Forsker: Kulturens værdi skal måles fra flere perspektiver

Af Louise Ejgod Hansen
Forskningsleder på evalueringsprojekt af Aarhus Kulturhovedstad 2017, Aarhus Universitet

Uanset at økonomiske effektberegninger kan være et slagkraftigt politisk argument for en kommunal kulturbevilling, udtømmer de næppe den værdi, kulturen har for en kommune.

Louise Ejgod Hansen
Aarhus Universitet

Hvorfor har kommunerne pludseligt fået øjnene op for kulturens værdi? Og hvad har denne nyopståede interesse med det spirende ønske om evalueringer og dokumentation af kulturens effekter at gøre?

Det vil jeg i dette, mit andet indlæg i Altingets debat, forsøge at svare på.

Men først en præcisering: Det er naturligvis ikke nyt, at kommunerne satser på kulturen. Det har i mange år været sådan, at kommunernes ansvar for kulturområdet budgetmæssigt matchede statens, og der er eksempler på kommuner, der i mange år har tænkt kulturen som et vigtigt led i lokalpolitikken.

Det gælder ikke mindst Holstebro Kommune, der endda har lagt navn til ’Kulturmodel Holstebro’ (Holm et. al. 1977).

Ikke desto mindre er der for mig at se noget nyt på spil i disse år. Og det udfordrer vores forståelse af det kulturpolitiske, fordi det handler om, hvordan vi forstår værdien af kultur.

I ’gamle dage’ var der to forståelser af kulturens værdi: Enten handlede det om kulturens (her blev der som regel ment kunstens) egenværdi eller også var der tale om instrumentalisering – om det, der kan udlægges som misbrug af kulturen til andre formål.

Denne modstilling er grundfæstet i den kulturpolitiske tænkning, men den bliver udfordret i disse år. Det gør den, når Region Midtjylland igangsætter læseforsøg, hvor psykisk syge mennesker mødes og læser litteratur – og får det bedre af det (www.tidtillasening.dk).

Det gør den, når de foreløbige resultater af evalueringen af Aarhus 2017 både peger på, at andre politikområder i højere grad indgår i kulturpolitikken i kommunerne, samtidig med at kulturen også i højere grad indgår i andre politikområder (se datarapport fra rethinkIMPACTS 2017 s. 11).  

Denne integration af kulturpolitikken med andre politikområder kan næppe udelukkende forstås ud fra en tænkning om egenværdi over for instrumentalisering.

Der er med andre ord behov for nye måder at forstå kulturens samfundsmæssige værdi på. Og for nye måder at arbejde kulturpolitisk på. Jeg tror, at det er udfordringen ved at blive bedre til at forstå, argumentere for og arbejde med kulturens samfundsmæssige værdi, der betyder, at evalueringer og effektmålinger fylder så meget i den kulturpolitiske debat i øjeblikket (se indlæggene fra Carina Ren, Bo Skaarup og Susanne Arnholtz Docherty).

Uanset at økonomiske effektberegninger kan være et slagkraftigt politisk argument for en kommunal kulturbevilling, udtømmer de næppe den værdi, kulturen har for en kommune.

Den engelske kulturanalytiker John Holden har gennem sin værditrekant peget på, at der er tre forskellige perspektiver på kulturens værdi: Instrumentelle (oftest fremhævet i det politiske system), institutionelle/kunstfaglige (oftest fremhævet af kunstnere og andre kulturprofessionelle) og iboende relateret direkte til kunstoplevelsen (oftest fremhævet af tilskueren/borgeren) (Holden 2006).

Disse behøves ikke at være gensidigt udelukkende, men det er afgørende, at alle tre bringes i spil, når vi skal forstå kulturens samfundsmæssige værdi, herunder når vi evaluerer og analyserer kulturens værdi.

Professor Geoffrey Cox, der holdt oplæg på KLs Kultur- og fritidskonference 2017, peger på, at der er behov for nye evalueringsformer og ikke mindst for, at den kunstneriske eller kulturelle oplevelse bringes i centrum for vores forståelse af kulturens samfundsmæssige værdi (se rapporten eller animationsfilmen fra The Cultural Value Project).  

Det handler om kunstens værdi – om at måle, veje og forstå den bedre – og at forstå den i termer, der både rummer det økonomiske, sociale, og kulturelle.