Ulla Tofte: Tænk identitetspolitikken ind i ny museumslov

Af Ulla Tofte
Direktør, M/S Museet for Søfart

Der er både blevet grinet og grædt over den kiksede 'buste-happening' på Kunstakademiet.

Men lige så idiotisk og historieløs den var, lige så meget er den et forvarsel om, at nye stemmer, minoriteter og grupperinger fremover vil ses, høres og have indflydelse på den måde, kunsten og historien forvaltes på i Danmark.

Automatreaktionen fra den institutionaliserede del af kulturlivet har hidtil været et overbærende skuldertræk eller ligefrem en afvisning af disse grupper.

Dette ud fra den almenhedslogik, der har præget det moderne samfund siden 1960'erne, og som stadig gennemsyrer dansk kulturpolitik.

I dette paradigme hersker der konsensus om, at statsstøttede museers opgave i udgangspunktet er at repræsentere det almene og fælles, og ikke det særlige og personlige.

En ny museumslov er allerede forældet, hvis den ignorerer tendenser, der er tydelige i hele den vestlige verden.

Ulla Tofte
Direktør, M/S Museet for Søfart

Men det almenes logik udfordres i dag fra mange sider – ikke kun fra den radikale venstrefløj - også fra en lang række minoritetsgrupper i samfundet - ældre, handicappede, brune og unge.

Minoritetsmuseer tiltrækker moderne publikum
Disse grupper vil i fremtiden påberåbe sig retten til museer, der repræsenterer netop dem.

Det vil føre til krav om flere helt nye museer, der støttes af staten.

Allerede nu er der tegn på, at 'minoritetsmuseer' har en særlig tiltrækningskraft på et moderne publikum og stor gennemslagskraft i offentligheden.

Tænk blot på et prægtigt lille museum som Forsorgsmuseet, hvor socialt udsatte kommer til orde og giver hele Danmark indblik i netop deres vilkår før og nu, eller Kvindemuseet, der fremover vil inkludere køn og seksualitet i bredere forstand.

Det giver mening. Men det giver ikke mening, hvis alle minoriteter og singulariteter fremover skal have hver deres statsstøttede museum. Hverken for publikum eller for skatteborgerne.

Mere inkluderende museer
Vejen til et sammenhængende samfund, hvor vi forstår og respekterer hinanden, går blandt andet gennem museer, der er inkluderende og flerstemmige.

En ny museumslov bør derfor skrues sammen, så de store museer med landsdækkende forpligtelser også forpligtes til at inddrage nye samfundsgrupper, stemmer og kunstnere i det løbende arbejde – ikke blot som publikum, men som afsendere og medskabere.  

Det sker heldigvis allerede flere steder. Men på samme måde som de store statsstøttede teatre er forpligtede til at spille ny dramatik og dermed sikre en løbende fornyelse af scenekunsten, bør de landsdækkende museer tilføres ressourcer til og gives ansvar for at inkludere nye kunstnere, nydanskere og minoriteter indenfor alle fem museumssøjler.

Tag strømningerne alvorligt
Hvis ikke de identitetspolitiske strømninger tages alvorligt nu og indarbejdes i en ny museumslov, vil vi i fremtiden opleve stormløb på skiftende kulturministre og folketingsmedlemmer med krav om endnu flere specialiserede museer, end vi har i dag.

Udover at få svært ved at klare sig økonomisk, vil de ende som lukkede ekkokamre for grupperinger, der skaber mere afstand, end de bygger bro.

En ny museumslov er allerede forældet, hvis den ignorerer tendenser, der er tydelige i hele den vestlige verden, og som i særlig grad vil præge kulturdebatten fremover.

Derfor skal landsdækkende museer forpligtes til flerstemmighed – og samtidig have tilført ressourcer til at løse denne vigtige samfundsopgave. Vi har nemlig ikke brug for flere museer, men museer der repræsenterer flere.