Musiker: Et "Kulturens Analyseinstitut" skal have plads til fagfolk

REPLIK: Både forskere og praktikere skal have plads i et eventuelt Kulturens Analyseinstitut. Det skriver musiker Martin Reinhardt, der advarer mod at fremstille kulturfagfolk som indspiste og grådige.

Af Martin Reinhardt
Musiker, Copenhagen Phil

I et debatindlæg i Altinget påpeger forskere fra Københavns Universitet, at kulturpolitik er præget af holdninger og værdier snarere end viden.

Der efterlyses mere uafhængighed og inddragelse af forskere fra de studier, som de tre universitetsfolk selv står i spidsen for. De beklager, at der ikke er nogen til at rådgive politikerne og diskutere kulturpolitik, som det ser ud i dag.

Her kan jeg godt blive lidt overrasket, for diskussionen er jo allerede i fuld gang, og praktikerne fører faktisk en bred vifte af saglige argumenter, videnskabelige artikler og beviser frem.

Brug for en nuanceret debat
Selvfølgelig er nye velfunderede stemmer i debatten altid velkomne. Det er vel egentlig også dette samarbejde mellem kulturudøvere og universitetsuddannede teoretikere, som Mogens Jensen efterlyser, når han foreslår kulturens pendant til “Idrættens Analyseinstitut".

Jeg er glad for, at forskerne påpeger alle de grene af kulturforskning, der allerede findes på Københavns Universitet, men jeg må spørge: Hvis de er så veletablerede og velrenommerede, som artiklen siger, hvorfor går de så ikke mere aktivt ind i debatten om, hvad Danmark vil med sin kultur, og hvad kulturen giver til og gør for Danmark?

Forskerne forsøger ganske rigtigt med dette skriv at råbe politikerne op, men desværre underkender de i samme åndedrag den proces, der allerede er i gang, og de fagfolk og ildsjæle, der i årevis har kæmpet med næb og klør for at få sat kultur på dagsordenen.

For eksempel antyder de, at det var korrekt at nedlægge landsdelsorkesterkommissionen, en kommission, der var nedsat til at finde løsninger på orkestrenes svære økonomiske kår, efter Bertel Haarder indførte 2 procents-besparelserne. I forskernes øjne var kommissionen indspist. I stedet bliver der foreslået en forskningsbaseret, uafhængig og fagligt funderet udredning.

Undskyld mig, er det ikke at tage munden lidt fuld at beskylde en anerkendt fagmand som Giordano Bellincampi sammen med embedsmænd fra Kulturministeriet for ikke at være fagligt funderede, og er en sådan kommission ikke at betegne som forskning i sig selv? 

Derudover snakker forskerne desværre kulturminister Mette Bock (LA) efter munden, når de køber hendes præmis om, at “der ikke kan komme flere penge til kulturen". Som kulturforskere burde netop de vide, at vi i øjeblikket er midt i en af de største kulturbesparelser i nyere tid.

Der er gået partitaktik i kulturen
Derfor er der ingen, der beder om flere penge, kun om at Finansministeriet farer med lempe med regeringens 2 procents-besparelser, der langsomt kvæler al nytænkning, initiativ og innovation i hele den kulturelle sektor. At fremstille kulturarbejderne som grådige fugleunger, der råber på mere, er et af de tilfælde af spin og udenomssnak, der desværre er ved at blive normen for politikernes debatform.

En vigtig ting, som forskerne fra Københavns Universitet efter min mening overser, er, at hvis den politiske dagsorden ikke stemmer overens med det, der bliver kommunikeret ud af kulturministeren, så hjælper selv den bedste vilje, bevisførelse og argumentation ikke.

For at gå tilbage til eksemplet med landsdelsorkestrene, så er det meget svært at finde den egentlige grund til, at Copenhagen Phil først skulle lukkes, og da Konservative heldigvis fik det blokeret, så blev det i stedet pålagt egenhændigt at bære alle besparelser for landsdelsorkestrene.

Problemet, som ministeren selv siden har erkendt, er, at selvom man prøvede, kan der ikke sættes en finger på det arbejde, som Copenhagen Phil, hele Sjællands Symfoniorkester, laver. Alligevel gik kulturministeren stik imod sin officielle politik og forringede derved kulturudbuddet i provinsen, nemlig det på Sjælland, Lolland og Falster. 

Copenhagen Phil dækker som det eneste landsdelsorkester to regioner, og da det tilmed er de to befolkningsrigeste, leverer denne kulturinstitution kulturelle tilbud til halvdelen af Danmarks kommuner og befolkning.

Der blev kommunikeret, at beskæringen på henved 30 procent af orkestrets tilskud var en politisk beslutning. En beslutning, der måske bundede i mavefornemmelser, politiske studehandler og skjulte dagsordener, og beslutningen blev derfor tromlet igennem uden hensyn til indvendingerne?

Fremtidigt analyseinstitut kræver samarbejde
For at understøtte ovenstående kommer her er et par linjer fra en anden artikel i Altinget fra 29. juli. I artiklen forherliges den politiske proces omkring forløbet, og uden at tage højde for de ødelæggende konsekvenser beskrives Mette Bock som en politisk snedig strateg.

Lasse Marker skriver: “Det var præcis, hvad der foregik, da regeringen i april flyttede otte millioner fra det sjællandske symfoniorkester Copenhagen Phil til de øvrige symfoniorkestre. Her havde hun allerede flertal via opbakningen fra Dansk Folkeparti, hvorfor orkesterchef Uffe Savery og de sjællandske kommuner kunne klage nok så meget, men forgæves.”

Lidt længere nede i teksten påpeger Lasse Marker: “Derfor kan det blive vanskeligt at få Dansk Folkeparti med på den helt store reform, udover den klassiske flytning af penge fra København til Fyn og Jylland, som det blå flertal i Folketinget lige nu danner fælles linje om."

Det må være svært at sluge denne pille som idealistisk forsker, når man må indse, at der er gået regionalpolitik og partitaktik i et område, som burde styres af fakta, resultater og nationale visioner. 

Hvis “Kulturens Analyseinstitut” skal få succes, kræver det et stærkt samarbejde imellem de to grupper; forskerne og dem, der arbejder med kultur i praksis. De bør gå sammen for at oplyse politikere om konsekvenserne af deres politik. I øjeblikket er fokus på den politiske proces og persongalleriet; i stedet burde den være på institutionerne og den effekt, der ønskes på den lange sigt, for eksempel at blive optaget på Unescos liste over immateriel kulturarv. 

At kalde kulturaktører for indspiste er bestemt ikke vejen frem til dette samarbejde.

Hvad ville der ske, hvis man foreslog en sygehuskommission uden fagfolk? Så ville danskerne med rette udtrykke deres manglende forståelse og påpege, at den slags kommissioner har vi ligesom set resultatet af i skolereformen.

Derfor siger jeg, at det ville være en stor fejl at glemme fagfolkene og praktikerne, når man opretter "Kulturens Analyseinstitut“.

Forrige artikel Kulturformænd: Kulturpolitisk forskning har trange kår Kulturformænd: Kulturpolitisk forskning har trange kår Næste artikel Musikskoleleder om rapport: Gode takter, men også unoder Musikskoleleder om rapport: Gode takter, men også unoder