Kulturpolitikken er forsvundet fra partiernes DNA

Før sammenbruddet var alle klasser og partier kulturelle, det vil sige: Bærere af kultur, som man gerne ville både udvikle og overlevere.

Nu kan kulturpolitik komme til at skræmme marginalvælgere væk – eller tiltrække dem, hvis man rammer rigtigt. Kulturpolitikken risikerer at blive til en scene for kortsigtet identitets- eller symbolpolitik.

Lasse Horne Kjældgaard
Direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Af Lasse Horne Kjældgaard
Direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Tilsyneladende var det det ”kulturelle borgerskab” og velfærdsstatens kulturpolitik, der fik et skud for boven, da Rune Lykkeberg for fem år siden udgav debatbogen Kampen om sandhederne: om det kulturelle borgerskabs storhed og fald.

Mange godtede sig, mens andre ømmede sig.

For ”det kulturelle borgerskab” var jo et kodeord for ”de kulturradikale”. Det var ”deres” sandheder, som var faldet. Det var dem, der værdimæssigt havde stået bag velfærdsstatens kulturpolitik, som ligeledes var ved at blive udskiftet. Eller det var det, de mente.

Kulturen en del af partiernes DNA
Jeg tror dog kun, at det er en del af sandheden. Jeg tror, at det er en større og egentlig langt sørgeligere historie, som Lykkeberg var på sporet af.

For velfærdsstatens høje kulturpolitiske ambitionsniveau var langt fra kun de kulturradikales fortjeneste. Den var resultatet af, at de fire gamle partier – Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre – knyttede sig til folkelige og sociale bevægelser og grupperinger, der hver for sig havde skyhøje kulturpolitiske ambitioner.

Forskellige ambitioner, jo vist, men alle sammen væsentlige og meget omfattende ambitioner på kulturens og folkeoplysningens vegne.

Venstre var knyttet til grundtvigianismen og højskolebevægelsen, mens Socialdemokratiet var knyttet til arbejderbevægelsen.

De Konservative var knyttet til borgerskabets dannelsesidealer, og de Radikale til husmandsbevægelsen samt storbyintelligentsiaen omkring brødrene Brandes.

Højt ambitionsniveau
Hver for sig ønskede partierne at løfte deres vælgere, fordi det var dét, vælgerne selv ønskede: At blive oplyste, bevidstgjorte, dannede eller bare at få adgang til ”de kulturelle goder”, som man dengang kaldte det. Som en stilfærdig markering af, at livets goder ikke kun er materielle og økonomiske.

I Socialdemokratiets berømte efterkrigsprogram, Fremtidens Danmark (1945), som Jens Otto Krag var pennefører for, kan man læse, at selve ”Formaalet med den økonomiske Politik er at skabe Muligheder for en Udvikling og en Uddybning af Folkets kulturelle Liv”.

Og den tanke om, at kulturel udvikling er det ultimative mål for samfundets bestræbelser, var Socialdemokratiet slet ikke alene om.

Partiernes forskellige bestræbelser flød sammen og gav velfærdsstatens kulturpolitik et stærkt folkeligt og politisk fundament.

Det kom al balladen omkring Statens Kunstfond i 1965 desværre til at skygge for. Ved den lejlighed forsøgte den daværende kulturminister, Hans Sølvhøj, at minde om, at ”Ingen frugtbar kulturpolitik kan føres i Danmark uden inspiration fra både socialisme, liberalisme og det 19. århundredes vækkelsesbevægelser”.

Dansk kulturpolitik skulle altså ses som et kompromis, med inspiration fra mange kilder og med udbytte for mange klasser. Hvert parti havde sin tydelige kulturpolitiske profil, hvilket – paradoksalt nok – bevirkede, at der var borgfred omkring kulturpolitikken.

Kortsigtet kulturpolitik
Hvis man ser sådan på det, er det også klart, at vilkårene for dansk kulturpolitik har ændret sig markant med det klassebaserede partisystems sammenbrud.

For gradvis er partierne blevet koblet fra de bevægelser og kulturelle bestræbelser, som de oprindelig var forbundet med eller måske endda udsprang af.

Det er baggrunden for, at man i dag kan tale om ”den kulturelle klasse” – som om dét at have kulturelle interesser og aspirationer kan være et klassestempel i sig selv.

Før sammenbruddet var alle klasser og partier kulturelle, det vil sige: Bærere af kultur, som man gerne ville både udvikle og overlevere.

Nu kan kulturpolitik komme til at skræmme marginalvælgere væk – eller tiltrække dem, hvis man rammer rigtigt. Kulturpolitikken risikerer at blive til en scene for kortsigtet identitets- eller symbolpolitik.

Situationen kan kort sagt virke hæmmende for de kulturpolitiske ambitioner, og det er synd.

For udfordringen i både at bevare og udvikle dansk kultur (og jo blandt andet erindringen om de kulturelle bevægelser, som engang var partiernes dna) i en globaliseret virkelighed, er kolossal.

Det er bestemt en opgave, der kræver bredt kulturpolitisk samarbejde.