SMK-direktør: Museers diversitet skal ikke sikres gennem lovgivning

Af Mikkel Bogh
Direktør, Statens Museum for Kunst

"Vi har nemlig ikke brug for flere museer, men museer der repræsenterer flere".

Sådan konkluderer Ulla Tofte, direktør for M/S Museet for Søfart i Helsingør, i sit debatindlæg 24.november, hvori hun argumenterer for, at en ny museumslov bør forpligte de store museer til at sikre diversitet og flerstemmighed i formidling, forskning og indsamling.

Jeg deler ikke Toftes frygt for, at en underskov af små nye, statsanerkendte museer dedikeret til særlige befolkningsgrupper og identiteter ellers vil dukke op.

Men det er givet, at de allerede eksisterende museer - og andre kulturinstitutioner for den sags skyld – kan blive endnu bedre til at skabe identifikation og tilbyde relevante holdepunkter for en bredere del af befolkningen og for de mange udenlandske gæster, som de også betjener.

Ændring af lovgivning behøver dog ikke være vejen frem.

Diversitet opnås ikke ved, at institutionerne går på evige listefødder for at undgå at træde andre over tæerne.

Mikkel Bogh
Direktør, Statens Museum for Kunst

Stærke holdninger til museerne
Museerne stilles i dag i endnu højere grad end før til ansvar for den måde, de fortæller vores historie på.

Interessegrupper uden for museerne kan gøre meget stærke holdninger til museernes kuratering og fremstillinger af historien gældende. Det kender vi især fra lande som USA, England, Frankrig og Holland.

Frem for alt kommer bevægelsen i retning af en mere nuanceret, inviterende og inkluderende historiefortælling og formidling dog fra museerne selv, ikke fordi det står i loven, men fordi forskningsspørgsmålene, udsynet og interessefeltet har ændret og udvidet sig i takt med, at befolkningssammensætningen forandres, uddannelsesniveauet øges, flere etniske grupper kommer til, globaliseringen bringer flere gæster til landet og den kollektive erindring bliver mere sammensat.

Museer skal ikke forsøge at repræsentere alle
Museerne, og ikke kun de nationalt dækkende, bør i princippet være til for alle. Derfor kan deres historiefortælling ikke være enstrenget.

Bredden og relevansen for de mange, hvad enten det drejer sig om store eller små grupper, kræver en indsats og en vilje fra museet selv.

Diversitet opnås imidlertid ikke ved, at museet forsøger at repræsentere alle. Det spil er tabt på forhånd.

Det opnås heller ikke ved, at institutionerne går på evige listefødder for at undgå at træde andre over tæerne.

Helt afgørende er det derimod, at du som gæst og bruger får en oplevelse af, at der er plads til din historie. At der bliver lyttet og løbende forandret.

Man kan, sådan som Ulla Tofte med rette gør, efterlyse større lydhørhed og følsomhed over for "det særlige og det personlige".

Museerne, født af oplysningstiden og ideen om det almene, er på mange måder i gang med en omstilling i den retning: man forsøger at favne de små og partikulære historier.

Det er godt. Men den helt store udfordring og opgave ligger et andet sted. Den handler hverken om det almene eller om særlige identitetspolitiske interesser.