et uafhængigt og stærkt fagligt funderet Kulturens Analyseinstitut levere – med universiteternes forskningsmiljøer som vidensgrundlag.