Lektorer: En ny museumsreform uden flere penge vil give store tabere

Af Ane Hejlskov Larsen og Vinnie Nørskov
Hhv. lektor i kunsthistorie og museologi, lektor i klassisk arkæologi og museologi samt leder af Antikmuseet, Aarhus Universitet

Det kan ikke lade sig gøre at lave en udgiftsneutral reform.

En omfordeling af de nuværende støttemidler vil føre til en række tabere, det vil sige, at en del museer vil blive reduceret i deres støtte.

Det vil være en rigtig dårlig politisk sag.

For alle nuværende museer i Danmark er helt centrale aktører i deres lokale eller regionale samfund og har stor betydning som både arbejdspladser og turistattraktioner.

Så det er svært at se, hvilke politikere der ønsker at gennemføre en sådan lov, der tager pengene fra succesrige museer som for eksempel Den Gamle By i Aarhus eller Louisiana i Humlebæk. Derfor er den eneste løsning en reform ledsaget af flere penge.

Alt peger på, at en yderligere 'new public management' udfoldning ikke fører til bedre institutioner og opgaveløsning.

Ane Hejlskov Larsen og Vinnie Nørskov
Hhv. lektor i kunsthistorie og museologi, lektor i klassisk arkæologi og museologi samt leder af Antikmuseet, Aarhus Universitet

Museumsloven er en støttelov
Museumsloven fordeler penge til de museer, hvis samlinger er blevet statsanerkendte, og som har en økonomisk og politisk klangbund i kommunerne.

Nogle kommuner giver mere til kulturen end andre.

Støtten fra staten er afhængig af de kommunale tilskud, men størrelsen af de statslige tilskud er historisk betinget af to forhold:

Nogle museer har fået særlige tilskud, fordi de havde særlige landsdækkende samlingsansvar, for eksempel Gl. Estrup på Djursland.

Og nogle museer fik faste driftstilskud fra de gamle amter, som ved strukturreformen i 2007 blev overført til statstilskuddet. Det gælder for eksempel Arken, som blev grundlagt af Københavns amt.

Ingen detailstyring
Den historiske fordeling er blevet et politisk stridsspørgsmål, hvor nogle politikere ønsker at omfordele midlerne ud fra geopolitiske argumenter, mens andre ønsker at koble statstilskuddet til enkelte opgaver eller nye performancekrav.

Fordelen ved den nuværende museumslov er, at den netop ikke går i deltaljer med indholdet, men holder en armslængde i forhold til støtten.

Fortolkningen bør først og fremmest ligge hos museerne og deres bestyrelser og i Slots- og Kulturstyrelsen, som løbende foretager evalueringer og understøtter museernes udvikling.

Armslængde i forhold til støtten er vigtig
Det er vigtigt, at der fortsat sker en dynamisk udvikling, som museerne selv tager initiativ til og finder løsninger på.

Spørgsmålet er, om politikerne vil have et museumsfelt i vækst og udvikling, hvor museerne selv har en stor selvbestemmelse, eller de ønsker detailstyring i opgaverne gennem en ny økonomisk fordelings- eller identitetspolitisk model.

En sådan detailstyring kan vi ikke anbefale. Alt peger på, at en yderligere ’new public management’ udfoldning ikke fører til bedre institutioner og opgaveløsning.

Lige nu banker museumsdirektører på ministerens dør for at få flere penge til museerne.

Især de store og mellemstore institutioner, som i de sidste årtier har udviklet deres institutioner til veritable publikumssucceser gennem en økonomisk model, hvor de kombinerer privat og offentlig økonomi.

Det skyldes ikke mindst de grundbevillinger fra stat og kommune, som sikrer driften. Hvis driftsmidlerne er for små, er der ikke plads til udvikling.

Coronakrisen viser sårbarheden ved den model, men måske kan det også være en politisk øjenåbner for værdien af museerne og nødvendigheden af flere penge.