Kommentar af 
Niels Frid-Nielsen

Kulturen er for længst flyttet til Jylland

I Esbjerg kan man måske finde opskriften på den kreative by: Her satser byrådet i de kommende fire år på kultur. Det kan skabe varige forbedringer i Danmarks femte største by, skriver Niels Frid-Nielsen.

Mange af de helt store events indenfor kultur og sport er flyttet til Jylland. Det store skift skete, da Herning i 2010 fik Boxen, der åbnede med Lady Gaga, skriver Niels Frid-Nielsen. Arkivfoto.
Mange af de helt store events indenfor kultur og sport er flyttet til Jylland. Det store skift skete, da Herning i 2010 fik Boxen, der åbnede med Lady Gaga, skriver Niels Frid-Nielsen. Arkivfoto.Foto: Lucy Nicholson/Reuters/Ritzau Scanpix
Niels Frid-Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er en udbredt misforståelse, at kultur er noget, der foregår i København. Kulturen er nemlig for længst flyttet til Jylland.

Det gik første gang op for mig, da jeg i foråret 2006 mødte Mick Jagger og resten af the Rolling Stones. Jagger kunne glædestrålende fortælle, at rullestenene senere på året ville give koncert i Jylland. "Jylland?" spurgte jeg. "Du mener vel Parken i København?"

Men Jagger havde ikke for ingenting lært at sige "Jylland" og "Horsens". I dag er den koncert, Rolling Stones gav 3. september 2006 i Horsens, gået hen og blevet legendarisk.

Siden da er mange af de helt store events indenfor kultur og sport flyttet til Jylland. Det store skift skete, da Herning i 2010 fik Boxen, der åbnede med Lady Gaga - og inden der var gået en uge, havde man også haft koncerter med Prince og Linkin Park.

Snart var Boxen også vært for EM i håndbold og svømning. Resten er historie: Hoteller, cafeer og lækre butikker skyder op i bymidten, motorvejen kører helt ind til centrum og FCM tilhører den absolutte top i dansk fodbold. Kulturen er i Herning blevet en vækstmotor uden lige.

Det er en udbredt misforståelse, at kultur er noget, der foregår i København

Niels Frid-Nielsen

Det gavnede ligeledes det meste af Midtjylland, da Aarhus i 2017 blev udnævnt til Europæisk Kulturby. Hele regionen livede op og inde i selve Aarhus fik borgerne et fantastisk bibliotek, Dokk1, på havnefronten, hvor også Filmbyen nu ligger.

En ny kreativ bydel med spændende arkitektur og nye muligheder for liv er opstået i havnen og bag den gamle banegård. Smilet er vendt tilbage, og det er igen blevet skægt at slentre ned ad Vestergade. Også her har kulturen banet vejen for en ny glæde og lokal patriotisme.

Efter kommunalvalget i november besluttede byrådet i Esbjerg at satse på kultur og oplevelser i de næste fire år. Det er en beslutning, der gør det muligt at tænke langsigtet, men også at skabe gennemtænkte og varige forbedringer i Danmarks femte største by.

For nylig var der i Esbjerg et første årsmøde under titlen "Kultursamtale'22", der skulle søsætte den nye kultursatsning. Jeg noterede mig et engagement under mødet, der i sig selv lover godt for de kommende år. Kultur handler nemlig ikke bare om Rolling Stones koncerter og andre megastore arrangementer. Mest af alt handler kultur om vores hverdagsliv - og de store og små oplevelser der gør, at hverdagen bliver mere end en trummerum fra fødsel til død.

En spændende "Kultursamtale" handlede om Danmarks længste handelsgade, Kongensgade, der slanger sig gennem Esbjerg. Desværre er den ene ende af gaden lige så død, som den anden er levende. Derfor har aktive borgere i kommunen besluttet at gøre "dødens pølse", som den kedelige ende af gaden kaldes, til et aktivt grønt strøg, hvor det er attraktivt at hænge ud.

Det blev diskuteret, om man skal fjerne bilerne, anlægge græs hvor der nu er asfalt og stille tomme butikslokaler til rådighed for unge frivillige fra byens foreningsliv. Det blev også foreslået, at man indretter et selvhjælps cykelværksted og en skrædder, der kan lære fra sig i kunsten at lappe dæk og så videre.

Enhver der interesserer sig for kunst og kulturpolitik bør holde øje med, hvad der sker i Esbjerg

Niels Frid-Nielsen

Unge kunstnere tilbød at etablere et åbent kunstnerværksted. Først og sidst ønskede borgere, politikere og kulturprofessionelle at omdanne "dødens pølse" til et sted, hvor man "bare har lyst til at hænge ud", fordi "tingene får lov at vokse og gro".

Esbjerg mangler steder, hvor "man kan blive inspireret, uden absolut at skulle noget hele tiden", som det blev sagt på kulturmødet. Hvis man i Esbjerg formår at omsætte den slags kulturdebat til konkrete initiativer, vil det være til gavn for rigtig mange menneskers hverdag i byen.

Selv om det snart er mange år siden, at Esbjerg levede af fisk, så er byen fortsat kendt som en fiskerby. Mange husker havnefester og den summen af liv, fiskekutterne tilførte byen. For andre rummer havnen kulinariske oplevelser på havnens spisesteder og egentlige kulturarrangementer.

Man har allerede i år haft musikfestivalen The Rigs på Dokhavnen med ung musik, streetfood og gang i den. Esbjerg er traditionelt en by, hvor fodbold betyder meget. Det er derfor en stor sorg i byen, at Esbjerg FB netop i år er rykket ned i anden division.

Det betyder, at byens stadion, der er et af Danmarks mest moderne og professionelle, næppe fremover kan fyldes med glade fodboldfans. Måske man i stedet skulle overveje at fylde stadion med rockmusik, sådan at byens borgere stadig kan få glæde af det fantastiske anlæg?

"Se til kommunerne!" plejede tidligere kulturminister Mette Borch (LA) at sige, når de statslige besparelser på kultur blev kritiseret. Det er rigtigt, at kommunerne har været bedre til at prioritere kulturen end staten. Men det er også rigtigt, at kommunerne næppe bliver ved med at punge ud. De er ved at nå et mæthedspunkt for, hvor mange penge de kan og vil bruge på kultur, uden at sprænge skatteloftet.

I Esbjerg har det gjort indtryk, at Venstremanden Jakob Lose har sat sig for bordenden i fritids- og kulturudvalget. Det opleves som en måde at prioritere kulturen på, al den stund Lose vurderes at kunne være blevet formand for andre kommunale udvalg.

At han nu sætter sig i spidsen for en satsning på kultur og oplevelser giver håb om, at den politiske vilje er til stede i byen. Hvis man i Esbjerg kender sin besøgelsestid og indleder et samarbejde mellem kommune, erhvervsliv, lokale ildsjæle og de eksisterende kulturinstitutioner, kan man i fællesskab skabe et økonomisk bæredygtigt kulturliv til glæde for byens eksisterende borgere, men også til glæde for mange nye, attraktive skatteborgere, der føler sig tiltrukket af en by, der strutter af oplevelser og kultur.

Enhver der interesserer sig for kunst og kulturpolitik bør derfor holde øje med, hvad der sker i Esbjerg i de kommende år. Måske finder de opskriften på den kreative by.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Frid-Nielsen

Journalist, kulturkommentator, forfatter, foredragsholder
exam.art. i nordisk litteratur og sprog (Københavns Uni. 1978)

0:000:00